Bekendtgørelse fra Ebeltoft

For at forebygge at ingen bliver forledt til at gøre sig et urigtig forestilling om Ebeltoft, ud fra en annonce indrykket under Bekendtgørelse i Københavns Adresseaviser for dette år nr. 341,  angående en gård der her udbydes til salg, finder man det nødvendigt at oplyse følgende:

Ebeltoft ligger 6 mil fra Århus. Der er ikke strand rundt om den, men kun en fjord går ind til den. Der er kun en lille skov på den ene side ½ fjerding vej herfra. Skoven selv kan gås igennem på et halvt kvarter. Gården er bygget for 14-15 år siden, med henblik på at blive udlejet til de garnisonschefer, der opholder sig her. Her er ingen havn hvor udover man har udsigt, og kun 3 fartøjer hører til byen. Byens egne skibe må hver vinter ligge i havn i Århus. Ebeltoft er ikke et let levested. I de nærliggende Århus og Randers er det meste langt lettere. Fx når talg der koster 10 mark, koster den her 14 mark. Når kødet der koster 5 mark lpd, koster det her 7 mark. Ingen familie, hvor lille den end er, kan leve simpelt og tarveligt for ringere end mellem 4-500 rigsdaler årligt. Derfor må de fleste som ingen midler selv har, foruden deres levebrød søge anden næringsvej, fx kommissioner, informationer osv. Når undtages husly som kan fås årligt for 40 rigsdaler og brændet til 4 rigsdaler favnen, og fortrinlig god rug, er det øvrige dyrere end i København. 

Fiskeri er her næsten intet af. Kun nogle små flyndere kaldet isinger fås engang imellem. Og som en sjældenhed lidt torsk. Uagtet alt det en og anden virksom mand har gjort til at fremme fiskeriet, og uagtet et helt selskab er dannet af folk fra byen og egnen, for at ville understøtte med en anselig sum penge og skrifter, er det dog ikke blevet til virkelighed. Det ses altså heraf, at Ebeltoft hører blandt de byer, som ligger i deres sidste dødskamp og snart vil opgive ånden, eller iføre sig en anden skikkelse og blive til landsbyer. Dog kan den på grund af dens fortrinlige til handels og skibsfarts bekvemme beliggenhed fremmes. Hvorledes dette kan ske, er man villig til at oplyse på forlangende.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 190, 12. december 1801, s. 3030-3032)

Uordener.

Det var at ønske at nogen forbedring kunne træffes imod de mange flaskeskår som man ser udkastet på gaderne og fortovene. En strengere opsigt ville gøre meget. Men man må tillige ønske at hver husejer ville have indseende med sine husfolk i denne henseende. Uden at nævne den skade hestene kan komme til, er det gyseligt at tænke sig nogen falder på fortovet i disse skår. Det er skade at ingen fattig hos os er så dristig at samle disse skår og bære dem på glaskompagniet. Måske ville en gentaget opfordring i aviserne, samt en præmie for den som bragte den største mængde, foruden betalingen efter vægten, være den bedste opmuntring.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 189, 5. december 1801, s. 3023-3024)

Om det færøske Stenkul

Det har allerede i lang tid været kendt, at der i de danske lande mange steder findes det så nyttige og nødvendige mineral stenkul, der hidtil koster de danske stater store summer til England. Allerede i begyndelsen af det sidst forløbne århundrede holdt man det for ganske vist at der på Fur, en ø i Limfjorden, var brugelige stenkul. Men man har ikke hørt om det siden. For en 40 år siden fandt man at øen Nølsø mellem Færøerne næsten ikke bestod af andet, end af fortræffelige stenkul. Man sendte folk op for at efterse dem. Man skrev om dem. Man udregnede endog kulindholdet og værdien i millioner rigsdaler. Men derved blev det, og ikke et eneste kul blev brugt af det. Bornholm så nær ved hovedstaden gav større håb. Det var almindeligt kendt at der var kul. Der blev også skrevet en del derom. Men vi blev alligevel ved at købe vores kul fra de fremmede.

I de sidste år er gjort noget mere for at fremme de bornholmske kulbedrifter. Ifølge beretninger bruges de stadig mere på øen selv. Hertil kommer at mig bekendt har der ikke været annonceret med bornholmske stenkul nu i over et år.

Regeringen besluttede endelig at lade stenkul bryde for sin egen regning på Suderø mellem Færøerne, i egnen ved Qvalbo [Hvalba?]. Men da en betydelig mængde var brudt og de skulle transporteres herned, var det ikke rentekammeret muligt at få skibsfragt til en acceptabel pris. Kullene blev altså liggende.

Endelig begyndte et patriotisk selskab (Det Økonomiske Velfærdsselskab) som stiftedes for nogle år siden, også at gøre det til sin opgave, at få den færøske kuludskibning i drift. Det opmuntredes hertil ikke alene ved at få enetilladelse på at kunne købe de for kongelig regning på Suderø brudte kul for 6 rigsdaler læsten, men endog ved at få en præmie på 8 rigsdaler for hver fra Færø udskibet læst kul, for den mængde af 200 læster. Senere er denne kongelige præmie atter bevilliget for 200 læster. Selskabet har både ved fragtede og ved egne skibe indtil dato medbragt omtrent 300 læster eller 5.400 tønder stenkul.

Disse kulladninger var godt nok i de første år ikke så gode som de skotske (det må mærkes at disse kul er kakkelovnskul men ikke smedekul). Men efterhånden som arbejderne (der nu er 13 under en kongelig inspektør) kommer dybere ind i bjerget, bliver disse også bedre, og ligger nu ikke de skotske efter hvad angår kvalitet

Selskabet har i alle disse år kæmpet mod mange vanskeligheder mod kultransporten. I begyndelsen før selskabet havde selv skib, måtte man betale en ublu fragt. Da selskabet selv købte skibe, gik et ganske forlorent med ladningen på Skagen, og til stadighed er afsejlingen herfra blevet så forsinket ved hindringer af alle slags, i år ved krigen, at kun en rejse er blevet gjort om året. Alt dette gør det klart at selskabet ikke uden noget tab har kunnet gøre så prisværdig en begyndelse med kultilførslen.

Selskabet venter nu at fragterne skulle blive lavere og skibskøbet lettere. Det har for ganske nyligt taget den beslutning at drive kultilførslen med forøget iver.

Dette så nyttige selskab består allerede af henved 800 patriotisk sindede medborgere, og man bør håbe at mange hundrede flere ville tiltræde det, for at forøge dets så vel brugte virkekraft!

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 189, 5. december 1801, s. 3018-3022)

Bogsamlinger for Bønder

(Efter meddelt)

Da regeringens højpriselige bestræbelser sigter til landalmuens oplysning, så var det meget at ønske, at der i hvert sogn i Danmark blev oprettet et læseselskab. Bekostningerne til disse måtte bestemmes til 2 skilling for hvert menneske som mødte ved bryllupper, barsler, begravelser og alle andre højtideligheder. Disse penge skulle indsamles i en sparebøsse med lås på, hvortil præsten burde have nøglen, og det skulle betales af skoledistriktets største og næststørste lodsejer uden at de fik godtgørelse for det. Denne sparebøsse skulle åbnes af præsten i overværelse af medhjælperne, sognefogden og hver bys oldermænd, som ombærer sparebøssen, og præsten skulle for dem foreslå hvilke bøger der burde indkøbes der kunne sigte til kristelig oplysning, indsigt i landvæsnet og haveanlæg. Bøgerne burde opbevares i et skab, betalt af største og næststørste lodsejer i skoledistriktet med nøgle og lås for. Dette skab skulle forblive i sognepræsten forvaring. Han var forpligtet at holde en protokol over bøgerne, hvori fremgik for bispen og provsten ved hver visitation, til hvad tid bøgerne er udlånte og hvornår de kommer tilbage.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 189, 5. december 1801, s. 3011-3012)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen udtrykker formentlig en trend i tiden. I hvert fald beretter Aalborg Stiftstidende den 21. december 1839 om noget lignende. Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 52, 28. maj 1804 skrev følgende:

Læseselskaberne for Almuen tiltage nu dagligen. Sognemanden Jens Christensen, Smed i Lodskoved, Raaberg Sogn ved Skagen, har hidtil af sin egen lille Bogsamling udlaant til den læsebegjerlige Almue i Raaberg, Tværsted- og Skagens Sogner saadanne Bøger, der kunde være en gavnlig Læsning for menig Mand. Med roesværdig Iver søger han nu aarligen at forøge dette Bibliothek.

 

Uordener.

På Blegdamsvej der er slem nok i sig selv, ser man til sin forundring hele bunker af gadeskarn henlægges, hvorved vejen bliver endnu dårligere. Men dette er ikke nok, man ser ofte endog midt på dagen hele læs af menneskeskarn blive kørt denne vej, og gøre luften såvel for den der går på vejen, som for den derved boende yderst ubehagelig. Man ønske meget at heri kunne ske nogen forandring.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 188, 28. november 1801, s. 3008)