Uordener

5) Endnu bliver man ved at holde skænkestue i Benhuset på Assistens Kirkegård. Man opfordrer herved de ansvarlige sidste gang til at fjerne denne uskik da der ellers skal blive klaget derover på højere steder.

10) Fra kælderen i nr. 137 i Peder Hvitfeldts Stræde høres ofte megen jammer fra et barn som stedfaderen behandler meget ubarmhjertigt. Man håber at dette barn dog måtte have nogen slægt der ville tage det til sig.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 226, [21 August 1802], s. 3614)

Redacteurens Anmærkning

Peder Hvitfeldts Stræde 137 er vore dages nr. 3-5. De to bygninger er opført efter denne artikel er skrevet, og huset er der derfor ikke længere.

Til Bedste for vore norske Brødre.

Man tror blot at behøve at give vores veltænkende handlende en underretning som den følgende (der måske kun endnu er kommet få for øjne) for at se mange af vores brødre reddet fra hunger ved en større tilførsel.

Af Trondhjems adressekontors efterretninger nr. 64 for 1802.

"Med bedrøvelse ser vi den kommende tid i møde. Savn og jammer er de udsigter vi skuer: Vinterens længe vedvarende gjorde at de fleste ikke kunne tilså deres jorder før ved pinsedags tider, og en stor del efter den tid. Og siden har vi næsten bestandig haft kulde og regn, og endnu i august har man på adskillige steder haft sne, så man kan let slutte sig til hvor dårligt det står til med grøden. Ynkeligt er det at se den mængde bønder indstrømme fra landet for at købe korn, især havre, men da ingen haves, må de med uforrettet sag vende tilbage. I ethvert andet land sælger bonden sine kornvarer til købstaden, men hos os forholder det sig omvendt, man vil altså let slutte sig till hvor betydelig tilførslen bør være når den skal forebygge almindelig elendighed. Hertil kommer at kornpriserne næsten altid er nøje og drives til uforholdsmæssige priser at mange bønder opkøber betydelige kvantiteter kornvarer i byerne for siden ofte indtil uforskammede priser at sælge det hjemme til de mere fattige bønder dels for kontant og dels på kredit, hvorved den mere uformuende bonde ganske forarmes og geråder i yderlig armod osv."

Offentlige magasiner i disse egne var måske det bedste middel!

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 226, [21 August 1802], s. 3608-3609)

Til den Myndighed som Vedbæk Kro hører under

Man ved ikke bedre end at Vedbæk Kro er et privilegeret værtshus, og kan derfor ikke andet end at undre sig over at rejsende ikke kan nyde den beværtning som de forlanger. En aften i denne uge, lidt over kl. 10, kom et selskab af fodgængere denne vej og besluttede at overnatte her. Men ikke alene nægtede man på forlangende at koge te, man erklærede desuden at der ikke kunne fås natteherberg i huset. Men lidt derfra lå Skovsborgs Kro hvor de ville kunne få alt hvad man ønskede. Selskabet gik altså endnu en halv mil for at finde denne kro, men fandt slet ingen indretninger til herbergering, da stedet kun er et udskænkningssted for den nærliggende fabrik. De måtte altså sove på borde og bænke. Man håber at den ansvarlige myndighed på denne angivelse, der kan bevises, vil pålægge herbergeren i Vedbæk en klækkelig bøde, og hvis han fremturer, fratager ham privilegiet, og giver det til en anden, der kan håndtere det bedre.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 226, 21. august 1802, s. 3607-3608)

"ikke alene nægtede man på forlangende at koge te, man erklærede desuden at der ikke kunne fås natteherberg i huset." (Frederik Ludwig Storch: Fire mænd under et skyggefuldt træ ved kysten Vedbæk Kro.)

Redacteurens Anmærkning 

Vedbæk var på Politivennens tid et fiskerleje med en del lystgårde og villaer for københavnere. I 1820'erne så betydeligt at dampskibet Caledonia engang imellem lagde an der. Vedbæk Kro eksisterede 1650-1898, hvorefter Vedbæk Hotel (-1963) overtog klientellet.

Et Ønske til Gavn for Stadskvæget.

Det var højst gavnligt for stadens fælleder og tilstødende marker at de på fællederne og grøfterne om samme nu i mængde opvoksende tidsler blev hugget om før de modnes og frøet af samme da flyver på de dele af fællederne som dette tiltagende ukrudt endnu har forskånet. Kreaturerne på fællederne er så mange, og betaling for disse så stor at dette kan håbes, da græsningen er ringe nok.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 226, 21. august 1802, s. 3606-3607)

Til Ejeren af Lavendelstrædes Mølle, med et Forslag til Politilovgivningen

Det er nok så bekendt at den mølle som står på kurtinen af Østervold, på offentlig foranstaltning blev forsynet med et rækværk (NB som man endog kunne ønske lidt bedre end det er) efter at folk var blevet skamslået og dræbt. Og man bør såvel som medkristne som enhver mølleejer tænke at han langt hellere vil betale en udgift på et par rigsdaler, end være sig bevidst at blot et eneste barn var rørt af hans møllevinger, såfremt ellers hans hjerte er som det bør være. I denne overbevisning anmoder man medborgerligt ejeren af Lavendelstrædes mølle om at sætte et rækværk omkring sin mølle. Om end den ikke som det forlyder, for nogle år siden havde slået et menneske ihjel, så har den dog bevisligt på mindre end 4 uger slået to børn meget slemt, skønt til alt held ikke dødeligt.

Tillige tør man foreslå vore politilovgivning at det ved forordning måtte fastsættes at ingen mølle herefter bygges således at vingerne ikke kommer jorden nærmere end 6 fod. En ubetydelig ting for bygherren, men en rimelig velgerning mod mange forældres hjerter!

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 226, 21. august 1802, s. 3605-3606)