Om Badehusene

Badehusene er nu udlagt (man ved at de af deres første opfinder og ejer er skænkede til byens fattigvæsen) og forpagtede af en driftig mand som allerede har gjort bekvemme indretninger i dem end der før har været, og har i sinde at lave endnu flere.

I henseende til det andet køns benyttelse af disse huse, så er samme meget rigtigt indskrænket således, at en kone i selskab med sin mand kan få et kammer. Det er imidlertid ikke at tvivle på, at jo enhver agtværdig husfar, som ønsker det, kan på forlangende få et indgangskort for den kvindelige del af sin familie, så at disse sammen uden ledsagelse af et mandfolk kunne få et kammer.

Det var at ønske, at direktionen ved denne sundhedsanstalt ville efterligne en indretning som i lang tid har været ved Hamborgs badehus. Jeg hentyder til at hvert kammer forsynes med et opslag, som indeholder de vigtigste medicinske baderegler. Såvidt jeg erindrer er disse, at man ikke skal gå i vand straks før eller efter et måltid. At man altid skal gøre hovedet vådt først. At man ikke må blive i vandet indtil den første kulde, der efter at man er kommet helt ned snart forlader en, indfandt sig igen. At brystsyge ikke bør betjene sig af søbadet før at have rådspurgt deres læge. At man så hurtigt som muligt skal klæde sig på efter at være kommet op af vandet. osv.

Før jeg forlader badehusene bør jeg endnu føje det ønske, at vi i forbindelse med dem eller i nærheden af dem, kunne få en svømmeskole, forsynet med en kyndig og skikkelig lærer i denne så nyttige kunst. Og med sådan indretning, at begynderne der kunne modtage undervisning, uden at være udsatte for tilskuende lediggængeres latter o.lign.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 163, 6. juni 1801, s.2593-2595)

Om de af Havet opskyllede Døde

Med megen misfornøjelse måtte man, i sidste og denne uge, se to opskyllede lig af vores tapre fædrelandsforsvarere ligge 4-5 dage på Charlottenlunds forstrand. Den ene endog plyndret.

Den følelsesløshed for menneskehed og for fædreland skulle man ikke have tiltroet noget menneske, nogen dansker. At se ligene af de personer, hvis tapperhed man måske skyldte sin fred, henligge for sin dør til spektakel, til forhånelse, til plyndring, til fugleføde! Men alligevel ser vi den findes!

Muligt er der noget i vores love, der bidrager til sådan umenneskelighed. Hvis det er tilfældet, vil denne anledning måske udvirke en forbedring. Men sikkert er, at ingen lov retfærdiggør umenneskelighed.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 162, 30. maj 1801, s. 2588-2589)

Danske søfolksuniformer: Korporal. Matros, underofficer og officer. Krigsmuseet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sædvaner på Kongens Bibliotek

Hvor ofte videnskabernes dyrkere lider tab eller tidsspilde ved hr. sekretær Eccards sædvaner som bibliotekar, kan man se af følgende begivenheder, som alle er sket for en og samme mand. Da denne engang forlangte Niethammers [ncues?] phil. journal, svarede han, at den ikke var til at finde, selv efter at man havde forsikret ham, at den fandtes på sin plads. Kun ved at klage hos overbibliotekaren hr. prof. Moldenhawer lykkedes det at få den. Uagtet man nu hver gang man mener sig fornærmet af hr. Eccard kunne gøre det samme, så tror skribenten dog at det er bedre at bekendtgøre sådanne tilfælde offentligt. Både for at spare klageren ulejligheden at løbe oftere efter at få sin ret, og overbibliotekaren fra at spilde et par timer om dagen på at høre folk besvære sig.

Ved en anden lejlighed forlangte man den del af et videnskabers selskabs skrifter, hvori en vis afhandling fandtes. Hr. Eccard lovede den, men da der dagen efter kom bud efter bogen, svarede han, at den som havde forlangt den, selv måtte komme at hente den. Den 29. maj forlangte man et par bøger op på læsesalen. Hr. Eccard svarede, at den ene var der, men om den anden var det uvist. Uden at rejse sig fra sit sted, blev han ved med at skrive, og da han noget efter gik ind i biblioteket og kom tilbage uden noget, sagde man til ham at han uden tvivl måtte have glemt bøgerne. Han svarede nej, men at klokken nu var over 12. Og derfor kunne der den dag ikke udleveres flere bøger. Disse eksempler er uden tvivl mere originale end rosværdige. Og ønsker man af sandt venskab for hr. sekretæren at han for fremtiden ville forandre sig i det her påklagede.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 162, 30. maj 1801, s. 2584-2586)

Redacteurens Anmærkning

Daniel Gotthilf Moldenhawer (1753-1823) var bibliotekar og teolog. Ansat 1788-1805 som overbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek

Et Foretagende af Englænderne ved Bornholm

Troværdige personer fra Bornholm har fortalt, at englænderne for nyligt landede med både ved en udkyst af denne ø, og på strandbredden fyldt en mængde tønder og fade med småsten.

Dersom dette har været flint eller kvartssten, og om deres formål var at blive brugt i stedet for skrå, så kan det ikke nægtes, at deres virkning, til at kvæste, jo må være omtrent den samme som om der blev skudt med glas.

Man har derfor ment at det ville være godt at offentliggøre dette, da det er godt at kende sin fjende godt. Briterne kan ikke heller klage over en sådan mistanke, da det er alt for let at bevise, at de i slaget den 2. april har brugt sømstumper og flasker til at skyde med. Noget ingen dansk kriger ville bruge.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 162, 30. maj 1801, s. 2583-2584)

Noget angaaende Kirsebær-Gangen.

Man giver sig den frihed at bede vedkommende på det indstændigste om i remtiden at befri Kirsebærgangen fra de uordener der for nuværende tid hersker. Næsten hver dag ser man børn snart lege hvor andre skal gå, snart at klatre op og ned af volden for at snige sin ind, hvilket dog er højst utilladeligt og blot af mangel på opsigt. Tillige bedes indgangsdørene efterset, da låsene ikke er i tilbørlig stand, hvilket forårsager at mange tillader sig fri indgang som ikke ved tegn og nøgle er berettigede til det. 

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 162, 30. maj 1801, s. 2579-2580)