Mindeord om Kr. Kroman.
En Udtalelse af Professor Starcke.
Paa vor Opfordring udtalte i Aftes Professor Dr. phil. C. N. Starcke, der gennem saa mange Aar har staaet Kroman nær, disse Mindeord over den Afdøde:
- Med Professor Kroman forsvinder en af vort Folks betydeligste Aandsrepræsentanter. Hans stilfærdige Liv var besjælet af den dybeste og redeligste Kærlighed til Videnskab, og Sandhedserkendelsen stod tillige for ham som Udtryk for de højeste moralske Vurderinger.
Paa de Studenter, der i de henved 40 Aar, han virkede som Professor, fulgte hans Forelæsninger, øvede han den største Indflydelse. Han lærte dem at tænke klart og at fole Afsmag for alt uægte.
Enhver, der fik med Professor Kroman at gøre, fik dette Indtryk af Beundring og Ærefrygt for en stor og redelig aandelig Kraft. Men i Folkets offentlige Liv spillede han ikke en dertil svarende Rolle. Han savnede den Ærgerrighed, der gør Folk haardhændede. Mødte han Modstand, Misforstaaelse og Smaalighed, trak han sig sky tilbage.
En Tid lang saa det ud, som om han skulde gribe bestemmende ind i vor Skoles Udvikling, men mere organisationsvante Hænder skød ham til Side. Det er ham, der har lukket Skolen op for Gymnastik, Sløjd og hele den rationelle Behandling, som man nu følger. Men han selv naaede kun lidt af det, han vilde.
Man kaldte ham upraktisk og omstændelig. Men det betød, at han aldrig vilde slaa af og nøjes med det mindre værdifulde i Stedet for det bedste.
I sine senere Aar samledes hans Arbejde om forskellige Punkter, som kunde synes uden indre Forbindelse. Saa skrev han om Trondhjems Domkirke, saa tog han ivrig Del i Debatten om Einstein, saa skrev han saa betydelig en Afhandling som "Det menneskelige Øjes Bevægelse", og nu til sidst stod han for at tale om den religiøse Reformation, som han mente var nødvendig. Alt sammen var det Udslag af en aldrig hvilende Lidenskab for at bringe Sandheden frem, og naar han nu er falden paa Valpladsen samler alle de, der har kendt ham nærmere, sig i Ærefrygt for hans Minde. Han hører til dem, der, medens de lever, kan synes mindre omtalt, end de fortjener - men hvad han har skrevet, vil ogsaa efter hans Død bevare sin fulde Værdi. Dette er kun givet faa, men Professor Kroman hørte ogsaa til de udvalgte.
Noter.
Professor Kroman matte for nogle Uger siden gaa til Sengs, lidende af en stærk Træthed og Sløjhed, som ikke vilde fortage sig. Han blev indlagt paa Dr. Blads Klinik, hvor Lægerne konstaterede, at alle hans Organer faktisk var som hos en ung Mand. Alligevel udmattedes Professoren mere og mere, efterhaanden som Dagene gik. Kræfterne svandt og svandt - og Kl. 11 Søndag Aften indtraadte Døden.
Lægerne kunde i Virkeligheden ikke sige andet end: Han døde af Træthed.
*
Professor Kroman var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Da han var oppe hos Kong Christian den Niende for at takke for Ridderkorset - fortæller en sandfærdig Anekdote - overrumplede den gamle Konge ham ved at sige:
- Ja, jeg var nu egentligt imod det - for disse Filosofer er jo nogle slemme Fritænkere.
- Bevares, Deres Majestæt, svarede Kroman, men vi erkender efterhaanden allesammen, at vi slet ingenting ved . ..
- Det respekterer jeg, udbrød Christian den Niende, saa har De dog fortjent Ridderkorset.
*
I de "Studenterminder", som i Vinter udkom hos Gad under Redaktion af cand. mag Erik Rindom, fortæller Kroman følgende fornøjelige lille Episode fra den Gang, han fik Guldmedaillen for en Afhandling til Kgl. danske Videnskabernes Selskab:
Medaillen vejede et Fjerding-pund og kunde efter Reglerne byttes med 820 Kr. Kroman beholdt den en Maaned - saa faldt han for Fristelsen, tog en Afstøbning i Tin og gik med selve Medaillen til Selskabets Kasserer, Professor Reinhard. "Jeg var blevet helt nervøs for, at jeg skulde bestille et nyt Eksemplar" - sagde denne - "der er aldrig nogen før, som har beholdt Medaillen saa længe ... og vi har ikke mere end den samme!"
Kroman tilføjer, at han var I Tvivl om, hvorvidt dette var Spøg eller Alvor Men da en af hans Venner nogle Aar senere modtog Videnskabernes Selskabs Medaille, genkendte han ganske rigtigt just den, han selv i sin Tid havde faaet, paa en ubetydelig Rids i den blanke Flade.
(Nationaltidende 28. juli 1925).
Professor Kromann død.
Natten til Mandag er Professor Kroman død. Han havde de sidste Uger ligget til Sengs paa Overlæge Blads Klinik, lidende af Træthed. Hans Kræfter svandt daglig, langsomt ebbede Livet ud, indtil han stille gled ind i Døden.
Meddelelsen herom vil blive modtaget med Vemod viden om. Ved sit betydningsfulde Arbejde for Skolevæsenet og store pædagogiske Interesse var han en kendt og skattet Mand langt udenfor den Kreds, han som Universitetslærer og Fagfilosof tilhørte. Hans filosofiske Arbejder er alle prægede af hans klare og skarpsindige Tænkeevne og logiske Sans, og hans Fremstillingsevne stod Maal hermed, var klar og overordentlig konsis. Hans friske, kloge, forstaaende og originale Personlighed og hele hans Livsførelse var et godt Udtryk for hans Mening om de etiske Kravs Betydning. Han kan med Rette betegnes som Grundlæggeren af den moderne danske Skole og dens Undervisningsmetoder. Naturfagenes stærke Vækst paa Bekostning af de humanistiske Fag i Skoleundervisningen skyldes tildels hans Indflydelse - ligesom han ivrigt gjorde sig til Talsmand for en Udvidelse af Gymnastik og Sløjd i Skolen.
Som Universitetslærer var han fremragende. Hans Metode var at ægge til Selvtænkning, selv ved Eksamensbordet kunde det more ham at lade alt det tillærte Stof ligge og undersøge, om Eksaminanden havde tilegnet sig det saaledes, at han kunde bruge det selvstændigt.
I dansk Filosofis og i den danske Skoles Historie har Professor Kroman indskrevet sit Navn usletteligt.
*
Til min gamle Lærer
Professor Kroman er død.
Og jeg og maaske mange andre af hans gamle Elever bringes til at fortryde, at vi ikke, mens Tid var, fik ham takket, som han fortjente det, for den Undervisning, han gav os i vort Rusaar.
For mig var han den eneste af alle dem, der gennem Gymnasiet og ved Universitetet var mine Lærere, som virkelig helt fangede mig og bandt mig til sig med en Taknemlighed, der nu ved hans Død maa have Lov til med sin Varme at bidrage til hans Hæder.
Jeg er ikke Filosof af Fag, og jeg véd kun lidt om, hvordan Kroman bør placeres blandt Samtidige og Forgængere. Jeg kender ham kun som den, der ved sin Personligheds Magt forstod at føre mange af sine Tilhørere ind til Overvejelser, der blev grundlæggende for deres Liv og Erkendelse.
Han staar for mig som en Forsker, der er særlig nordisk i sin Form.
I hans Fag er der tusinde Anledninger til at fortabe sig i Højtidelighed og indbildske Systemer. Hver anden filosofisk Professor føler sig kaldet til at afgøre alle de store Spørgsmaal endeligt gennem lange Rækker af Beviser og Udviklinger, der ikke mere lader noget aabent. Deres Virksomhed kan minde om Frostens: Det kan meget godt lade sig gøre at lave noget, der kan bære en lille Tid, men der kommer et Tøbrud, hvor det, der stivnede og døde, igen bliver levende og mægtigt. Og Mennesker, der i Tillid til den faste Is begiver sig ud paa det dybe, kan pludselig finde sig drivende paa en Flage uden Haab om at naa Land.
Tyske Filosofer har haft den Slags Tilbøjeligheder til at tæmme og stivne de store Have.
Men Kroman var Dansker. Med vor Nations Skepsis overfor det, der giver sig ud for at være færdigt og endeligt afgørende. Og med vort Smil ad al uægte Visdom.
Derfor forsøgte han ikke at faa sine Elever til at lære et System. Han førte dem gennem Filosofiens Historie og gav dem dermed et Overblik over det, der er frembragt af Værdi i de Tider, der er forbi. Og han var en kritisk Fører. Men hans første og egentlige Stræben var at faa os til at tænke selv.
Det er ejendommeligt for den Metode, han anvendte i sin Undervisning, at han aldrig ønskede en Sag fremstillet med bestemte Ord. Han lignede kun lidt den Lærer, der først føler sig lykkelig, naar hans egne Vendinger klinger tomt tilbage mod ham.
Det var Kroman en særlig Glæde at lade en Elev gaa sine egne Veje i Behandlingen af det Problem, der laa for. Og jeg husker hans lille Smil, naar han paaviste Fejl og Urigtigheder i Forslag til Løsninger, der bragtes ham fra os Unge i Auditoriet.
Han var en overlegen Mand. Derfor er vi saa lykkelige især at kunne mindes ham som et Menneske. Han følte det ikke som sin Opgave at gøre os til smaa propfyldte Flasker med en autoriseret Etikette paa Maven; det var hans Lyst at se os som selvstændige Mennesker, hvem det korte korte filosofiske Kursus havde lært Grænserne for, hvad menneskelig Erkendelse magter, og Betingelserne for rigtig Tænkning.
Derfor vil det, Kroman lærte, ikke forældes.
Han vil blive staaende som en Type, vi med en særlig Glæde kalder dansk! Det rolige, kloge Menneske, der besindig vejer, hvad der møder ham, og ikke foler Trang til gennem spraglede Fantasier at undslippe fra den ærlige Hverdag, der omgiver os. Han var en Mand, der fulgte sit Folks Lov og sin egen Lov.
Og vi er bedrøvede over, at han nu er død.
Knud Bruun-Rasmussen,
cand. jur.
*
Professor Kristian Kroman var født 1846 i Maribo som Søn af en Skibsfører. Hans Moder var født Krøyer. Han forsøgte sig en kort Tid som Sømand og Købmand, men tog saa Eksamen ved Jonstrup Seminarium i 1865. Fire Aar efter blev har Student. 1874 Magister i Filosofi og 1877 Dr. phil for en Afhandling: "Den esakte Videnskabs Indlæg i Problemet om Sjælens Eksistens."
Hans Professorgerning falder i Aarene 1884-1922. Til hans Professorat hørte Stillingen som Docent i Pædagogik. Han var i mange Aar Kulturministeriets pædagogiske Konsulent og Medlem af Eksamenskommissionen.
(København 29. juli 1925).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar