Interview med den gamle Ordbogs-Forfatter, Professor Verner Dahlerup, der nu har taget Afsked med Universitetet.Ordbogen, som voksede i det uendelige. - Den, Guderne hader, gør de til Ordbogsskriver.
Gamle Professor Dahlerup er ikke mere ved Universitetet. For hans Elever havde anet det, holdt han forleden sin sidste Forelæsning - i Stedet for at forsætte Semestret ud.
- Hvorfor gjorde De Afgangen saa brat? sporger jeg Verner Dahlerup, da jeg sidder hos ham mellem alle Bøgerne en stille Foraarsaften ude paa Østerbro.
- Hvorfor .... aa, det var begyndt at trække op til at skulle være en større Forestilling, naar jeg holdt min "Afskedsforelæsning", med Taler og Tak og Blomster det huede mig ikke, Kræfterne er heller ikke store .... og saa brød jeg af, nogle Forelæsninger før man havde ventet det. Naar man trækker sig tilbage paa Grund af manglende Kræfter, er det ogsaa naturligt at gaa saa ubemærket som muligt.
- Hvad er det, der har gjort Dem træt?
- Jeg fik et Nervesammenbrud for et Par Aar siden, og derefter fulgte et halvt Aar, hvori jeg slet intet maatte tage mig til nu har min Læge sagt. at jeg skal spare saa meget paa Kræfterne som muligt. Havde jeg endda kunnet nøjes med at holde Forelæsninger, men en Professor ved Universitetet har jo ogsaa mange andre Ting at gøre, for Eks. at optræde som Opponent ved Doktordisputatserne, og det formaaede jeg ikke længere nu.
- Er det Ordbogen, som har slidt saa stærkt paa Dem?
- Saadan et Nervesammenbrud er jo ikke et ukendt Fænomen for Folk i min Alder, der har arbejdet meget. Jeg skal nævne en Lidelsesfælle, der ellers staar mig fjernt: Hr. Lyngsie .... det er jo aabenbart det samme, der nu er hændt ham. Man kan holde det gaaende nogen Tid - saa bryder man sammen.
- Er Ordbogen ikke svulmet op til et langt større Arbejde end fra først af tænkt?
- Jo, det er den fælles Skæbne for alle Ordbøger .... de vokser, efterhaanden som Ordforraadet vokser, og det gør det jo næsten hver eneste Dag. Hvem vilde i Fjor have talt om Radiolyttere .... hvem vilde før Krigen have talt om Trommeild .... der kommer idelig nye Ord, som man bliver nødt til at tage Hensyn til
- Fristes man ikke ogsaa let til at tage for meget med?
- Der er det komiske, at Folk, naar de ser Ordbogen, først synes, at den kunde have været langt mindre, men begynder de saa at lede efter et bestemt Ord og slaar op i Bogen, finder de som Regel, at den ikke er nær stor nok.
- En Ordbog forældes vel hurtigere end alle andre Bøger?
- Ja, det gør den selvfølgelig ... Af Videnskabernes Selskabs Ordbog kom 1. Bind i 1793 og 7. Bind i 1909, og hvis man bare slaar op paa for Eks. Damp, findes der af Sammensætninger kun een: Dampebad. Andre kendes overhovedet ikke. Værket er forældet, før det er fuldendt.
- Det maa i Længden være ret utilfredsstillende for Ordbogs-Forfatteren ....
- Jo, men ingen kan forlange, at en Ordbog, der kommer i 1926, skal indeholde de Ord, som utvivlsomt vil opstaa i 1930. Derfor trækker alle store Ordbøgers Udgivelse ud i en længere Aarrække. For Resten siger fremmede Anmeldere om vor Ordbog, at det gaar forbavsende hurtigt med den. I Løbet af dette Aar naar vi det 8. Bind og har dermed gjort "H." færdigt helt ned til Høvding og alt det. Dette Bind bliver trykt i Sommer og kommer vel sagtens til Efteraaret. I Sverrig er der den store Akademi-Ordbog, som begyndte allerede i 1893, og vi har da helt "halet den" nu og er kommet meget videre end Svenskerne.
- Er vort Sprogs Udvikling god? Bliver det rigere af de mange nye Ord?
- Hvis jeg skulde indvende noget, maatte det være, at man sluger alt for mange Fremmedord raat, man gør sig slet ikke Ulejlighed for at finde et dansk Ord i Stedet for det fremmede. Tyskerne er jo langt bedre til det end vi de har Fernsprecher for Telefon og Bahnsteig for Perron osv. Men at vort Sprog bliver rigere ved de nye Ord, kan dog ikke benægtes. Vi kunde slet ikke klare os med for Eks. Holbergs Ordforraad længere. Ved Siden af de fremmede Ord faar vi ogsaa stadig en Mængde nye Ord ind i Sproget fra Dialekterne .... Ord som slidsom, selvgod, al gante, Fæstemand, bjærge, bjærgsom og lignende var paa Mollerups Tid rene Dialektord; dem bruger vi jo rask væk nu. Vore Hjemstavnsdigtere - Folk som Jeppe Aakjær, Thorkild Gravlund og Andersen Nexø - har bragt en Mængde gode Ord ind i vort Sprog.
- Hvilken Opgave skal Ordbogen løse?
- Den skal først og fremmest være praktisk, man skal kunne finde, hvad man har Brug for, men den maa paa den anden Side heller ikke medtage alle mulige Fremmedord og Dialektord .... saa drukner man i det .... det gælder om at finde en passende Mellemvej, men det er naturligvis svært at trække en Grænse. Der er jo nu knap det Sprog i Verden, som ikke har afgivet Laaneord til Dansk! I vor Ordbog findes ikke alene det Sprog, vi nu bruger, men den rummer Sproget lige fra omkring 1700 til nu. Saa der bliver Arbejde nok endda, selv om noget skydes ud .... Man tor nok sige, at den, Guderne hader, gør de til Ordbogsskriver! Det er noget af det mest opslidende, der er til.
- Og dog har det Arbejde jo hele Deres Hjerte, Professor Dahlerup!
- Ja, svarer Professoren og bøjer sig let hen over de friske Korrekturark, som ligger paa Skrivebordet ... ja, naar man sidder ved det, morer det En alligevel. Det skulde ogsaa helst være saadan, at Artiklerne ikke blev blot til at slaa op i, men at Folk ogsaa fik Lyst til at læse dem, studere dem og derved faa et sandt Indtryk af Sprogets Rigdom. Ethvert enkelt Ord har jo et Væld af Betydninger, og der kommer idelig nye til. Hvis man for en Snes Aar siden skulde skrive, hvad en I lyver betød, vilde man absolut ikke skrive, at det var et Menneske. Ved Studium af Ordbogen skal man kunne faa et Hovedindtryk af def, som Sprogets Materiale bestaar af. Vi har jo den Triumf, at J. P. Jacobsen, da han skulde til at skrive, læste Molbechs Ordbog igennem og noterede en Masse Ord deraf for rigtigt at være rustet.
- Kan man maale et Menneskes Intelligens efter dets Ordforraad?
- Ja, det kan man vist nok, men det behøver ikke altid at slaa til. En Forfatter som Holberg opnaaede med et ganske lille Ordforraad de allerstørste Resultater. Den af vore Digtere, som vist nok har det største Ordforraad, er N. F. S. Grundtvig. Der er vist ingen som han, der paa een Gang har behersket Gammel-Dansk og Ny-Dansk, sjællandske Dialekter og Jydsk, Gadesprog og det højtidelige Sprog.... Gennemgaaende er Københavnerne dem, der har det ringeste Ordforraad. Et Barn fra Landet véd mange flere Tings Navn i Naturen. For en Københavnerdreng er en Fugl en Fugl, men en Dreng fra Landet véd godt, at der er mange Slags Fugle
- Hvilke Planer har Professoren nu for Deres Otium?
- Ordbogen bliver jeg ved med som De ser .... og saa har jeg min anden gamle Kærlighed: Holberg, som jeg heller ikke vil holde op at dyrke. -
Clerk.
(Nationaltidende 15. maj 1926).
Dahlerup må have ment Michael Christian Lyngsie (1864-1931) fra Dansk Arbejdsmandsforbund. Han havde været i frontlinjen i mange sammenhænge, men fik fra 1925 flere alvorlige nervesammenbrud efter stærke arbejdsbelastninger.
Karl Verner Hornemann Dahlerup (1859-1938) var professor i nordiske sprog ved Københavns Universitet. Han grundlagde Ordbog over det danske sprog (ODS) og medvirkede fra omkring 1900 til 1915, hvor projektet overgik til Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
ODS “den store danske ordbog” dækker rigssproget fra 1700 til ca. 1950. Værket udkom i 28 bind i årene 1918-56, senest genoptrykt i 1990'erne. Et i 5 bind supplement udkom for 1956-2004. Ordbogen findes online.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar