De desværre for mange årsager til fordærvelse af tænkemåder og sæder, til udøvelse af bedrageri og forbrydelser, er alt sammen et bevis på, hvor meget opdragelse og lovgivning endnu mangler for at opnå fuldkommenhed. Almindelige overalt, og endnu mere almindelig i de store byer endnu flere, hvilket hidtil er alt for lidt har efterforsket og erkendt, og heller ikke arbejdet mod.
Jeg vil her blot berøre en af disse rødder til ondskab, en af de allervæsentligste: Det inkognito, hvori indbyggere i en stor by lever, ikke alene for hinanden, men for stadens politi og øvrighed.
I en lille by på landet er der ikke dette inkognito. Man kender de mennesker, hvis handlinger kunne have indflydelse på vores tilstand, man behøverl hinanden, og lærer straks at skelne den hjælpsomme og godhjertede fra den hårde og skadefro. Man kender hinandens foretagender og bedømmer deraf moralen. Man kender hinandens venskaber, forpligtelser, fjendskaber, misundelser, lidenskaber og følelser, og har derved nøglen til deres handlinger. Man kan vurdere deres formue, sammenligne om den stiger og falder og hvorfor, og ved temmelig sikkert, om en noget nyt er erhvervet lovligt eller ikke. Agtelsen kan her være grundet, og også værd at stræbe efter. Man kan tage sig i agt for en ondsindede og mistænkelige, fordi man kender ham, og øvrigheden kan ved denne kundskab både forebygge forbrydelser, og når de er udøvede, opdage deres gerningsmænd.
Derfor ser man ikke bedrageri og misdåd udøvet på landet og i små steder af andre end de rige og mægtige, der kan trodse den almindelige dom eller standse undersøgelsen. Den ringeres bedrageri bliver straks opdaget, og om de danske øprovinser i særdeleshed kan man sige, at når øvrighederne selv er som de bør, og overvåge fremmede overløberes indsnigelse ved færgestederne, så vil de kunne nyde den indvortes ejendoms- og personsikkerhed i en sjælden grad.
I den store stad er det omvendt. Skønt tæt ved hinanden, hindres man dog af mængden fra at kende hinanden. Den bekvemme forandring af opholdssted, fra et sted af byen til et andet, gør dette endnu muligere. Sladderen har her ikke den fuldstændighed som hisset, den kan ikke overkomme sit arbejde. Løgnen træder i dens sted, og formindsker endnu i en liden kundskab man kunne have om hinanden. Man kan her vinde agtelse uden at fortjene den, fordi man kan holde blot den gode side for øjet. Man kan tabe agtelsen uden at forskylde det, fordi man kan tillyves en slet side som man ikke har. Nidkærhed for agtelse, og frygt for ringeagt er derfor ikke så mægtige moralskee drvfkræfter her, som hisset. enhvers eehverv kan ikke nøje vejes, følgelig derfra ingen prøvesten hentes for hans besiddelser lovlighed. Letheden i en hemmelig forvandling af tyvekoster til penge, eller i deres fordølgelse kommer endnu hertil. Ligeledes en idelig tilstrømming og bortrejsen af fremmede og rejsende, som opholder sig for kort til at kendes. Al dette lagt sammen, men især muligheden af at leve hele år på borg og politiets og øvrigheden uvidenhed om indbygernes næringsvej og formues kilder, gør livet i den store by til en farlig maskerade.
Som i småbyer og landsbyer bedragerne og misdæderne må søges i den højere klasse, således lever en stor del af den store bys lave klasser blot af bedrag og udød. Uden at de højere klasser derfor er des bedre.
I en græsk republik var det enhver pålagt for øvrigheden at angive deres næringsvej, kilderne og beløbet af deres indkomster. I vore tider er dette påbudt i adskillige krigsførende stater, for efter en sikker målestok at kunne beskatte.
Ikke i denne henseende, men for at kunne overvåge sikkerheden, var det at ønske, at også i København enhver, som føder sig selv eller andre, tillige pålagdes at opgive sin næringsvej og indtægtskilde, og at alle disse navne og angivelser optegnedes i protokoller, enten hos Magistraten eller på Politikammeret.
Den nytte slig en protokol ville være af for et årvågent politi, det lys den ville give i mange statistiske henseender, den nye bevæggrund til arbejdsomhed den ville yde, den skræk den ville være til for dagdrivere og ildådmennesker (thi angivelser måtte være bevislige), den sikkerhed den ville skænke alle de, som nu besnakkes til at give borg til personer der aldrig betaler (thi protokollen burde efterslås på begæring imod en passende erlæggelse). Alle disse herlige følger tror jeg ikke at burde foregribende udvikle, ligesom det ville være overflødigt at indgå i de nøjagtigere forskrifter, en sådan næringsangivelse måtte tage imod.
(Politivennen. Hefte 11. Nr. 142, 10. januar 1801, s.2263-2268)
Jeg vil her blot berøre en af disse rødder til ondskab, en af de allervæsentligste: Det inkognito, hvori indbyggere i en stor by lever, ikke alene for hinanden, men for stadens politi og øvrighed.
I en lille by på landet er der ikke dette inkognito. Man kender de mennesker, hvis handlinger kunne have indflydelse på vores tilstand, man behøverl hinanden, og lærer straks at skelne den hjælpsomme og godhjertede fra den hårde og skadefro. Man kender hinandens foretagender og bedømmer deraf moralen. Man kender hinandens venskaber, forpligtelser, fjendskaber, misundelser, lidenskaber og følelser, og har derved nøglen til deres handlinger. Man kan vurdere deres formue, sammenligne om den stiger og falder og hvorfor, og ved temmelig sikkert, om en noget nyt er erhvervet lovligt eller ikke. Agtelsen kan her være grundet, og også værd at stræbe efter. Man kan tage sig i agt for en ondsindede og mistænkelige, fordi man kender ham, og øvrigheden kan ved denne kundskab både forebygge forbrydelser, og når de er udøvede, opdage deres gerningsmænd.
Derfor ser man ikke bedrageri og misdåd udøvet på landet og i små steder af andre end de rige og mægtige, der kan trodse den almindelige dom eller standse undersøgelsen. Den ringeres bedrageri bliver straks opdaget, og om de danske øprovinser i særdeleshed kan man sige, at når øvrighederne selv er som de bør, og overvåge fremmede overløberes indsnigelse ved færgestederne, så vil de kunne nyde den indvortes ejendoms- og personsikkerhed i en sjælden grad.
I den store stad er det omvendt. Skønt tæt ved hinanden, hindres man dog af mængden fra at kende hinanden. Den bekvemme forandring af opholdssted, fra et sted af byen til et andet, gør dette endnu muligere. Sladderen har her ikke den fuldstændighed som hisset, den kan ikke overkomme sit arbejde. Løgnen træder i dens sted, og formindsker endnu i en liden kundskab man kunne have om hinanden. Man kan her vinde agtelse uden at fortjene den, fordi man kan holde blot den gode side for øjet. Man kan tabe agtelsen uden at forskylde det, fordi man kan tillyves en slet side som man ikke har. Nidkærhed for agtelse, og frygt for ringeagt er derfor ikke så mægtige moralskee drvfkræfter her, som hisset. enhvers eehverv kan ikke nøje vejes, følgelig derfra ingen prøvesten hentes for hans besiddelser lovlighed. Letheden i en hemmelig forvandling af tyvekoster til penge, eller i deres fordølgelse kommer endnu hertil. Ligeledes en idelig tilstrømming og bortrejsen af fremmede og rejsende, som opholder sig for kort til at kendes. Al dette lagt sammen, men især muligheden af at leve hele år på borg og politiets og øvrigheden uvidenhed om indbygernes næringsvej og formues kilder, gør livet i den store by til en farlig maskerade.
Som i småbyer og landsbyer bedragerne og misdæderne må søges i den højere klasse, således lever en stor del af den store bys lave klasser blot af bedrag og udød. Uden at de højere klasser derfor er des bedre.
I en græsk republik var det enhver pålagt for øvrigheden at angive deres næringsvej, kilderne og beløbet af deres indkomster. I vore tider er dette påbudt i adskillige krigsførende stater, for efter en sikker målestok at kunne beskatte.
Ikke i denne henseende, men for at kunne overvåge sikkerheden, var det at ønske, at også i København enhver, som føder sig selv eller andre, tillige pålagdes at opgive sin næringsvej og indtægtskilde, og at alle disse navne og angivelser optegnedes i protokoller, enten hos Magistraten eller på Politikammeret.
Den nytte slig en protokol ville være af for et årvågent politi, det lys den ville give i mange statistiske henseender, den nye bevæggrund til arbejdsomhed den ville yde, den skræk den ville være til for dagdrivere og ildådmennesker (thi angivelser måtte være bevislige), den sikkerhed den ville skænke alle de, som nu besnakkes til at give borg til personer der aldrig betaler (thi protokollen burde efterslås på begæring imod en passende erlæggelse). Alle disse herlige følger tror jeg ikke at burde foregribende udvikle, ligesom det ville være overflødigt at indgå i de nøjagtigere forskrifter, en sådan næringsangivelse måtte tage imod.
(Politivennen. Hefte 11. Nr. 142, 10. januar 1801, s.2263-2268)
