Uordener.

I Farvergade er en fabrik af den slags der sammen med slagterierne, garverierne, fiskebløderne, tranbrænderierne, stivelsesfabrikkerne osv. egentlig burde ligge uden for staden, og sikkert engang vil blive forvist derhen. Jeg mener et kallunsrenseri. Den røg som fra dette værksted stiger op gennem skorstenen, forulemper hele naboegnen, ligesom vinden blæser til i en særdeles høj grad da den er så sveden og fuld af animalske forbrændte dele at intet kan lignes derved i ækelhed. Det er rimeligt at årsagen ligger deri at ilden under kedlerne til dels næres med ben, klove, skindstykker osv. En økonomi som kunne være at rose når ingen led derved. Men som man i en tætbebygget stad i det højeste burde tillade sig i midnatstimerne.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27 Marts 1802, s. 3280)

Bekjendtgørelse.

Den i forrige måned i Politivennen påankede uorden og fare ved den skrøbelige bro over vandet ved Hammeren på Kronborg Geværfabrik, er lidt hæmmet derved at nogle stærke planker er straks lagt over slusevandets løb og overgangen således sikret for lysvågne mennesker om dagen. Men da der endnu hverken er sat det ønskede rækværk ved siderne ej heller lagt flere end den før omtalte planke over møllevandets løb, så er faren endnu lige så stor i mørke for børn, gamle folk og andre for hvem det undertiden kan være noget tåget. At forebygge uheld må ikke lige de ansvarlige alt for meget på hjerte.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27 Marts 1802, s. 3279)

Anmodning til St. Mariæ Kirkes Værgere i Helsingør.

Skulle det ikke have været fordelagtigere for St. Mariæ Kirke i Helsingør dersom de i samme stående 3 store og vægtige malmklokker nu i 22 år siden tårnets nedbrydelse var blevet gjort i hartkorn og kirken deraf høstet renter som havde til samme tid fordoblet kapitalen. Da tårnet måske næppe vil blive opbygget igen og gavn af klokkernes ringning ikke gør det til en absolut nødvendighed, såsom menigheden nu i 22 år har rettet sig efter St. Olai Kirkes klokker, og hvilke også for eftertiden kan forslå da gudstjenesten foretages på en og samme tid i begge kirker, så anmodes de ansvarlige at gøre forslag til disses afhændelse da den ser samme indløste summe vil være kirken til langt større fordel end klokkernes nuværende umulige parade.

I samme kirke er en grav på grund af brøstfældighed åbnet, og skal have været det længe, uden endnu at være blevet istandsat og lukket til. En uskik som geråder vedkommende kun til liden ære, hvad enten skylden ligger hos klokkeren for forsømmelse i at anmelde det eller hos ejeren eller værgen i at lade den istandsætte eller se den istandsat.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27 Marts 1802, s. 3277-3279)

Politi i Svendborg.

(Efter indsendt)

På hvad fod politivæsnet står i den fynske købstad Svendborg, tror anmelderen at denne sandfærdige tildragelse kan tjene som bevis for. I nævnte Svendborg sidder en der er arresteret for tyveri ved navn Peder Pedersen. Denne person tillades det i slutterens selskab og uden mindste jern på sig at gå omkring fra hus til hus for at tigge. Denne frihed tilstedes en person der er almindelig bekendt for at besidde en yderst sort og fordærvet moralsk karakter, og hvor godt arrestanten Peder Pedersen ved at benytte sig af den ham tilståede frihed, bevistes den 10. marts i år ved på Svendborgs gade med et slag af en dygtig prygl som han bar i sin hånd, offentligt at overfalde en bonde som kom kørende forbi ham uden at bonden enten i ord eller gerninger havde givet ham mindste anledning til dette voldsomme forhold. Da dette anførte kan bevises når og hvor det skal være, så spørges hvordan sørges der i Svendborg for den offentlige sikkerhed?

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27 Marts 1802, s. 3276-3277)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 208, 17 April 1802, s. 3326-3327 og nr. 215, 5 Juni 1802, s. 3425-3427.

Anmodning til Havnekommissionen om Skilt på Skibene i Havnene

Nogle skippere, især fra Jylland, har den herlige skik at hænge et bræt med bestemmelsesstedets navn skrevet på, Men det er da for det meste kun er dem, og ikke når man skal finde en skipper i Nyhavn, ved Toldboden, Kvæsthuset og Børsen, kan man let blive træt af at spørge inden man finder sin mand. Foruden de grove svar, der ved sådan en lejlighed falder af fra uhøflige matroser, spilder man folks tid, der kunne være brugt bedre. Havnekommissionen gjorde vist mange af stadens borgere en væsentlig tjeneste om de foranstaltede den indretning, at det blev pligt for alle skibskaptajner og skippere at hænge et sådant skilt op, hvor man uden at spørge sig for kunne se hvor de sejlede hen.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27. marts 1802, s. 3275-3276)

Nyhavn. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.