Uordener.

I Bredgade i en have lige over for Frederiks Hospital er hver nat en uudholdelig tuden af store hunde. Hvad enten denne have og disse hunde måtte tilhøre Landkadetakademiet eller hospitalet, håber man at vedkommende som hastigt ville råde bod på en mod al nattefred så stridende tuden, skulle endog hundene måtte opofres. For næst den brøde at holde gale hunde, kommer nok den skønt advaret at beholde sådanne fredsforstyrrende tudere.

Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s.2286)

Klage fra en Fodgænger paa Vesterbro.

Så længe der endnu ikke er lygtelyst på Vesterbro, så længe træer der er plantet der, velviseligt hindrer en fra at gå på fortorvsfliserne, så længe mængden af skarn afholder en fra at gå ud på kørebroen, bliver der næppe andet til overs for den gående end at liste sig langs med husene. Men så måtte man hjerteligt ønske at mølleren ved acciseboden ville holde sin haveport lukket da den nu ved at stå åben ud over den ængstelige fodgængers tilflugtssted, kan give mange et stød for brystet som vil blive hårdt at forvinde.

Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s.2284-2285)

Vejuorden paa Frederiksberg.

Mellem Frederiksberg og Slotskroen er for nogle uger siden lagt en vandkiste ned tværs over vejen fra Frederiksberg Have over til hofkonditor Aagaards Vænge. Men enten af forglemmelse eller skødesløshed er endnu ingen stenbro lagt derover igen, hvorudover vejen er således tilredt ved det opkørte hul at næppe nogen ledig vogn, mindre en vogn med læs, kan komme derudover uden at risikere at brække vogntøjet i stykker og spolere hestene. Og om aftenen i mørke ser jeg ikke at gående på anden måde kan komme der forbi end ved at klatre over de der opdyngede sten, hvorved risikeres brækkede lemmer.

Frederiksbergerne som om vinteren skal bruge folk og fæ til at transportere gødning ad vejen i deres marker, må på grund af sådan uforsvarlig skødesløshed lade være. Dersom de ansvarlige vil indvende at det var så sølet nu at de dermed ikke kan have at bestille, da dur samme indvending intet, siden tilkørt grus og sand kan bøde derpå, og det koster dem kun at give befalingen. Så må det jo anskaffes da sådant ikke bør lide opsættelse. 

Anmelderens vogn med et læs gødning på blev forleden dag siddende i hullet, hvorfor han i går sendte et skriftligt bud til slotsgartner Petersen. Men fik til svar at flere hvor i blandt præsten, havde klaget til ham. Men det var ikke hans sag, det var vejkommissionens. Da han nu ikke ved hvor denne er, men det synes rimeligt at en mangel hvorved det offentlige lider, bør påtales offentligt, har han bedt udgiveren indrykke ovenstående.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s.2283-2284)

Redacteurens Anmærkning

Indlægget besvares  i Politivennen. Hefte 12. Nr. 144, 24. januar 1801, s.2318-2319.

En smuk Handling af danske Vestindianere

Den brave løjtnant Fedders fald i kampen mod sørøveren er hans sørgende landsmænd bekendt. Men mindre følgende ved den foranledigede dåd. Vores vestindiske landsmænd, der altid viser den kække søkriger den mest opmuntrende agt og kærlighed, og havde erfaret at Fedders moder, som lever i København med sønnen, også ville tabe sin underholder, har samlet sammen og sendt hende med et deres med sorg bevidnende brev den sum af 7.000 rigsdaler.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s. 2278)

Om Københavns slemme Kælderskure.

Udgiveren tror det ville være til fremme og nytte for mange brave hoveder hvis den dejlige mængde kælderskure som nu er på adskillige steder her i byen anbragt så overmåde lavt at intet fuldvoksent menneske kan passere dem uden at få et puf på hovedet, blev enten anvist en højere plads, eller hvor gørligt, rent borttaget. Ved højlys dag kan man endda når man har øjnene med sig, så nogenlunde vogte sig for disse fatale hilsner, men på en mørk aften, står man med største forsigtighed i fare for at komme til skade.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s. 2277)