Karina Bell. (Efterskrift til Politivennen)

Skuespilleren Karen Gudrun Louise Parkov (1898-1979) debuterede 1919 på Det ny Teater ("Tornerose") som uddannet ved Emilie Walboms Balletskole, men uuddannet skuespiller på Det ny teater med kunstnernavnet Karina Bell - et påfund af Emma Gad. Et scenisk gennembrud fik hun i "Lille Eva." 1919 medvirkede hun i sin første film: Carl Th. Dreyers "Blade af Satans Bog". Gennembrud fik hun i A. W. Sandbergs instruktion 1922 som Davids barnebrud i "David Copperfield". I 1920erne var hun den mest kendte kvindelige danske filmstjerne. Hovedrolle i "Fra Piazza del Popolo" (1925), titelrolle i "Maharadjaens Yndlingshustru" (1926) sammen med Gösta Ekman, hovedrolle i "Klovnen" (1926). Ludvig Brandstrup skrev "Pige træd varsomt" til hende til Co-optimisternes sommerrevy "Alle Ni" i 1926. 

Sandberg rejste til Berlin for at iscenesætte film samen med Karina Bell. Hun medvirkede i "Et Revolutionsbryllup" (1927) og "Danserinden" (1929). 

Karina Bell

Karina Bell har sluttet sin Optræden hos CoOptimisterne for at vende tilbage til Filmen, hvor hun ved sit Talent og sin Skønhed har vundet Ry ogsaa udenfor Danmark.

Den Duft af Vaudeville, der særtegner Karina Bell paa Scenen, omgiver hende ogsaa i Lavet. Hun ejer en naiv Ynde, i Bevægelser og i Udtryk, som ikke er almindelig for de "klippede".

- Hvorfra har De det lyse og glade Deres Kunst og i Deres Person, spørger jeg Karina Bell.

Hun svarer - meget alvorligt: - Hvis jeg har det, saa er det fra Mor .... ja, for hun har et straalende Humør, og hun har altid haft det, skønt hun har gaaet saa forfærdeligt meget igennem.

- Har De ogsaa haft Modgang?

- Ikke som Mor, men ingen slipper da for Sorger og Skuffelser - og Gud ske Lov for det.

- Hvor tør De tale saadan?

- Det tør jeg rigtignok. Alvor, altsaa den virkelige, den, der gaar ind til Hjertet i os, den kan blive vor Udvikling ....

- Hvordan kom De til Teatret?

- Det var Emma Gad. Hun var alt for mig. Hun hjalp mig fremad og hende kunde jeg tale med om, hvad der fyldte mig, hvad der laa og gærede i mig. Jeg var kun en lille Pige, da vi mødtes. Jeg kom daglig i hendes Hjem, og hun behandlede mig, som hørte jeg hende til. Hun var et yndigt Menneske, og hendes eneste Fejl var den, at hun .... spredte .... Jo, spredte sig mellem alle dem, der kom og bad om hendes Hjælp .... En vilde have en Kaffeforretning, en anden vilde spille Komedie .... og saa hændte det jo, den, der fik Kaffen havde mere Held med sig, end den, som kom til Kunsten .... saa blev de to misundelige paa hinanden - og bitre paa Emma Gad. Hendes Godhed skaffede hende ofte, og ufortjent, kun Uvenner.

- Hvornaar slog De igennem paa Scenen?

- Jeg véd Aftenen. Det var i "Rullen gaar", og paa Det ny Teater. A. W. Sandberg saa Generalprøven og sagde, at det var helt forkørt, hvad jeg gjorde. Han forklarede mig Skikkelsen, og jeg fulgte ham .... En Kritiker skrev efter Forestillingen, at man syntes i mig at høre Anna Larssens Røst. Jeg havde aldrig set hende spille, kun hørt hende i Evangeliehuset.

- Gaar De derud?

- Ja, engang imellem trænger jeg til at være alene med mig selv og den gode Alvor. Og Anna Larssen virker saa forunderligt paa mig. Naar hun taler Bibelens Ord, saa synes jeg, at alt bliver saa smukt, saa godt, saa stort og lyst. Den Menneskelighed, som gjorde hendes Kunst uforglemmelig, det er den, der nu gør hende til den beaandede Fortolker.

- Er det ikke Kunstnerinden De dyrker mere end Fortolkeren?

- Nej. Saadan virker Anna Larssen slet ikke paa mig. Selv om jeg, naturligvis, ikke kan lade være med ut lytte til hendes dejlige Stemme, saa er det dog hendes egen Grebethed, hendes Tro, der tager mig.

- Er De glad for Deres Kunst?

- Ja, naar jeg faar en Opgave, som giver mig noget, saa jeg kan faa Lov til at give noget igen .... Efter at jeg havde spillet Lille Dorrit, fik jeg saa mange Breve, henrivende Breve, fra gamle Damer og Herrer, som havde listet sig ud fra deres Hjem for at se, hvordan deres gode Ven Dickens tog sig ud paa saadan noget moderne noget som en I ilm. De fleste af dem skrev, at de aldrig for havde været i et Films Teater .... men nu kom de Igen .... Det var Dickens Skyld ....

- Og Deres?

- Nej, først Instruktørens og mine Medspillendes .... Kan en Instruktør ikke forklare os den Skikkelse, Ti skal være, heil inde fra Hjertet, saa bliver del ikke til andet end Mimik og Plastik, og Livet er noget mere og dybere end den Slags Teatermidler .... Og Film skal ogsaa være Livet .... det er ikke blot Skuespilkunsten, der har den Opgave.

- Hvad haaber De af Fremtiden?

- Fremtiden .... det er et meget alvorligt Ord .... Jeg vëd ikke noget om den, jeg har forresten aldrig beskæftiget mig synderligt med den .... det tror jeg ikke, man skal. Det kommer, og det gaar, det Lyse med det Mørke, som det skal komme og gaa .... Det, som det gælder om, det, der kan give os Glæde, det er at prøve paa kun at gøre det Gode .... det er slet ikke saa svært, og det gør os saa lette om Hjertet ....

Christian Houmark

(B. T. 18. juli 1926).

Artiklens foto er identisk med et som findes på Det kongelige Bibliotek med titlen "Fra Piazza del Popolo", taget i 1925 af fabrikant, civilingeniør Paul Bergsøe, Paul (1872-1963). Af oplysninger desuden: Karina Bell, f. Hansen (1898-1979) skuespiller. Fotografier fra optagelsen af filmen Fra Piazza del Popolo, Nordisk Film 1925. Karina Bell som Harriet. Der står at materialet er beskyttet af ophavsret.

Efter talefilmens gennembrud vendte hun tilbage til Danmark og medvirkede 1933 i to lystspilfilm "Nyhavn 17" og "Fem raske Piger". Hun optrådte lejlighedsvis på teatret i bl. a. titelrollen i Frøken Kirkemus på Betty Nansen-teatret. 

Hun blev 1934 gift med bryggeridirektør Knud Emil Vang Parkov (1894-1949) og opgav teater- og filmkarriere. Under den tyske besættelse af Danmark medvirkede bryggeriet til transporter af flygtninge til Sverige og opbevaring af skydevåben til brug for modstandsbevægelsen i bryggeriets kældre. Begge flygtede til Sverige. Hun arbejdede bl.a. på lazarettet i Ramlösa. Efter sin mands pludselige død ved en bilulykke i januar 1949 indtrådte hun i bestyrelsen for Wiibroes Bryggeri i Helsingør, som han havde været direktør for, og hun blev kort efter selv administrerende direktør. Karina Bell solgte i marts 1964 aktiemajoriteten i bryggeriet til Carlsberg og Tuborg, men hun forblev medlem af bestyrelsen til sin død i 1979.