Et par Ord til Bedste for Musikelskere

Man har ofte bebrejdet vores nation, at den ikke var musikelskende. Og det må desværre tilstås, at parterrets og parkettets adfærd næsten hver spilleaften vidner om denne bebrejdelses sandhed. Man hører folk såvel i parket som parterre fortsætte deres samtaler under den bedst udførte musik mellem akterne. Hvor højt de må opløfte røsten for at gøre sig forståelig under en 10-12 fortestemmer i orkestret er let at forstå. Det Kongelige Kapel gør sig al umage for at give publikum udsøgte ting og med en nøjagtig udførelse. Men det må vist være højst ubehageligt for kunstneren, når han af den høje snakken, der næsten forhindrer ham i fornemmelse af sine kollegers spil, må konstatere at han for det meste spiller for ører, hvis trommehinder er for tykke. Man skulle ikke tro, at det var nødvendigt for folk af opdragelse at bemærke, at om man selv synes bedre om en musiceren af en stegvender end af et godt besat orkester, så bør man dog ikke ved sin snakken fratage andre, der har rigtigere organer, den fornøjelse de kunne nyde.

Endelig vil jeg gerne ønske at teaterledelsen selv ville selv hædre orkesteret, bidrage til musikkens agtelse, og få mange sande musikelskere, ved at vedtage herefter om muligt den regel at lade orkestret spille et begyndt stykke ud, inden tæppet blev trukket op.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 185, 7. november 1801, s. 2949-2951)

Forespørgsel angaaende Aarøsunds Færgeløb

En færge fra Assens til Årøsund er efter anordning at betale med 16 mark. Og en færge fra Årøsund til Assens med det samme. Hr. Bøg i Årøsund har imidlertid haft den besynderlige dristighed at fordre og modtage mere, og det under påskud at han skulle betales i slesvigholstenske penge, og altså efter den ufordelagtige kurs 12 procent over taksten. Anmelderen har i hænde en kvittering der lyder således:

Af hr. **** er betalt fragt for en smakke fra Årøsund til Assens med 16 mark danske og i mangel af slesvigholstenske kurant med lagio 32 skilling. Det er i alt 3 rigsbankdaler banko sedler AssenseTesterer Jens Knudsen Skipper ved Årøsund

Det er vel sandt at den der skal have 16 mark under en ufordelagtig kurs, taber ved at få dem betalt i danske banksedler. Men forunderligt ville det være om satte takster skulle stige og falde med kursen, og endnu meget mere forunderligt om en mand der bor på den ene side af et lille bælt, skulle have mere ret til skadesholdelse end den der bor på den anden, skønt denne lige så vel som den anden er borger i samme stat, ja bidrager endog mere til dens vedligeholdelse.

Man tvivler ikke om at denne sag er værdig til højeres opmærksomhed, da det anførte er bevisligt.

(Politivennen nr. 185, Den 7 November 1801. s. 2945-2947)

Redacteurens Anmærkning

Sagen udviklede sig i "Svar paa den i Politivennen No. 185 indrykkede Forespørgsel angaaende Aarøsunds Færgeløb", Politivennen, nr. 186, 14 November 1801, s.2961-2964. Denne artikel udløste at Seidelin blev idømt livslang censur. Fordi det var anden gang han blev dømt for noget sådant. Dommen lød sådan:

     Den paaankede af Indstevnte Bogtrykker K. H. Seidelin i den fremlagt No. 185 af Bladet Politievennen, udgivet den 7de Nov. 1801, fremførte fornærmelige Beskyldning imod Citanten Postmester Bøeg i Aarøsund bør død og magtesløs at være, og ikke komme Citanten til Forkleinelse paa Embede, Ære, eller gode Navn og Rygte i nogen Maade, hvorimod Indstævnte for dette sit lovstridige Forhold bør bøde Halvtredsindstyve Rigsdaler til Kiøbenhvans Fattigvæsens Hoved-Kasse, samt betale til Citantens beskikkede Sagfører Procuratør Beyer i Salarium Ti Rigsdaler. Det idømte udredes inden Femten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven. 

Forslag til en bedre Bygningskunsts Indførelse i Provinserne

Den danske håndværker er berøvet det betydelige hjælpemiddel til sin uddannelse som kunstner, som andre lande yder deres kunstnere på deres sprog og i et fatteligt foredrag *). Den danske håndværker er generelt af fattig fødsel, og man kan altså ikke i almindelighed fordre af ham, at han ved indsigt i fremmede sprog skulle kunne benytte sig af deres skrifter. Så meget desto mere er det at ønske, at der må gøres så meget som muligt til hans fuldkommelse, fra statens side.

Et ypperligt Uddannelsesmiddel har kongen givet Københavns håndværkere ved den fri undervisning på Charlottenborg akademi. Og virkningen deraf er ikke udeblevet. Men provinsernes kunstnere er desværre udelukkede fra denne velgerning.

Bygningskunsten, der er så vigtig, der giver os boliger af de bekvemmeligste og varigste emner, under de smukkeste og nyttigste former, findes næsten ikke uden for hovedstaden. Næsten overalt ser man krumme og skæve, for små og for store, ubekvemme og uanselige, åbne og kolde, men især uvarige bygninger. En sammenflikning af tømmer og sten, eller af tømmer og ubrændt ler. Og hvorfor? Ikke fordi bekvemme, smukke, tætte og varige huse koster mere, men fordi håndværkerne ikke kan bygge anderledes. Og fordi bygherrerne ingen model har så øjne ellers kunne få tegning og overslag af disse.

Hvis der i enhver købstad for stadens regning blev bygget af grundmur et beboelseshus med tilhørende stalde, vognremise osv. alt efter den bedste (ikke kostbareste) indretning, så ville håndværkerne her have et mønster at følge mere eller mindre. Bygherrerne ville have noget at give anvisning efter, og virkningen på de senere bygninger ville sikkert vise sig.

Staten ville heller ikke tabe ved det, da der altid ville være købere til mønsterbyggeri. Og når tillige regnskabet for denne bygnings omkostninger siden nedlagdes i stadens arkiv, med NB frit til alles eftersyn, så ville man overbevises om, at en smuk og varig bygning ikke koster mere, end de jammerlige boliger, man nu ser overalt uden for København.

*) Med længsel imødeser man det skrift for håndværkerne, som bestyrerne af det Rejersenske Legat vil udgive.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 184, 31. oktober 1801, s. 2939-2941)

Uordener

Da garden til fods den 24. oktober kom ind af Vesterport med trommer og piber, blev forløberne for en kalvevogn som ville ud af byen, sky og løb op ad den filosofiske gang hvor kusken fik dem standset. men den aftroppende officer bragte sin vagtparade op i Filosofgangen og i en afstand af omtrent 2 alen lod præsentere gevær og troppede af. Hestene gjorde imens flere forsøg på at løbe løbsk, men blev hindrede ved en bondes tilkomst. Man ønskede det pålagdes ved sådan lejlighed hvor betydelig uheld kunne ske, at lade trommeslaget ophøre så længe indtil sådanne heste kunne komme væk.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 183, 24. oktober 1801, s.2926-2927)

Et nyt Slags Opkøb

Foretagsomheden i handelen er nu kommet så vidt hos os, at spækhøkerne endog møder med vogne på Toldbodvejen for der at opkøbe alt det tømmeraffald eller såkaldt brændeaffald som arbejderne på Holmen tager med sig derfra når de går fra arbejde.

Det var hidtil de mindre og fattigere familiers daglige trøst ved denne lejlighed for nogle få skillinger at få det så nødvendige brændsel. Og til en bedre pris end det ellers var muligt. Nu vil det ved at være slut, hvis ikke som man dog håber, høkerne vil skamme sig ved at bruge deres større formuenhed til at fjerne disse brændebundter lige for de fattige køberes næse, for siden at udpinde dem i mindre og dyrere portioner til dem i deres spækhøkerbod.

Det forstår sig at denne nærsomhed nok vil tages i forsvar af mange, ligesom ethvert andet opkøb. Det kan vel heller ikke ligefrem forbydes, eller straffes. Imidlertid skal dog dette blad, hvis denne handel fortsættes, offentlig nævne de høkere, der er slet tænkende nok til at drive den, og måske kan dette hjælpe. Man ved at mangen handler slet, men kun få vil vedkende sig at de handler slet.

Den revsede høker vil vel sige. Hvorfor skal jeg alene nævnes. Hvorfor nævner Politivennen ikke hver kornpuger, der på torvet og før torvet opkøber kornet. Hver hørkræmmer, der opkøber smør, gæs og fødevarer for siden at prange dermed. Hver en af de vakre mænd der vandrer ud for at møde torvevognene på landevejene. Hver stenkulspuger. Hver brændekniber. Jeg svarer: Skaf beviser for enhver sådan handling, så skal gerningsmanden også straks blive nævnt.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 183, 24. oktober 1801, s.2922-2924)