Bornholmsle Møllestene.

En meget ønskelig og følgeværdig benyttelse af indenlandske råmaterialer ser man i den begyndende handel med bornholmske møllesten. Allerede har ikke så få møllere her i København og det øvrige Sjælland indset hvor fordelagtigt det er at have en indenlandsk sten for omtrent 60 skilling kubikfoden, og altså for omtrent 30-40 rigsdaler, i stedet for at en rhinsk ofte koster 100 rigsdaler og derover. Stenbruddet drives for kongelig regning, og under rentekammerets bestyrelse. Stenene kunne fås af hvad tykkelse og størrelse man opgiver, og tillige den stenart man vælger da der er flere end en art, og af forskellige hårdhed.

Det var at ønske at også den bornholmske cementsten af rentekammeret besørgedes hidført til salg, da man ganske mangler dette materiale ved vores vandbygninger der vel endnu kun er få, men måske blev flere når man alle tider var vis på at have et så tjenligt materiale og for en billig pris.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 192, 26. december 1801, s. 3070-3071)

En Skik i Studistræde.

I Studiestræde nr. 6 er en skik opfundet formodentlig kun blandt de dovne tjenestepiger, som dog da de tjener i stuen er de nærmeste ved gadeporten, med desuagtet ikke lukker andre op, end dem der ringer 1 slag på klokken. Den der ringer 2 slag, skal første sal lukke op osv. Men da denne skik kun er nyttig for husets beboere and som ved det, og ubekendte let kunne blive fikserede ved ikke at blive lukket ind, så gjorde de bedst i for at kræve lydighed i dette, enten at slå en plakat op udenfor på gadeporten hvorved om aftenen skulle hænge en lygte, på det at man til alle tider kunne læse den, eller også skulle de ikke overøse fremmede folk med grovheder som for første gang kom i huset.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 191, 19. december 1801, s. 3051)

En farlig Omgang med Lys i Læderstræde.

Der er i Læderstræde nr. 48 i gården en mand ved navn Søren der holder renovationsvogn. Uagtet gentagen advarsel sætter dette beboerne og man kan vel sige hele staden, i den største fare for ildebrand ved sin ufornuftige og dumdristige omgang med lys. Han går nemlig ikke alene med et bart lys uden lygte i stalden og på forloftet, men kliner endog lyset under hans arbejde snart på et spiltov, snart andet steds. At der endog blander sig en trodsig ondskab i denne mands adfærd, er tydelig deraf at en af huset beboere der lånte ham en staldlygte, blev hånet i stedet for takket, og lygten slet ikke brugt.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 191, 19. december 1801, s. 3049)

Om de elendige Forestillinger af den 2. april i Landemærket

De herrer Kørner og Zirn der hos det københavnske publikum som erindrer sig en Pierres duelighed, som mekanikere ikke kunne få bedre titel end fuskere, synes dog efter deres avertissementer at dømme, at måtte have ikke så lidt tilløb. Og virkelig har man så ofte haft sådanne eksempler at man ikke misunder dem deres penge, hvis de blot ville afholde sig fra, med vanhellige hænder at røre vores nations hæder, fra at gøre den jammerligste og mest falske forestilling af den 2. aprils kamp. Denne foregribelse kan vel næppe revses af statspolitiet, men derfor burde den nok ikke slippe, så længe der er mænd som det tilkommer at våge over nationens dekorum. 

Disse folk ville vel påberåbe sig at de har kongelig tilladelse, men det kunne let bevises at de ikke har kongelig tilladelse til at vise det de viser. Tilladelsens ord hjemler dem vist ikke ret til at give falske og nationen fornærmende forestillinger.

Det er mere begribeligt at engelske kobberstikkere forsøger at give en falsk forestilling af den 2. aprils hændelser, og tro at de løgne de indgraverer i kobber kunne døve og kvæle de sandheder erfaringen i Kongedybet indgraverede i de engelske søfolks minde, fra Nelsons til den mest ringe matros’. Enhver som vil se hvorvidt engelsk uforskammethed kan gå lige såvel i stik som på prent, og ikke vil købe de 5 velstukne løgnetryk, som er kommet her til byen, kan se dem i konditor Komerabilis stue, hvor de er ophængt til skam.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 190, 12. december 1801, s. 3035-3037)

Bekendtgørelse fra Ebeltoft

For at forebygge at ingen bliver forledt til at gøre sig et urigtig forestilling om Ebeltoft, ud fra en annonce indrykket under Bekendtgørelse i Københavns Adresseaviser for dette år nr. 341,  angående en gård der her udbydes til salg, finder man det nødvendigt at oplyse følgende:

Ebeltoft ligger 6 mil fra Århus. Der er ikke strand rundt om den, men kun en fjord går ind til den. Der er kun en lille skov på den ene side ½ fjerding vej herfra. Skoven selv kan gås igennem på et halvt kvarter. Gården er bygget for 14-15 år siden, med henblik på at blive udlejet til de garnisonschefer, der opholder sig her. Her er ingen havn hvor udover man har udsigt, og kun 3 fartøjer hører til byen. Byens egne skibe må hver vinter ligge i havn i Århus. Ebeltoft er ikke et let levested. I de nærliggende Århus og Randers er det meste langt lettere. Fx når talg der koster 10 mark, koster den her 14 mark. Når kødet der koster 5 mark lpd, koster det her 7 mark. Ingen familie, hvor lille den end er, kan leve simpelt og tarveligt for ringere end mellem 4-500 rigsdaler årligt. Derfor må de fleste som ingen midler selv har, foruden deres levebrød søge anden næringsvej, fx kommissioner, informationer osv. Når undtages husly som kan fås årligt for 40 rigsdaler og brændet til 4 rigsdaler favnen, og fortrinlig god rug, er det øvrige dyrere end i København. 

Fiskeri er her næsten intet af. Kun nogle små flyndere kaldet isinger fås engang imellem. Og som en sjældenhed lidt torsk. Uagtet alt det en og anden virksom mand har gjort til at fremme fiskeriet, og uagtet et helt selskab er dannet af folk fra byen og egnen, for at ville understøtte med en anselig sum penge og skrifter, er det dog ikke blevet til virkelighed. Det ses altså heraf, at Ebeltoft hører blandt de byer, som ligger i deres sidste dødskamp og snart vil opgive ånden, eller iføre sig en anden skikkelse og blive til landsbyer. Dog kan den på grund af dens fortrinlige til handels og skibsfarts bekvemme beliggenhed fremmes. Hvorledes dette kan ske, er man villig til at oplyse på forlangende.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 190, 12. december 1801, s. 3030-3032)