04 februar 2025

Smedemester Svedstrup 1825-1827. 2/2. (Efterskrift til Politivennen)

101 Aar gammel.

Mørdrup er en lille stilfærdig Landsby oppe bag Espergærde. Der er ikke noget Særpræg over den. men den har det frem for de fleste andre Landsbyer, at her lever en af Landets Ældste, fhv. Smedemester Svedstrup, der i Dag fylder 101 Aar.

Den 101-aarige Smedemester Svestrup.

I den Anledning aflagde vi ham i Guar et Besøg i hans hyggelige Hjem, hvor en Datter og Søn nu plejer ham paa det omhyggeligste. Glæden over den forestaaende Fødselsdag er imidlertid slaaet lidt ned. Gamle Svedstrup maa nemlig fejre Dagen i Sengen. En stærk Forkølelse har faaet et alvorligt Tag i ham og derfor gaar Samtalen ogsaa kun med stor Varsomhed.

Se os kan han ikke. For en halv Snes Aar siden blev han blind, men ellers har han alle sine Sanser i Behold, og hans Erindring spænder over Epoken helt tilbage fra Frederik den Sjettes Tid til Døgnets sidste Nyt. Og han fortæller: - Jeg er født i Helsingør, hvor Far var Kommandersergent og Skoleholder. Vi var mange Børn og der skulde noget til at mætte deres Munde. Jeg levede altsaa en hel Del af min Barndom paa Kronborg, hvor Frederik den Sjettes Moder, Caroline Mathilde havde siddet som Fange. Det kunde Kongen aldrig glemme, og derfor satte han aldrig sine Ben paa Slottet. Dets Sale blev brugt som Oplagsplads for ult muligt Skrammel. Det var rent sørgeligt at se paa. Men saa kom Christian d. Ottende paa Tronen, og det kan nok være, Piben fik en anden Lyd.

Man ventede ham kort efter Tronbestigelsen paa Besøg Helsingør, og De kan tro, det gik med Fart at faa ryddet op og gjort i Stand i Salene til hans Ankomst.

Alle vi maatte tage en Haand med. Ja, hvad er der saa at fortælle? Jeg saa Rye og Schleppegrel rykke ud, da Krigen kom. De havde begge Garnison i Helsingør. Det var en bevæget Afsked. Den gjorde et dybt Indtryk, selv paa os Børn, Saa dybt, at det aldrig er gaaet mig af Minde.

I 1850 nedsatte jeg mig saa som Smedemester hernede i Mørdrup. Ja, og siden er Livet gledet stille hen for mig. Nu er jeg gammel og blind og min Datter maa læse Aviserne for mig. Man vil jo gerne følge med, saa længe man kan. Ak ja - den Gang man var ung, var det ingen Sag. Saa regnede man ikke en Fodtur fra Helsingør til København for noget. Det Svip har jeg gjort mange Gange.

Men sig mig for Resten, hvorledes gaar det med den store Udstillingshal med det vældige Tag uden Støttebjælker? Som gammel Smed kunde jeg godt have ønsket at se det Stykke Arbejde.

Og saa den Historie nede i Ungarn med de falske Penge. Det maa være nogle fæle Karle.

Ja. Tiderne har forandret sig. Jeg kan jo nok tale med om det.

Saadan snakker den gamle Mand løs springende fra Fortid til Nutid. Men saa er han ogsaa træt. Han lægger sig tilbage i Puderne, og Fotografen tager en Plade af den Gamle, der har levet i et Tidsrum. der spænder over mere end et Aarhundrede

(Aftenbladet (København) 3. februar 1926).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar