Misstemning.
Da vi igaar Formiddags kom ned ad Vestervoldgade og havde vor Opmærksomhed ligelig delt mellem Davidsstatuen og Hanen paa det nye Raadhus, bleve vi Vidne til et høist mærkeligt Skue.
Ind ad Raadhusets nysaabnede Port vis a vis Vartov svingede et Kjøretøj, en Mellemting af en Herskabsvogn og en Arbejdsvogn eller maaske rettere lige fjernt fra begge Dele. Det var nemlig et reglementeret "Salatfad".
I den Tro, at der muligvis var begaaet en større Forbrydelse inde i den stilfulde Bygning, og at man havde indfanget Forbryderne, sat dem fast i kjælderen og nu ønskede at transportere dem til Politistationen, begav vi os efter Kjøretøjet, der gjorde Holdt i den aabne Gaard.
Under almindelig Tilstrømning fra Publikum blive en 5-6 lurvede og lasede Fyre lukkede ud af Vognen og ført lige op i Bygningen af en Arrestforvarer.
Enhver, der har seet den herlige nye Bygning, vil forstaa, hvor grelt dette Billede virkede i disse Omgivelser. Desværre maa det siges strax, at det ikke er noget Øiebliksfotografi, det er derimod en stadig tilbagevendende Scene, som der vises hver Dag, to Gange om Dagen, først ved Ellevetiden og senere ved 1-Tiden, naar Lazaronerne bringes tilbage.
Efter de Oplysninger, som vi have indhentet, forholder Sagen sig saaledes: Politiet indfanger hver Nat en Samling Løsgængere fra Byens Udkanter, hvor de have taget Ophold i Skure, paa Trappegange, i selvlavede Hytter osv. Det er i Reglen Folk, som ere undslupne fra Ladegaarden eller fra Sct. Johannesstiftelsen eller ogsaa ere de hiemfaldne til at indlægges paa en af disse to Anstalter. Det hænder naturligvis ogsaa, at der er Forbrydere imellem, som i saa Fald overgives til Retfærdigheden.
Men hvad i al Verden skulle de Folk paa det Nye Raadhus, spørger man, hvorfor tager man dem ikke til de Steder, hvor de høre hjemme.
Sagen er den, at det fra gammel Tid har været Skik, at Løsgængere først bragtes til Fattigvæsenet, og at dette efter deres Forhold fordelte dem til deres respektive Bestemmelsesteder, Ladegaarden, Sct. Johannes Stiftelsen eller Politikammeret.
Da nu Fattigvæsenet for en Fjortendages Tid siden flyttede fra Nytorv til Raadhuspladsen, saa fulgte disse ubehagelige Morgengiæster, mod alle det nye Raadhus' Beboeres Forventning, med, til Gene og liden Pryd for Beboerne af den nye Bygning.
Fra Gaarden blive de førte op gjennem Parterret og helt igjennem Bygningen ud til Gaden mod Brandstationen, hvorfra der er en ikke lille Trafik og hvor man med Lethed risikerer at støde paa dem. Derfra gaaer det ad en skjønt dekoreret Gang, hvor Vinduerne dækkes af pragtfulde Gardiner op til Forstuen, der staaer i umiddelbar Forbindelse med 3. Afdelings Kassererkontor. Her anbringes de Indfangne og komme frem efter Tur.
- Er det da egentlig saa slemt?
- I hvert Fald Vestigia terrent. Thi de Godtfolk efterlade den Vej, de have passeret, som et Eldorado af Malproperhed, der ikke lader sig beskrive med anstændige Ord. Desuden ere de altid befængte med Utøj og der er allerede kommet klager fra Rengjøringskonerne over Smitte i saa Henseende. Man kan ikke være blind for, at denne nemt vil kunne føres videre ud i Kontorerne.
Det er da ikke underligt, at den første Glæde hos de Indflyttede, der have Lokaler i Nærheden af den Vej, Toget passerer, er bleven afløst af en solid Forbitrelse.
Man havde jo som allerede berørt slet ikke ventet, at de Herrer og Damer - der er ikke saa faa Kvinder imellem - vilde følge med, hvad der med allerstørste Lethed kunde være undgaaet.
Thi hvad havde været naturligere, end om man i Stedet for at hænge ved den gamle, antikverede Skik, at bringe Løsgængerne til Fattigvæsenets Kontorer, nu, da der var en saa gunstig Lejlighed, havde faaet Forholdet bragt i det eneste rette Spor, nemlig at bringe dem direkte til Ladegaarden, der da kunde fordele dem.
Først er det nemlig, efter hvad vi erfare, høist problematisk om den Magistratsembedsmand, der undersøger deres Forhold, har nogensomhelst Nytte af at se dem personlig. Forholdet belyses nemlig igjennem Protokollerne i Forbindelse med Vedkommendes Referat, der lige saa godt kunde sendes ind til Kontoret. Det er Navn, Fattigunderstøttelser, sidste faste Opholdssted osv. Meget faaer man ikke at vide af den Slags Mennesker. Det Hele kunde ordnes pr. Telefon i Løbet af faa Minutter, i de allerfleste Tilfælde vilde der overhovedet ikke blive Tale om at søge Oplysninger, da en Mængde af de paagjældende Personer ere gammelkjendte paa Ladegaarden.
At det nemt kunde arrangeres, beviser bl. A. det, at man flere Gange har havt Sagen under Overvejelse, men at den hver Gang er strandet paa Vrangvillie fra en enkelt Side, og mærkværdig nok fra den Side, hvor man har mest Gene af det.
At der maa træffes andre Dispositioner er givet. Man kan ikke i en Bygning som det nye Raadhus, en af vore faa arkitektoniske Seværdigheder, have undslupne Lazaroner løbende rundt i Huset forfulgte af en to -tre Magistratsbude, saaledes som det hændte for et Par Dage siden, og som det naturligvis vil hænde mange Gange i Fremtiden.
Ellers bliver det nye Raadhus ikke det ideale Hjem for vore Magistratskontorer, som det uden de her skitserede Forhold kunde blive.
w.
(Nationaltidende 19. september 1901. 3. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar