I 1925 var Kirkefondet i København blevet en magtfuld kirkebygger, således at omkring 40 kirker tilhørte dette, mens folkekirken rådede over 23. Kirkefondet havde ifølge avisen "Social-Demokraten" udviklet sig til en "stat i staten" som på den ene side nød godt af Folkekirkens goder og penge, men samtidig ikke ville underkaste sig Folkekirkens kontrol.
Det hensynsløse Kirkebyggeri.
Da Sognepræst Helweg Larsen brugte 55,000 Kr. til en Præstebolig.Vuggestuens 7000 Kr. gik til en Udvidelse af Kristkirken, og 30,000 til et Hjem for Gamle anvendes paa en saadan Maade, at Bidragyderne truer med Proces.
Det Raseri, der har grebet de københavnske Kirkebyggere, giver sig hver Dag nye Udslag. Maalet er at indsamle 2 Mill. Kr. i Hovedstaden og et lige saa stort Beløb i Provinsen. Men bortset fra, at Indsamlingen mere tilsigter at erobre Magten end at virke for ideelle Formaal, er der til Kirkebyggeriet i København knyttet visse Omstændigheder, der kaster et Skær af Uhygge over den hele Aktion.
Penge, der gik i de forkerte Lommer.
Det har længe været en kendt Sag, at da Generalsekretæren for Københavns Kirkefond, Hr. Helweg Larsen, endnu var Sognepræst ved Timotheus Kirke i Valby, lod han sig bygge en Præstebolig til 55.000 Kr. Af disse Penge var de 30.000 Kr. indsamlede til at fuldføre den lille, midlertidige Timotheuskirke, og det vakte den største Indignation, at Kirkefondet lod Pengene anbringe som Prioritet i den store, flotte Præstebolig.
Saaledes optræder Kirkefondet, naar der er Tale om Præsteboliger. Men hvordan gaar det, naar "Barmhjertighedens Traade" skal spindes? Vi anfører et Tilfælde fra et Sogn paa Vesterbro. Her var af Pastor Falk-Rønne indsamlet 7000 Kr. til en Vuggestue. Men der blev aldrig indrettet nogen Vuggestue. Pengene blev anvendt til en Udvidelse af Kristkirken.
Det vil endnu erindres, hvilken Forargelse Spørgsmaalet om Kristkirkens Udvidelse gav Anledning til. I Borgerrepræsentationen var Sagen til Behandling, og her i Bladet opridsede vi fornylig den tvivlsomme Affære, saaledes som den uimodsagt formede sig. Det begyndte med, at Menighedsraadet forkastede en Plan om at skaffe Pastor Herman Larsen et Embede ved at dele Sognet. Man besluttede at indsamle Penge til en Udvidelse af Kristkirken, men Biskop Ostenfeld greb ind. Han lovede at skaffe Penge - Kirkefondspenge, maatte man antage - til en Udvidelse af Kristkirken mod at Menighedsraadet gik med til en Sognedeling, saaledes at Indsamlingens mange Tusinde Kroner gik til en ny Kirke. Og da det godt og vel var i Orden, skaffede Biskop Ostenfeld ganske rigtig Penge til Kristkirkens Udvidelse. Men han tog ikke af det rige Fonds Penge. Han tog Statens, Skatteydernes Penge og de suppleredes altsaa med de fattige 7000 Kr., som var tiltænkt Spædbørn, men som nu uden videre anvendtes som Bidrag til det ædle Formaal at skaffe Pastor Herman Larsen en lille Kirke med en stor Præstebolig.
Paa Frederiksberg og i Brønshøj
Der er et andet typisk Tilfælde, som rinder os i Hu. Den tidligere Sekretær for Københavns Kirkefond, Pastor Seidelin i Mariendal Sogn paa Frederiksberg har aabenbart ikke forgæves set paa, hvilken Maade Kirkefondet uhindret kan tillade sig at arbejde. I hvert Fald er en af ham iværksat Indsamling noget af det dristigste, der er set. Pastor Seidelin agiterede for Penge til et haardt tiltrængt Hjem for gamle Mennesker. Der indkom 30,000 Kr. Men netop for Tiden er han i Begreb med at anvende det indkomne Beløb til helt andre Formaal, og Bidragyderne overvejer at anlægge Sag, idet de kræver Indsamlingens socialt-filantropiske Karakter respekteret.
En Begivenhed, der nylig er passeret i Brønshøj, er ogsaa karakteristisk, omend paa anden Maade.
Københavns Kirkefond vilde bygge en ny Kirke, og der skete Henvendelse til en Borgerforening om Bidrag. Den var villig til at spæde til. Kirkefondet havde erhvervet en velegnet Hjørnegrund, og Foreningen mente, at her vilde Kirken præsentere sig smukt. Men, nej Tak! Kirkefondet forkyndte, at paa denne Hjørnegrund skulde Præsteboligen ligge, medens der var tiltænkt selve Kirken en mere beskeden Beliggenhed. At Borgerforeningen under disse Omstændigheder trak sig tilbage, kan næppe undre.
Hvem betaler?
Naar Kirkefondet, i hvilket Biskop Ostenfeld sidder som Formand, har proklameret at ville hygge 20 ny Kirker med tilhørende Præsteboliger, er det som sagt næppe af ideelle Grunde. Det gælder ganske aabenlyst et Magtspørgsmaal. Med de 20 nye Kirker vil Fondet raade over 45 københavnske Kirker, medens Folkekirken kun har 23. I disse 45 Kirkefondskirker vil Menigheden være uden Indflydelse. Skatteyderne maa betale Præsteløn og Kirkebetjening. men har ellers intet at skulle have sagt. Det er "Kirkeligt Landsforbund", som staar bag Kirkefondet og søger at skabe en Stat i Staten, et Samfund, som nyder godt af Folkekirken, tager Borgernes Skatter, men ikke tillader Borgerne at blande sig i Kirkens Sager.
Vilde det være urimeligt, om man krævede, at Biskop Ostenfeld opgav sin Dobbeltstilling og at Kirkefondets Kirker overgives Folkekirken som Ejendom? Vilde det endvidere være urimeligt at kræve Kirkefondets Regnskaber fremlagt for Offentligheden efter at de først er kritisk reviderede af statsautoriserede Revisorer?
(Social-Demokraten 9. september 1925)
Jørgen Christian Falk Rønne (1865-1939) var 1905-1927 præst ved Kristkirken i København. Han var desuden forfatter til bøger og skønlitterære romaner. Han påstod at han havde modtaget 7000 kr. dels af fabrikant Iversen som havde betinget sig at pengene blev brugt til en vuggestue, dels af et overskud fra menighedsplejen på 3-4000 kr. som stammede fra kirkebøssen "til de fattige" - en vuggestue. Disse blev anvendt til sakristierne i Kristkirken.
Præsten og forfatteren Povl Helweg-Larsen (1877-1958) var kirkelig redaktør af Kristeligt Dagblad 1938-1941. Han var præst ved Timotheus Kirke 1920-1924. Senere ved Christianskirken i København 1932-1947.
Nationaltidende forsvarede præsteboligen i Valby ved at præsten ikke havde kunnet finde en egnet bolig i Valby, samt at villaen skulle svare til kirkens stil. Avisen indrømmede dog at det var beetænkeligt at der var taget 3000 kr. af kirkens midler til villaen. Helweg-Larsen boede i en 5-værelsers lejlighed i den indre by. Kollegaen Falk Rønne i Taarbæk - hans kirke lå på Vesterbro.
Kirkeministeriets Undersøgelse mod Pastor Falk Rønne er afsluttet.
Vor Kritik har paa alle Punkter vist sig berettiget. - Der findes intet Grundlag for retlig Forfølgelse mod Social-Demokraten.
Allerede i Gaar forelaa Resultat af Kirkeministeriets Undersøgelse af Pastor Falk Rønnes Forhold. Som det fremgaar af nedenstaaende udførlige Dokumentation, er det konstateret, at vor Kritik ikke blot har været berettiget, men den er endog blevet skærpet ved de fremkomne Oplysninger. Vi minder om, at vi kun nødtvungent har blandet Pastor Falk Rønne ind i den Kampagne, der er rejst mod Københavns Kirkefond. Det er "Kristeligt Dagblad" og "Berlingske Tidende", der, i Haab om at ramme os, har fældet den gamle Sognepræst. Naar Navnet Falk Rønne overhovedet er blevet nævnet i vore Spalter, skyldes det den Omstændighed, at han har medvirket til Opførelsen af den ny Kirkefondskirke paa Enghavevej. Han gav Afkald paa Indsamlingen til sin egen Kirkes Udvidelse, lod Pengene gaa til Enghavekirken, tog derpaa henved 7000 Kr. fra fattige Mødre med Børn og lod dem anvende til Kristkirkens Udvidelse sammen med Skatteydernes Penge. Det var dette Forhold, der inddrog Falk Rønnes Navn i den almindelige Debat, og Pastorens saakaldte "Venner" har ønsket netop denne Side af Sagen nærmere uddybet. De krævede, at Kirkeministeriet skulde beordre Hr. Falk Rønne til at rense sig ved et Sags anlæg. Pastoren begav sig da ogsaa til Ministeriet og begærede, at et saadant Sagsanlæg indlededes Først maatte Ministeriet dog undersøge, paa hvilket Grundlag, det skulde føres. Og nu foreligger Resultatet. Der kan ikke rejses Sag mod Social-Demokraten, for alt, hvad vi har skrevet, er rigtigt.
Vi gengiver her den
ministerielle Redegørelse.
I Dagbladet Social-Demokraten har der i den sidste Tid været fremsat forskellige Beskyldninger mod Sognepræst ved Kristkirken Falk Rønne.
Disse Beskyldninger omfatter i det væsentlige følgende Forhold:
1) at der ved Udvidelsen af Kristkirkens Sakristier er anvendt Beløb, som er givne til andre Formaal,
2) at Pastor Falk Rønne uretmæssigt har oppebaaret et Beløb paa 2,160 Kr., som var tilstaaet ham til en Medhjælper,
3) at han har ladet sig konstituere i det ledige Kaldskapellani ved Kristkirken og derfor oppebaaret en maanedlig Løn af 150 Kr. 1 ½ Aar. uagtet han i Menighedsraadet havde erklæret, at han var for gammel og svagelig til at varetage sit Embede og derfor ønskede Kaldskapellaniet besat.
I Anledning af disse Anker skal Kirkeministeriet fremsætte følgende Oplysninger:
ad 1.
Den 15. Marts 1923 bifaldt Ministeriet paa derom fra Menighedsraadet i Kristkirkens Sogn indgivet Andragende, at der af de ved Kirkeligningen indkomne Penge anvendtes 15,000 Kr. til Udvidelse af Kristkirkens Sakristier, medens den øvrige Del af den da anslaaede, samlede Udgift af ca. 80,000 Kr. skulde tilvejebringes ad frivillig Vej. Da Udgifterne blev større end oprindelig paaregnet, bifaldt Ministeriet den 8. Oktober 1928, at Tilskud af Kirkeligningen blev forhøjet til 22,000 Kr. Ifølge aflagt Regnskab har Udvidelsen ialt kostet 36,579 Kr. 19 Øre, hvoraf 6,827 Kr. 96 Øre er skænket af de oprindeligt til Oprettelse af en Vuggestue henlagte Beløb.
Om fornævnte Beløb af 6,827 Kr. 96 Øre har Ministeriet fra den tidligere Kasserer for Bestyrelsen for Oprettelsen af en Vuggestue i Kristkirkens Sogn modtaget de nedenstaaende Oplysninger:
Ved Afslutningen af Menighedsplejens Regnskab for Aaret 1917, befandtes den økonomiske Stilling saa god, at man mente det forsvarligt at hensætte 1500 Kr. til et længe paa tænkt Formaal, Oprettelse af en Vuggestue i Sognet. Paa tilsvarende Maade blev der i de følgende Aar af Menighedsplejens Overskud hensat yderligere 3000 Kr. til samme Formaal.
Fra Tid til anden modtog derhos Sognepræsten til fri Anvendelse forskellige Beløb blandt andet et paa 1000 Kr., hvilke Beløb alle blev hensat til Oprettelse af Vuggestuen. Med Tillæg af paaløbende Renter var Beløbet i Marts 1928 vokset til 6,827 Kr. 96 Øre. Nogen offentlig Indsamling eller Opraab herom har aldrig fundet Sted. Da det opsparede Beløb skønnedes for lille til sit Formaal, og man tilmed mente, at dette paa anden Maade vilde blive fyldestgjort, vedtoges paa et Møde den 13. Marts 1923 enstemmigt følgende Beslutning:
Da det er oplyst, at der er Forslag om, at Vuggestuer skal være obligatoriske ved større Industrivirksomheder, vedtoges det anvende det indsamlede Beløb til den vedtagne Udvidelse af Kristkirkens Sakristier
ad. 2.
Den 8. Maj 1912 meddeler Kirkeministeriet Biskoppen over Sjællands Stift følgende:
"Ministeriet bifalder, at der fra 1. April d. A. indtil videre aarlig maa tilstaas Sognepræst Falk Rønne 6 Portioner af Præstepengene - ca 600 Kr. aarlig - til Hjælp til Lønning af en præsteviet midlertidig Medhjælper."
Den 11. December 1916 ansøger Falk Kønne om at maatte beholde omtalte 6 Portioner Præstepenge, saalænge Sikringsstyrken ligger inde, at han er designeret Feltpræst for 2. Division. Han oplyser i denne Skrivelse, at han ikke har haft nogen præsteviet Medhjælper siden Nytaar 1914, men har haft lønnet uordineret Medhjælp af forskellige.
Provsten bemærker til dette Andragende:
"Idet jeg henstiller, hvorvidt det maatte findes Anledning til, at imødekomme dette Andragende, skal jeg tillade mig at bemærke, at det forekommer mig rigtigt, at det, hvis Andragendet bliver bevilget, bliver paalagt Sognepræst Falk Rønne snarest at gøre et alvorligt Forsøg paa igen at faa en fast ordineret Medhjælper.
Biskoppen udtaler:
"Da de 6 Portioner blev givet Pastor Falk Rønne til det bestemte Formaal at holde en ordineret Medhjælper, og da det ikke har været ham muligt at skaffe en saadan efter Pastor Knudsens Bortgang, forekommer det mig, at Tilskudet burde have været afgivet fra dette Tidspunkt.
De af Andrageren anførte Omstændigheder med Hensyn til hans Virksomhed ved Sikringsstyrken er jo ikke anderledes for ham, end for de andre Præster, der gør saadan Tjeneste.
Jeg ser mig derfor ikke i Stand til at anbefale Andragendet.
Under 2. Maj 1917 besvarer Kirkeministeriet i Skrivelse til Biskoppen ovennævnte Andragende saaledes:
"Da Betingelsen for Tilstaaelse af de 6 Portioner Præstepenge er, at Andrageren har en ordineret Medhjælper, vil det ansøgte ikke kunne bevilges.
Samtidig skal man, da det af Sognepræst Falk Rønnes Andragende fremgaar, at han ikke siden den 1. Januar 1914 har haft nogen ordineret Medhjælper, anmode Dem om, at ville tilkendegive Sognepræsten, at Ministeriet alvorligt maa beklage, at han ikke desmindre, siden den nævnte Dato, stadigt har hævet de oftnævnte Portioner af Præstepengene.
ad. 3.
Da Kaldskapellaniet ved Kristkirken 1. August 1928 blev ledigt, ved den daværende Kapellans Udnævnelse til Sognepræst for det nyoprettede Enghave Sogn, ønskede Ministeriet at lade Kaldskapellaniet henstaa ubesat indtil videre.
Efter nogen Modstand, som blandt andet begrundedes med Hensynet til Sognepræstens vaklende Helbred, gik Menighedsraadet ind paa at imødekomme Ministeriets Ønske og vedtog i et Møde den 12. December 1923 følgende af Pastor Jørgensen stillede Resolution:
Menighedsraadet hævder, at Kaldskapellaniet skal bevares for Kristkirkens Sogn, men det kan holdes ubesat, indtil en Kirkesal er opført i søndre Sogn. I denne Peride stilles der 150 Kr. månedlig til Sognepræstens Raadighed til at afholde Hjælp for."
Ved Skrivelse af 9. Januar 1924 bifalder Kirkeministeriet, at Kaldskapellaniet ved Kristkirken indtil videre benstaar ubesat, og at der ligeledes Indtil videre stilles et Beløb af 150 Kr. maanedlig til Raadighed for Sognepræsten.
Den omtalte Kirkesal blev Indviet i December 1924, og Kaldskapellaniet ved Kristkirken nedlagdes fra 31. December samme Aar, idet et Mindretal indenfor Menighedsraadet, deriblandt Pastor Jørgensen, nu havde udtalt sig for dette.
Fra samme Dato inddroges den Sognepræsten tillagte Hjælp paa 154 Kr. maanedlig.
Under Hensyn til de saaledes foreliggende Oplysninger finder Ministeriet for sit Vedkommende ikke Anledning til at foretage videre.
Pastor Jørgensen og Indremissionen.
VI har forespurgt Kirkeminister Dahl, hvordan Erklæringens Slutning skal forstaas. Han svarede:
- Den skal forstaas saaledes, at der i Henhold til det oplyste savnes Grundlag for en retslig Aktion mod Social-Demokraten, hvis Kritik maa siges at have været berettiget,
Til denne Udtalelse og til den ministerielle Erklæring, som i et og alt viser, at vi ikke har øvet Uret, skal føjes en enkelt Bemærkning: Pastor Jørgensen, som, med en lidt vidtdreven Kollegialitet, gik med til at anbefale, at Pastor Falk Rønne fik 150 Kr. om Maaneden til Medhjælp, havde forinden modtaget Tilbud om Halvdelen af disse Penge, men havde afslaaet dette Tilbud ud fra den Betragtning, at han ikke vilde modtage Vederlag for et Arbejde, han Ikke udførte, og iøvrigt ikke vilde gøre sig afhængig af nogen, mindst af Biskop Ostenfeld.
Pastor Jørgensen sigtes i en Række Blade for at være Ophavsmand til vore Angreb paa Pastor Falk Rønne og Kirkefondet. Intet kunde være urigtigere. Ingen Præst er Ophavsmand til vor Kampagne. Men om saa var, vilde en Præst, der afslørede uheldige Tilstande indenfor Præstestanden, vel kun gøre sig fortjent. "Kristeligt Dagblad" skrev i Gaar, at Bladet tager det fulde Ansvar for at have givet Stødet til Undersøgelsen mod Pastor Falk Bønne, og at "Guds Menighed" ikke stiltiende ser paa, at en daarlig Aand faar Indpas.
Man skulde efter dette tro, at "Kristeligt Dagblad" vilde være den Præst taknemlig, der afslørede uheldige Forhold indenfor Præstestanden eller Kirkefondet. Det er derfor dobbelt overraskende, at Bladet paa det løseste Grundlag vælter sig over Pastor Jørgensen, stempler ham som en "Forræder", en Person, der bør ekskluderes af Præsternes Kreds.
Dette Standpunkt er uholdbart. Enten vil "Kristeligt Dagblad" dække over Korruption, eller ogsaa vil det være taknemmelig overfor den eller dem, der afslører Korruption. Man kan ikke kræve Renhed og samtidig tilsmudse en Mand, som mistænkes for at have bidraget til at Smuds fjernes. En frygtelig Mistanke kalder "Kristeligt Dagblad" det. Vilde det da virkelig være saa frygteligt, om en præst i den danske Folkekirke reagerede overfor de Forhold, der er dokumenterede ved Ministeriets Erklæring. Vi vilde kalde det hæderligt og ærefuldt, men iøvrigt tilkommer Æren i dette Tilfælde hverken Pastor Jørgensen eller nogen anden Præst. Den tilkommer udelukkende "Kristeligt Dagblad", som under sine Forsøg paa at bortlede Opmærksomheden fra Biskop Ostenfeld og hans Kirkefond har skudt Pastor Falk Rønne i Forgrunden.
Nu har Bladet faaet sin Lyst styret, og dersom Hr. Falk Rønne overvejer at trække sig tilbage, vil han sikkert sende "Kristeligt Dagblad" en venlig Tanke. Men efter et dette lille Intermezzo er bragt ud af Verden, vender vi nu tilbage til vort Udgangspunkt: Københavns Kirkefond, og dets Bestræbelser for at erobre en politisk Magtstilling indenfor Folkekirken.
(Social-Demokraten 22. september 1925).
Kirkeminister Niels Peter Lorentsen Dahl (1869-1936) var sognepræst. Han tilsluttede sig Socialdemokratiet og var 1913-1922 medlem af Folketinget og 1918-1936 af Landstinget. Han blev kirkeminister i regeringen Stauning 1924-1926 og 1929-1935. Dahl var tilhænger af at adskille stat og kirke. Han gennemførte en større sognereform i København.
Biskop Harald Ostenfeld (1864-1934) over Sjællands Stift 1911-1922 og fortsatte i Københavns Stift 1922-1932. Ostenfeld havde bl. a. været formand for den danske Præsteforening og redaktør af dens blad. Han var siden 1890 gift med sin kusine Johanne Seidelin (1869-1901)
Kirkeministeren og Præsten.
En ny Erklæring fra Kirkeminister Dahl.
Kirkeminister Dahl erklærede i Gaar Morges i "Berl. Tid.", at det var urigtigt, naar KØBENHAVN havde meddelt, at han vilde udsende en ny Erklæring - hvorefter han i Gaar Eftermiddags udsendte følgende Erklæring:
I Anledning af at forskellige Blade har fundet en Uoverensstemmelse mellem den af Ministeriet udsendte Erklæring om Pastor Falk-Rønne og min Udtalelse til Bladet "Social-Demokraten" om, at jeg fandt dets Kritik i det væsentlige berettiget, skal jeg udtale følgende:
Alle maa formentlig være enige om, at det i Ministeriets Erklæring under Punkt 2 omhandlede af Pastor Falk-Rønne udviste Forhold, som Ministeriet i sin Tid har udtalt en alvorlig Beklagelse af, er dadelværdigt.
Jeg maa ogsaa finde det uberettiget, at der af de Penge, som var indsamlede til Menighedsplejen, anvendtes et Beløb til et Byggeforetagende ved Kristkirken, hvorved der indrettedes Sakristi og Kontorer til to Præster, Kordegn og Graver.
Jeg maa ligeledes udtale, at de 150 Kr. om Maaneden, som Pastor Falk-Rønne fik bevilget efter den af Pastor Jørgensen i Menighedsraadet stillede Resolution, var tildelt ham til at afholde Hjælp for. Den Medhjælp, han forskaffede sig, var sparsom.
Dette var saa meget mere beklageligt, som Sognepræst Rønne var svag og i en Del af det paagældende Tidsrum havde fast Bopæl saa langt fra sit Sogn som i Taarbæk.
Uagtet Pastor Falk-Rønne ved de omtalte Forhold ikke diskvalificeres som Præst, kan jeg dog ikke andet end finde dem beklagelige og vel egnede til at vække Kritik.
(sign.) P. Dahl.
Som man ser, driver Ministeren efterhaanden mere og mere bort fra Grundlaget i sin egen tidligere - og ministerielle - Erklæring og over til "Social-Demokraten"s Standpunkt.
Vi har i Gaar forelagt ovenstaaende Erklæring for Pastor Falk-Rønne, der meddelte, at han i Morgen ville udsende et nyt Svar.
(København 26. september 1925).
Falk-Rønnes følgende svar lagde ikke noget til sagen. Hvilket han senere erkendte idet han skrev at hans tidligere udtalelse måske havde været vildledende. Bl. a. fordi sagen hvilede på skriftlige og mundlige aftaler.
Pastor Falk-Rønne gør Afbigt i den ellevte Time.
Pastoren har i Gaar udsendt en Erklæring i hvilken han tilbagekalder sine Angreb paa Kirkeministeren og Social-Demokraten. - Kirkeminister Dahl taler i Dag i Folkethinget.
Den 27. September bragte vi en Artikel med Overskriften: "Pastor Falk Rønnes Panstande er tendentiøse og positivt urigtige". Vi gengav i denne Artikel en saakaldt "Redegørelse", i hvilken Pastor Falk-Rønne søgte at bortforklare, at han af Statskassens Midler havde hævet Penge til gejstlig Medhjælp - men havde beholdt disse Penge selv. Overfor Pastor Falk Rønnes Fremstilling gjorde Kirkeminister Dahl gældende, at Pastoren havde sammenblandet forskellige Data for at tilsløre et usømmeligt Forhold. Kirkeministeren bebudede, at han i Folkethinget vilde give nærmere Oplysning om Pastor Falk Rønnes ubehændige Jongiering med visse Kendsgerninger. I Dag faar Kirkeministeren Ordet, og Hr. Falk Rønnes Sag vil blive stillet i rette Lys.
I den øjensynlige Hensigt at foregribe Begivenhedernes uafværgelige Gang udsendte Pastor Falk-Rønne i Gaar følgende Erklæring:
Jeg er bleven gjort opmærksom paa, at min Redegørelse for Anvendelsen af de mig i Aarene 1923-25 tilstaaede Beløb til Afholdelse af Udgifter til Medhjælp kan virke misvisende, da de to Perioder 1. Oktober 23 - 1. December 24 og fra 1. Marts 25 ikke er holdt ude fra hinanden. Jeg indrømmer gerne dette.
Jeg skal endvidere erklære, at hvis mine Udtalelser til Bladene er blevet opfattede som Beskyldninger mod Kirkeministeren for Partiskhed, da har dette ikke været min Hensigt, og jeg erkender, at den af Ministeren valgte Fremgangsmaade, ved en Undersøgelse at faa fastslaaet, hvad der laa til Grand for et herværende Dagblads Angreb, har svaret til Hovedhensigten: at skabe Klarhed.
Det er beklageligt, at Pastor Falk-Rønne først nu i den 11. Time er blevet gjort opmærksom paa, at hans saakaldte Redegørelse kunde virke misvisende. Vi paapegede det ellers klart nok allerede den 27. September og følgende Dage. Vi udtalte aabent, at Pastorens Fremstilling var et Forsøg paa Tilsløring. Han beregnede sine Indlægter til 31. December 1924, men sin Udgifter til langt ind i Aaret 1925. Derved opnaaede han - paa Sandhedens Bekostning - at give det Udseende af, at de Penge, han foruden sin Gage havde hævet i Finanshovedkassen, kun havde strakt til det strengt fornødne. Kirkeministeren udtalte om denne Adfærd.
- Den af Pastor Falk Rønne under Punkt 8 givne Fremstilling er ikke blot tendentiøs, men ogsaa positiv urigtig. løvrigt ønsker jeg ikke at fortsætte en offentlig Polemik, der allerede er udartet saaledes.
"Kristeligt Dagblad", "København" og andre skinhellige Organer svarede med en Strøm af Skældsord. De holdt sig til Pastor Falk-Rønnes urigtige Fremstilling, smædede Ministeren og beskyldte Social-Demokraten for paa det lumpneste at overfalde en hæderlig, sagesløs Præst.
Siden da er forløbet godt en Maaned, og nu da den uundgaaelige Afsløring var forestaaende, møder Hr. Falk-Rønne frem med en Erklæring, som er sat paa Skruer, for at Offentligheden ikke skal forstå hvilket Tilbagetog den indeholder.
(Social-Demokraten 4. november 1925).
Kirkeminister Dahl indledte efterfølgende en forhandling af bestemmelserne om den københavnske Kirkefond. Den daværende ordning, en kongelig resolution fra 1903, bestemte at Sjællands biskop skulle være formand for Kirkefondens bestyrelse, hvilken Dahl ønskede ændret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar