Anmodning til St. Mariæ Kirkes Værgere i Helsingør.

Skulle det ikke have været fordelagtigere for St. Mariæ Kirke i Helsingør dersom de i samme stående 3 store og vægtige malmklokker nu i 22 år siden tårnets nedbrydelse var blevet gjort i hartkorn og kirken deraf høstet renter som havde til samme tid fordoblet kapitalen. Da tårnet måske næppe vil blive opbygget igen og gavn af klokkernes ringning ikke gør det til en absolut nødvendighed, såsom menigheden nu i 22 år har rettet sig efter St. Olai Kirkes klokker, og hvilke også for eftertiden kan forslå da gudstjenesten foretages på en og samme tid i begge kirker, så anmodes de ansvarlige at gøre forslag til disses afhændelse da den ser samme indløste summe vil være kirken til langt større fordel end klokkernes nuværende umulige parade.

I samme kirke er en grav på grund af brøstfældighed åbnet, og skal have været det længe, uden endnu at være blevet istandsat og lukket til. En uskik som geråder vedkommende kun til liden ære, hvad enten skylden ligger hos klokkeren for forsømmelse i at anmelde det eller hos ejeren eller værgen i at lade den istandsætte eller se den istandsat.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27 Marts 1802, s. 3277-3279)

Politi i Svendborg.

(Efter indsendt)

På hvad fod politivæsnet står i den fynske købstad Svendborg, tror anmelderen at denne sandfærdige tildragelse kan tjene som bevis for. I nævnte Svendborg sidder en der er arresteret for tyveri ved navn Peder Pedersen. Denne person tillades det i slutterens selskab og uden mindste jern på sig at gå omkring fra hus til hus for at tigge. Denne frihed tilstedes en person der er almindelig bekendt for at besidde en yderst sort og fordærvet moralsk karakter, og hvor godt arrestanten Peder Pedersen ved at benytte sig af den ham tilståede frihed, bevistes den 10. marts i år ved på Svendborgs gade med et slag af en dygtig prygl som han bar i sin hånd, offentligt at overfalde en bonde som kom kørende forbi ham uden at bonden enten i ord eller gerninger havde givet ham mindste anledning til dette voldsomme forhold. Da dette anførte kan bevises når og hvor det skal være, så spørges hvordan sørges der i Svendborg for den offentlige sikkerhed?

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27 Marts 1802, s. 3276-3277)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 208, 17 April 1802, s. 3326-3327 og nr. 215, 5 Juni 1802, s. 3425-3427.

Anmodning til Havnekommissionen om Skilt på Skibene i Havnene

Nogle skippere, især fra Jylland, har den herlige skik at hænge et bræt med bestemmelsesstedets navn skrevet på, Men det er da for det meste kun er dem, og ikke når man skal finde en skipper i Nyhavn, ved Toldboden, Kvæsthuset og Børsen, kan man let blive træt af at spørge inden man finder sin mand. Foruden de grove svar, der ved sådan en lejlighed falder af fra uhøflige matroser, spilder man folks tid, der kunne være brugt bedre. Havnekommissionen gjorde vist mange af stadens borgere en væsentlig tjeneste om de foranstaltede den indretning, at det blev pligt for alle skibskaptajner og skippere at hænge et sådant skilt op, hvor man uden at spørge sig for kunne se hvor de sejlede hen.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27. marts 1802, s. 3275-3276)

Nyhavn. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Om Frue Kirkegård

Frue Kirkes søndre kirkegård har uden tvivl før været indhegnet med stakit rundt om. Ligesom sammes østre og nordre kirkegårde. Men hvad enten det skyldes ælde eller tilfælde, måske sidste ildebrand, har ødelagt det indre stakit, så er følgen den at den nu står åben på kirkens side og er bleven en almindelig gangvej og legeplads for gadedrenge, hvorved gravene aldeles trædes ned. Om dette kan bestå med den agtelse vi skylder vores forfædres grave, og om ikke denne kirkegård igen skulle indhegnes, ligesom de øvrige, det henstilles til de ansvarliges overvejelse.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27. marts 1802, s. 3275)

Uordener.

I Lavendelstræde er lige over for nr. 88 og 89 en tomt som afgiver en stor bekvemmelighed for nabolagets dovne tjenestepiger der hver dag når de bærer fejeskarnet på gaden og ser at vognen har været der, bærer det hen på denne tomt hvorfra det når vinden bærer på, blæser ud igen over de gående og ind ad vinduerne.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 204, 20 Marts 1802, s. 3264)