Medstifter af Dansk Sygeplejeraad og Raadets første Sekretær, Frøken Emma Lorrild, fejrer i morgen sit fyrretyveaars Jubilæum som Sygeplejerske
Der er mild Myndighed over Frøken Lorrilds Fremtræden, medens hun ude paa Almindeligt Hospital sidder og fortæller om sit Liv i en Stue, der er lige saa pyntelig som hun selv, og i Ord, der tildeles Lyd og Skygge, saa klogt, som var hun en af Hr. Jerndorffs allerkæreste Elever.
- Har De virkelig været Sygeplejerske i fyrretyve Aar? spørger jeg.
- Det har jeg.... og heldigvis fik jeg Lov til at blive det.
Frøken Lorrild.
- Siger De det?
- Ja, jeg har aldrig en Dag, fortrudt, at jeg gik ind til en Sygeplejerskes Tilværelse, det er, tværtimod, noget, jeg skal være uendelig taknemlig for.
- Hvorfor valgte De den Gerning?
- Jo, jeg havde selv ligger syg paa Kommunehospitalet, og skønt jeg var purung, jeg var saamænd kun nitten Aar, saa stod det dog klart for mig, hvad jeg vilde ....om jeg ellers maatte have Evne til at følge min Lyst.... Og jeg begyndte paa det Hospital, hvor jeg engang havde været Patient .... Jeg blev baade Elev og Sygeplejerske og Plejemoder indenfor de Vægge, og derfor kan jeg ogsaa sige, at Kommunehospitalet blev min store Kærlighed.... Men da jeg havde været der i fjorten Aar, saa syntes jeg nu alligevel, at jeg maatte opleve noget nyt, det har jeg altid haft Trang til - og saa drog jeg til Tyskland.
- Hvorfor til Tyskland?
- Jo, jeg vilde se, om de dernede behandlede deres Syge anderledes end vi vore - herhjemme.
- Gør de det?
- Jeg synes.... jeg mener, vi Danske, vi kunde ikke holde til det, som de Tyske kan, men - jeg ved ikke, saa mangler de til Gengæld Evnen til at forstaa den enkelte, den enkelte Patient. De har Kærlighed og Opofrelse, jo, jo, men Disciplinen, det næsten militæriske, det er noget som hæmmer den individuelle Forstaaelse.... De maa ikke misforstaa mig, jeg arbejder helst under Disciplin, den skal til, ellers bliver Arbejdet ikke udført ordentligt, alting lykkes, (/lider bedst under myndig Ledelse.
- Kan en Hospitals-Sygeplejerske faa Tid til at ofre sig for det individuelle?
-Ja, absolut. Naar man, som vi gør. gaar mellem Syge fra Morgen til Aften og Natten med. saa lærer vi at finde ind til deres Tankegang - og at forstoa den - . Den Forstaaelse af den enkelte udelukker, at vi kan føle Antipati og Sympati.
- Det er umuligt....
- Nej. det er det ikke. Man er en daarlig Sygeplejerske, hvis man ikke kan overvinde de Følelser, og ejer man dein i udpræget Grad. ja, saa maa man vælge noget andet .... gaa sin Vej.
- Hvordan kan man modarbejde sin Uvilje overfor det ubehagelige Menneske?
- Ved at lære sig selv at forstaa, hvorfor han er ubehagelig.... Det er en af vore mange Pligter, og ikke den mindst vigtige ....
- Er Religionen en Støtte for Sygeplejersken personlig?
-Jeg har aldrig oplevet, at det udgjorde nogen væsentlig Forskel, hvor hun stod.... jeg tror det ikke ....jeg har set Mennesker, uden noget religiøst Livssyn, være sjældne og opofrende Sygeplejersker.... Man kan da have kristelige Egenskaber, uden at være det, man kalder religiøs.
- Har De senere opholdt Dem i Udlandet paa Deres Gernings Vegne?
- Jo, jeg har været saa lykkelig at se mig lidt om. Jeg var i tolv Aar Forstanderinde for en Sygeplejeskole i Wien, jeg blev kaldt dertil, mens jeg opholdt mig i Frankfurt am Main. Jeg var Skolens første Leder, og jeg blev der til midt under Krigen. Det var dejlige og lærerige Aar, og jeg havde den Glæde, at de Sygeplejersker, som jeg sendte ud til Krigsskuepladsen, de blev roste i høje Toner, det var den danske Sygepleje, man ydede sin Anerkendelse. ....Og i Lemberg organiserede jeg Sygeplejen for fjortenhundrede lidende og ulykkelige Soldater.
- Hvordan tog de forskellige Nationer deres Lidelser?
-Højst forskelligt. Østrigerne var flegmatiske. Tyskerne og Russerne rasede, det gjorde Magyarer og Ungarere ogsaa - men de kunde alle vise en rørende, en barnlig Taknemlighed.
- Hvorfor tog De hjem?
- Jeg kan godt forklare Dem det. ... Jo, der kom saadan en underlig Angst over mig, for at Danmark skulde blive indblandet i Krigen, uden at jeg kunde komme hjem.... og saa brød jeg op....
- Dekoreret og hyldet?
- Man viste mig megen Ære.... ja ... .
- Hvordan var det at vende tilbage?
- Svært .... svært til at begynde med.... Jeg holdt saa meget af Wien og af Wienerne, men jeg blev snart kastet ind i en Virksombed, som kvalte al Længsel.... og nu har jeg været her i syv Aar....
- Vil De helst slutte Deres Gerning her?
- Ja, jeg er vokset sammen med Huset, med Patienterne og mine Medarbejdere. . . .
- Er Almindeligt Hospital ikke Landets uhyggeligste?
- Hvor kan De dog.... nej, nej, naar man lærer Patienterne at kende, saa kan man ikke andet end beundre det Taalmod, hvormed de bærer deres Lidelser....
- Hvem er behageligst som Patient: Manden eller Kvinden?
- Børnene, de er altid dejlige, taknemlige og søde ....
- Hvilken Tak har glædet Dem mest i alle de Aar?
-Jeg vil aldrig glemme det Blik, hvormed en dødelig kvæstet Soldat rakte mig sin Haand - uden Ord., det er den skønneste Tak, jeg har faaet.... Han var Østriger.
- Hvordan dør vi?
- Nogle dør langsomt og uden Forstaaelse, som Tomme for Tomme. Nogle kæmper imod til det sidste - for Børnenes Skyld, Børnene er Livets stærkeste Magt, større end al anden Kærlighed - det har Erfaringen lært mig.
- Dør de fleste i Haab om et Liv efter Døden?
-Det ved jeg ikke, men det er de færreste, som selv ønsker at tale incd en Præst.... inden.... 1 det sidste.... Og de færreste, som føler Trang til at tale om.... om hvad der nærmer sig. . . .
- Har Sygeplejersken Diskretionspligt?
- Ja, absolut.... absolut....
- Aflægges der noget Løfte?
- Nej, det er en moralsk Pligt..
- Glemmes den ikke stundom?
- Det er selvfølgelig umuligt, at der ikke skulde findes en eller anden, som ikke respekterer denne Æres-Pligt, men jeg tror kun det er faa....
- Hvordan vil De selv møde Døden ....
- Jeg haaber i den gode, rplige Følelse af, at Arbejdsdagen er tilende .... at Kræfterne er forbi....
Christian Houmark.
(B. T. 6. september 1926).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar