Sædvaner på Kongens Bibliotek

Hvor ofte videnskabernes dyrkere lider tab eller tidsspilde ved hr. sekretær Eccards sædvaner som bibliotekar, kan man se af følgende begivenheder, som alle er sket for en og samme mand. Da denne engang forlangte Niethammers [ncues?] phil. journal, svarede han, at den ikke var til at finde, selv efter at man havde forsikret ham, at den fandtes på sin plads. Kun ved at klage hos overbibliotekaren hr. prof. Moldenhawer lykkedes det at få den. Uagtet man nu hver gang man mener sig fornærmet af hr. Eccard kunne gøre det samme, så tror skribenten dog at det er bedre at bekendtgøre sådanne tilfælde offentligt. Både for at spare klageren ulejligheden at løbe oftere efter at få sin ret, og overbibliotekaren fra at spilde et par timer om dagen på at høre folk besvære sig.

Ved en anden lejlighed forlangte man den del af et videnskabers selskabs skrifter, hvori en vis afhandling fandtes. Hr. Eccard lovede den, men da der dagen efter kom bud efter bogen, svarede han, at den som havde forlangt den, selv måtte komme at hente den. Den 29. maj forlangte man et par bøger op på læsesalen. Hr. Eccard svarede, at den ene var der, men om den anden var det uvist. Uden at rejse sig fra sit sted, blev han ved med at skrive, og da han noget efter gik ind i biblioteket og kom tilbage uden noget, sagde man til ham at han uden tvivl måtte have glemt bøgerne. Han svarede nej, men at klokken nu var over 12. Og derfor kunne der den dag ikke udleveres flere bøger. Disse eksempler er uden tvivl mere originale end rosværdige. Og ønsker man af sandt venskab for hr. sekretæren at han for fremtiden ville forandre sig i det her påklagede.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 162, 30. maj 1801, s. 2584-2586)

Redacteurens Anmærkning

Daniel Gotthilf Moldenhawer (1753-1823) var bibliotekar og teolog. Ansat 1788-1805 som overbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek

Et Foretagende af Englænderne ved Bornholm

Troværdige personer fra Bornholm har fortalt, at englænderne for nyligt landede med både ved en udkyst af denne ø, og på strandbredden fyldt en mængde tønder og fade med småsten.

Dersom dette har været flint eller kvartssten, og om deres formål var at blive brugt i stedet for skrå, så kan det ikke nægtes, at deres virkning, til at kvæste, jo må være omtrent den samme som om der blev skudt med glas.

Man har derfor ment at det ville være godt at offentliggøre dette, da det er godt at kende sin fjende godt. Briterne kan ikke heller klage over en sådan mistanke, da det er alt for let at bevise, at de i slaget den 2. april har brugt sømstumper og flasker til at skyde med. Noget ingen dansk kriger ville bruge.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 162, 30. maj 1801, s. 2583-2584)

Noget angaaende Kirsebær-Gangen.

Man giver sig den frihed at bede vedkommende på det indstændigste om i remtiden at befri Kirsebærgangen fra de uordener der for nuværende tid hersker. Næsten hver dag ser man børn snart lege hvor andre skal gå, snart at klatre op og ned af volden for at snige sin ind, hvilket dog er højst utilladeligt og blot af mangel på opsigt. Tillige bedes indgangsdørene efterset, da låsene ikke er i tilbørlig stand, hvilket forårsager at mange tillader sig fri indgang som ikke ved tegn og nøgle er berettigede til det. 

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 162, 30. maj 1801, s. 2579-2580)

Drengeuorden i Maj Måned

Det var særdeles ønskeligt om den ansvarlige ville være opmærksom på følgende. Folk kunne så med mere sikkerhed end nu spadsere på volden. For i disse tider, især på de steder af volden, hvor træerne står tættest sammen, har gadedrengene den uskik at kaste sten og træstykker op for at slå oldenborrer ihjel. Hvor let kunne ikke en forbipasserende på volden eller gaden komme til skade enten straks, eller siden når stenen falder ned. Er det ikke politiets sag at slå ned på en sådan uorden på volden, så burde det dog indskærpes de vagthavende soldater. Ganske vist var anmelderen vidne til, at en soldat for få dage siden advarede mod det. Men uden virkning, for drengene grinede af ham, og udøvede siden deres udåd. Disse stoler formentlig på, at en vagthavende soldat kun må gå visse skridt på sin post. Men i sådanne tilfælde turde det vel tillades ham at gå lidt længere, for enten selv eller ved nærmeste vagts hjælp at jage disse fredsforstyrrere.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 161, 23. maj 1801, s. 2571)

En ædel Handling.

Følgende ædle handling udøvet i en afkrog på landet, fortjener så meget mere offentlig bekendtgørelse som tilfældet er højst sjældent og i det mindste her i egnen uden eksempel.

På en tid da brødets pris er steget usædvanlig højt, er det vist et gyldigt bevis på en uegennyttig og ædel tænkemåde at en mand hele vinteren bestandig har solgt godt malet rugmel skæppevis til den trængende for den særdeles billige pris 6 rigsdaler tønden, skønt det er bekendt nok at han lige så vel kunne få 10 rigsdaler og derover - men veltænkende og uegennyttig er manden - egenskaber som man måske sjælden ville søge blandt den hæderlige bondestand hvor af nogle har udlagt sig med at de vel havde rug på deres lofter, men så længe den ikke gjaldt mere end 10 rigsdaler, så skulle den blive liggende der. Dog denne tanke er ikke opmuntrende og derfor ikke værd at forfølge - Vi bør nævne manden skønt hans beskedenhed måske ikke bifalder det, hans navn er Bang, ejer af Dronninge Møllen på Kronborg Amt. Fiskerlejet Hornbæks 60 til 70 familier der har fået deres meste brød fra ham og den hele omegns trængende, velsigner ham. Dette og hans hjertes bifald var hans løn!

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 161, 16 Maj 1801, s. 2570-2571)