Forslag til en bedre Bygningskunsts Indførelse i Provinserne

Den danske håndværker er berøvet det betydelige hjælpemiddel til sin uddannelse som kunstner, som andre lande yder deres kunstnere på deres sprog og i et fatteligt foredrag *). Den danske håndværker er generelt af fattig fødsel, og man kan altså ikke i almindelighed fordre af ham, at han ved indsigt i fremmede sprog skulle kunne benytte sig af deres skrifter. Så meget desto mere er det at ønske, at der må gøres så meget som muligt til hans fuldkommelse, fra statens side.

Et ypperligt Uddannelsesmiddel har kongen givet Københavns håndværkere ved den fri undervisning på Charlottenborg akademi. Og virkningen deraf er ikke udeblevet. Men provinsernes kunstnere er desværre udelukkede fra denne velgerning.

Bygningskunsten, der er så vigtig, der giver os boliger af de bekvemmeligste og varigste emner, under de smukkeste og nyttigste former, findes næsten ikke uden for hovedstaden. Næsten overalt ser man krumme og skæve, for små og for store, ubekvemme og uanselige, åbne og kolde, men især uvarige bygninger. En sammenflikning af tømmer og sten, eller af tømmer og ubrændt ler. Og hvorfor? Ikke fordi bekvemme, smukke, tætte og varige huse koster mere, men fordi håndværkerne ikke kan bygge anderledes. Og fordi bygherrerne ingen model har så øjne ellers kunne få tegning og overslag af disse.

Hvis der i enhver købstad for stadens regning blev bygget af grundmur et beboelseshus med tilhørende stalde, vognremise osv. alt efter den bedste (ikke kostbareste) indretning, så ville håndværkerne her have et mønster at følge mere eller mindre. Bygherrerne ville have noget at give anvisning efter, og virkningen på de senere bygninger ville sikkert vise sig.

Staten ville heller ikke tabe ved det, da der altid ville være købere til mønsterbyggeri. Og når tillige regnskabet for denne bygnings omkostninger siden nedlagdes i stadens arkiv, med NB frit til alles eftersyn, så ville man overbevises om, at en smuk og varig bygning ikke koster mere, end de jammerlige boliger, man nu ser overalt uden for København.

*) Med længsel imødeser man det skrift for håndværkerne, som bestyrerne af det Rejersenske Legat vil udgive.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 184, 31. oktober 1801, s. 2939-2941)

Uordener

Da garden til fods den 24. oktober kom ind af Vesterport med trommer og piber, blev forløberne for en kalvevogn som ville ud af byen, sky og løb op ad den filosofiske gang hvor kusken fik dem standset. men den aftroppende officer bragte sin vagtparade op i Filosofgangen og i en afstand af omtrent 2 alen lod præsentere gevær og troppede af. Hestene gjorde imens flere forsøg på at løbe løbsk, men blev hindrede ved en bondes tilkomst. Man ønskede det pålagdes ved sådan lejlighed hvor betydelig uheld kunne ske, at lade trommeslaget ophøre så længe indtil sådanne heste kunne komme væk.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 183, 24. oktober 1801, s.2926-2927)

Et nyt Slags Opkøb

Foretagsomheden i handelen er nu kommet så vidt hos os, at spækhøkerne endog møder med vogne på Toldbodvejen for der at opkøbe alt det tømmeraffald eller såkaldt brændeaffald som arbejderne på Holmen tager med sig derfra når de går fra arbejde.

Det var hidtil de mindre og fattigere familiers daglige trøst ved denne lejlighed for nogle få skillinger at få det så nødvendige brændsel. Og til en bedre pris end det ellers var muligt. Nu vil det ved at være slut, hvis ikke som man dog håber, høkerne vil skamme sig ved at bruge deres større formuenhed til at fjerne disse brændebundter lige for de fattige køberes næse, for siden at udpinde dem i mindre og dyrere portioner til dem i deres spækhøkerbod.

Det forstår sig at denne nærsomhed nok vil tages i forsvar af mange, ligesom ethvert andet opkøb. Det kan vel heller ikke ligefrem forbydes, eller straffes. Imidlertid skal dog dette blad, hvis denne handel fortsættes, offentlig nævne de høkere, der er slet tænkende nok til at drive den, og måske kan dette hjælpe. Man ved at mangen handler slet, men kun få vil vedkende sig at de handler slet.

Den revsede høker vil vel sige. Hvorfor skal jeg alene nævnes. Hvorfor nævner Politivennen ikke hver kornpuger, der på torvet og før torvet opkøber kornet. Hver hørkræmmer, der opkøber smør, gæs og fødevarer for siden at prange dermed. Hver en af de vakre mænd der vandrer ud for at møde torvevognene på landevejene. Hver stenkulspuger. Hver brændekniber. Jeg svarer: Skaf beviser for enhver sådan handling, så skal gerningsmanden også straks blive nævnt.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 183, 24. oktober 1801, s.2922-2924)

Uordener.

Hyrekusken i Store Strandstræde har sine vogne stående på gaden. Det samme sker med hr. Fæderhelts vogne i Pilestræde. Skønt det var at ønske at dette ikke skete i så smalle og befærdede gader. Men foruden heraf følgende spærring følger andre ulejligheder, hvoraf det er en at disse vogne bliver rengjorte på gaden, hvorved de forbigående udsættes for enten at få en spand vand på sig, eller ved børstningen at se deres klæder overstænkede med skarn. Overalt trænger vi til et regulativ for hyrekuske, hvorved hver offentlig plads forsynes med forspændte færdigholdende kareter, hvorved alle lejekareter får kendelige numre på siden og bagen, og lygter som om natten må være tændte, for at døve personer dog har en advarsel, hvorved ingen nyrekusk tillades at bo undtagen der hvor han har rummelig gårdsplads, hvor bygningen er af fuld grundmur og hvor gaden eller pladsens bredde tillader den vedvarende ud-og indkørsel uden besvær for færdslen mm.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 182, 17 October 1801, s. 2910-2911)

Skure at holde i Ly under ved Ciseboderne, uden for Stadens Porte.

Allerede engang før har det i disse blade været forslået at der ved accisseboderne oprettedes skure hvorunder man i regn, sne osv. kunne holde for at visiteres. Men dette er endnu ikke sket.

For enhver der selv har rejst, der selv har prøvet hvor meget den nødvendige ubehagelighed at blive visiteret, forhøjes ved undertiden i det hæsligste vejr at måtte holde stille ved accisseboderne, ikke alene mens man selv, men også mens andre visiteres - for enhver sådan behøves intet videre at siges til anbefaling for forslaget. Man skulle endog tro at dette var unødvendigt for den der, skønt han ikke selv har prøvet det, dog ved besked om sagen og har en smule fantasi. Man forestiller sig den syge, den aldrende eller svage der trænger til vederkvægelse, og netop ved porten må døje endnu en god del af uvejret. Man forestille sig beskadigelsen af tøj som beskues i de kufferter der må åbnes midt i regnen! og man vil ikke finde forslaget overflødigt.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 182, 17 October 1801, s. 2902-2903)