21 februar 2025

Automobilsagen. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget nedenstaaende med Anmodning om Optagelse fra en paa en Gang Heste- og automobilkyndig Mand. Da Indsenderen har fremdraget forskjellige nye Synpunkter og et Par Ræsonnementer, som det synes vanskeligt at giendrive, har vi ikke villet nægte det Optagelse.

"Den stedse tiltagende Udbredelse, som Motorvognene vinder herhjemme i Forbindelse med de i Kjøbenhavn afholdte Udstillinger, har gjort Automobilsagen brændende. Der er rundt omkring i Landet i Sommer blevet udkæmpet varme Debatter i de forskjellige Amtsraad for at naa til Enighed om Bestemmelser for Kjørsel med Motorvogne. Af Forhandlingerne fremgaaer det, som det var at vente, at Landboerne gjennemgaaende er fjendsk stemte overfor det nye Befordringsmiddel, men at der dog i alle kommunale Raad, hvor Sagen har været til Behandling, er optraadt et Par Forsvarere for Fremtidens Kjøretøj.

Resultaterne, man er kommet til, er saare forskjellige. Svendborg Amtsraad f. Ex. har vedtaget, at der maa kjøres baade paa Hoved- og Biveje, Forbudet mod Nattekørsel er hævet, og Kiørehastigheden er sat til 4 Mil. I Holbæk Amt søger man derimod at hindre al Motorkjørsel ved at henvise denne udelukkende til Landevejen mellem Holbæk og Kallundborg. I Aalborg Amt er Kjørehastigheden sat til 1 Mil i Timen, naar man ikke mindst har 100 Alen fri for sig, hvad man kun undtagelsesvis har. Alle de vedtagne Forslag er eller vil om føje Tid havne i Justitsministeriet, hvor Justitsminister Alberti skal være i Færd med at udarbejde en Automobillov for hele Landet. Det tør antages, at Amtsraadenes Forslag vil øve en ikke ringe Indflydelse paa det endelige Lovudkast, og derefter kan man ikke vente sig nogen lempelig Automobillov.

Jeg forstaaer fuldt ud Landboernes Frygt for Automobilerne. Kommer en Bondemand kjørende med Kone og Børn, er det ingen Spøg, naar Hestene skræmmes af et forbisusende Automobil. Og denne Fare er ofte til Stede paa afsidesliggende Egne, hvor Bønderne kjøre med løse Tøjler og ved Synet af Automobilet pludselig samler Hestene og saa at sige henlede Dyrenes Opmærksomhed paa Maskinerne. De gruopvækkende Beretninger, vi fra Tid til anden læser om Automobiluheld i Udlandet, som f. Ex. den, der nylig berøvede Mr. Fair Livet, er heller ikke skikkede til at berolige Gemytterne. Alt dette indseer jeg som sagt meget vel, og jeg skal være den første til at erkjende, at der kræves visse bestemte Forsigtighedsregler.

Nu kan man ikke vente, end sige forlange, at de Herrer Amtsraadsmedlemmer rundt omkring i Landet skal have endogsaa blot den fjerneste Kjendskab til Motorvogne, som mange af dem maaske kun kjender af Omtale. Jeg er berettiget til at antage, at dette er Tilfældet efter adskillige af de Ytringer, som er faldne i de forskjellige Amtsraad, og efter de Resultater, man er kommen til, hvoraf enkelte snarere forøger end mindsker Faren.

I saa at sige alle Forslagene kræves der, at Motorvognene skal standse, naar Kusken paa en almindelig Færdselsvogn gjør Tegn dertil. Enhver, som kjender noget til automobilkjørsel, vil vide, at selv de saakaldte lydløse Maskiner gjør Spektakkel i det Øjeblik, Vognen pludselig standses eller sættes i Gang. og da det maa betragtes som givet, at det særlig er Støjen, som forskrækker Dyrene, gjøres kun ondt værre ved denne Bestemmelse. Standsning burde kun finde Sted, naar der er absolut Fare for et Sammenstød, ellers vil Minimumsfart være at foretrække.

Der er ogsaa atter og atter trukket Paraleller mellem Udlandet og hjemlige Forhold. Jeg skal forsøge at dokumentere, i hvor ringe Grad Forholdene ligner hinanden. Hovedparten af Udlandets Sportsmænd benytter de dyre Maskiner fra 10 -70.000 Francs, med hvilke det er muligt at kjøre en Fart af 8-12 Mil i Timen, og med hvilke der bliver gjort en saadan Fart. For at tage det nærmeste og allerede en Gang nævnte Exempel, Mr. Fair-Affæren, saa kjørte Mr. Fair med en Fart af 12 Mil i Timen. Han kjørte med den største Hensynsløshed, og Mangemillionær, som han var, plejede han at strø Erstatninger om sig og udbetale Bøder med Rundhaandethed.

Vi har slet ikke den slags Sportsmænd herhjemme, og saa hurtige Maskiner har aldrig været præsenterede her i Landet, fordi her ganske simpelt ikke er Kjøbere til dem. De danske Automobilmænd forlanger kun Maskiner, der normalt kjører med en Fart af ca. 4 Mil i Timen, og Tendensen gaaer aldeles ikke i Retning af at drive Kjørslen som Sport, man ønsker kun en bekvemmere, billigere og hurtigere Befordring end Hestekjøretøjerne, og i de 9 af 10 Tilfælde kiøbes Motorvognen som en Afløser af Hestekjøretøjet.

Jeg kommer i denne Sammenhæng ind paa de Fordringer, der stilles til Kuskens Kjøredygtighed. I Reglen kan man vel gaa ud fra, at en Mand ikke sætter sig til at styre et Automobil med mindre han føler sig fuldkommen sikker. Ubehagelighederne ved et Sammenstød, det være sig nu mod et Træ, Dyr eller Menneske, er saa godt som altid af en saadan Art, at Vognstyreren faaer sin Part ikke alene af de moralske, men ogsaa af de mere reelle, saasom Læsioner og Kvæstelser. Udsigten hertil vil ogsaa for de flestes Vedkommende mindske Lysten til at kjøre vildt.

Er Vognstyreren Skyld i et Uheld, maa det oftest tilskrives en pludselig indtrædende Nervøsitet, der faaer ham til at gribe Fejl i Styret hvorved Maskinen løber løbsk. Det forekommer mig at skyde over Maalet at forlange Kjørebrev eller Prøveaflæggelse af en Automobilstyrer. Automobilexamen bliver som andre Examiner mere eller mindre Held, det er først naar der er en virkelig Fare, at Styreren faar Lejlighed til at udvise sin Dygtighed, og saa beroer det udelukkende paa hans Nervestyrke.

Til Støtte for disse mine Paastande vil jeg tænke mig en Situation fra Fjendens Lejr. En uøvet Kusk falder ikke paa at begive sig ud med et Par unge utilkjørte Heste, har han imidlertid en ubetvingelig Lyst dertil, er her ingen Autoritet der vil lægge ham et Halmstraa i Veien. Jeg mindes ikke siden Automobilerne har vundet Indpas her i Landet et eneste alvorligt Ulykkestilfælde foranlediget ved dem, derimod læser jeg daglig i Bladene om løbske Heste og Overkjørsler. Er der truffet Sikkerhedsforanstaltninger i den Anledning? Naturligvis ikke, fordi Hesteejerne ganske simpelt ikke vilde finde sig i Indskrænkninger. Eller har man nogen som helst Garanti for, at enhver Mand, der kryber op paa en Buk og tager Tømmerne, at han kan kjøre Heste? Ikke det fjerneste.

Jeg seer fuldt vel, at alle urimelige Indskrænkninger, for en stor Del baserede paa Ukjendskab til Motorvogne, maa falde den Dag, Automobilet er et Led i vore Samfærdselsmidler, men jeg seer ligesaa vel, at Tidspunktet for det praktiske Kjøretøjs almindelige Anvendelse kan forhales ved disse Indskrænkninger. Forholdene for Automobiler i nordre Birk turde være Bevis herfor. Jeg veed med positiv Sikkerhed, at en Mængde Forretningsdrivende, for hvem Automobilet som Varetransportmiddel til Landliggerne vilde være af uvurderlig Lykke, kun holder sig tilbage fra Anskaffelsen af en Motorvogn paa Grund af Kiøreindskrænkningerne. Det samme er Tilfældet med en stor del Landliggende Folk af de bedre Klasser.

Jeg kommer nu til det ganske Urimelige i, at Bestemmelserne netop i Nordre Birk skal være saa strenge. Det er nemlig en kjendt Sag, at Heste langt ude Landet lettere gjør sig udtilbens end Dyr, der daglig færdes ude. Naar jeg om Foraaret første Gang rider min Hest udenfor Ridehuset, bliver den opskræmt ved den mindste Smule, et hvidt Stykke Papir f. Ex., senere fortager Skyheden sig. Gaa en Gang ned ad Østergade. Den befærdes daglig af talrige Automobiler, aldrig seer man en Hest blive sky, eller blot saa meget som lægge Ørene tilbage i den Anledning, ganske naturligt, fordi Dyrene er vant til Støj og Færdsel omkring dem. Gadens Bredde spiller, som man seer, i denne Sammenhæng ikke Spor af Rolle. Jo stærkere Trafiken er paa en Vej, des mindre Fare er der for, at Hestene bliver sky.

Jeg tager næppe fejl, naar jeg siger, at Strandvejen er den stærkest befærdede Vei i Nærheden af Kjøbenhavn, og dog skal netop denne Vej for en stor Del være afspærret for Automobilerne, medens f. Ex. en saa forholdsvis øde Vej som Vejen fra Rudersdal til Hørsholm er frigiven. Bonden, der kommer kjørende fra Høsterkjøb til Hørsholm, løber langt større Risiko ved at møde et Automobil end Grosserer Petersen i sin Landauer paa Strandvejen. Hr. Petersens Graaskimler er nemlig vant, til en livlig Færdsel og kjender sandsynligvis ogsaa elektriske Sporvogne af Selvsyn.

Holder denne min Paastand Stik, og herom tvivler jeg ikke, vil man let kunne ræsonnere videre: Da Nordre Birk i det Hele taget er det Birk, som er i intimest Kontakt med Hovedstaden og af samtlige Landets Birker er det stærkest befærdede, saa burde en eventuel Automobillov være lempeligst netop i dette Birk, og her burde Automobilerne have deres første, om jeg saa maa sige, frie, Tumleplads indenfor rimelige Indskrænkninger.

Der maa saaledes ikke tillades nogen Fart over fire Mil i Timen, paa Biveje kunne Maximumsfarten yderligere nedsættes til to Mil, ja, endog til en Mil eller for at bruge en billedlig Grænse, til den samme Fart, som et Par travende Heste kan præstere. Jeg tror, at de fleste Automilmænd vil være tilfredse med denne Ansættelse, og jeg mener, at den betyder en betryggende Garanti for det kjørende Publikum.

For Overtrædelse anbefaler jeg, Bøder, svimIende Bøder, ikke 10 og 20 Kroner, men Summer, som virkelig letter Tegnebogen og som svier til sin Mand for et længere Tidsrum. Det er et Middel, som er anvendt i Sverrig med stort Held og som ogsaa nok her i Landet skal vise sig gavnligt, og hurtigt befri os fra opdukkende Automobilbøller.

Med Tak for Optagelsen
Automobil- og Hesteven

(Nationaltidende 5. september 1902).


En dansk mil svarede på daværende tidspunkt til 7,532 km. Dvs. 2 mil/timen svarede ti ca. 15 km/t og 4 mil til 30 km/t. De omtalte 12 mil til 90 km/t.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar