Udgiveren havde for et øjeblik den tanke, herefter at kunne opvarte sine læsere med en stående artikel under navn af: Bladets anfægtelser. Den skulle fra tid til anden berette om de mange slags klager og processer og andre angreb, som han i de sidste år, trods al forsigtighed, har haft en Guds velsignelse af. Men da han ikke sjældent har oplevet, at den som i dag rynker panden fordi bladet har rørt ham, i morgen roser det, fordi han ser at det har bevæget hans nabo til at hæmme en uorden, og da han endog har haft den glæde at den, der før beføjede ham, siden er blevet hans ven, så vil han heller ikke opgive den tanke, og lade glemmes af disse kævlerier så meget som kan glemmes.
Da han imidlertid ikke kan bare sig for at skrive om Assistenskirkegården, så længe der endnu er så meget at skrive om den, nødes han til at omtale de ulejligheder hans velmente iver også her har pådraget ham. Man erindrer sig, at der i nr. 217 under den opskrift: Assistenskirkegårdens skændige uordener, har været ført klage over blandt andet beskadigelse af tre monumenter. For nogen tid siden blev han stævnet til at overvære besigtere udnævnt af retten til at efterse disse mindesmærker. For at finde ud af om det sagte var sandt, og i hvis det var om det skyldtes vold eller tidens tand. Denne stævning kom fra graverne, der havde fået fri proces, som embedsmænd der troede sig fornærmede. Udgiveren mødte op og påstod at sagen først skulle gå til forligskommissionen, da de stævnende ikke var kongelige embedsmænd. Denne påstand blev afvist og besigtere blev udnævnt. Disse fandt da, at Samsøes sten var beskadiget adskillige steder af ansigtet, at 22 metalbogstaver manglede på Ribers sten, hvilket ikke kunne være sket af regn eller blæst. Den tredje sten, fru Suhms, var blevet oppudset siden det stykke var skrevet, så besigterne kunne ikke sige noget om det. Hvad nu graverne kunne bruge det til for at få mig stegt eller brændt, ved jeg endnu ikke. Imidlertid ser man heraf, hvor forunderlige folk er. I det benævnte stykke har jeg ikke med et ord sagt, at graverne var skyld i, at disse mindesmærker var skamferede. Ligesom vel intet menneske med sund sands kunne tro eller fordre at graverne skulle kunne hindre de uordener,som hele tiden begås med de midler dertil haves. Og dog skal de stakkels gravere føre proces mod mig!
Der er vist ikke en af mine medborgere, der kender Assistenskirkegården, der jo har været fornøjet med den anke, som derover er ført. Det kongl. danske kancelli og stadens magistrat har vist, at de ønskede denne kirkegårds mishandling og misbrug stoppet. Ikke desto mindre har graverne fået fri proces, og deres ansøgning kan formodes at have været understøttet eller i det mindste ikke misbilliget af Magistraten. Det ligger mig langt fra at protestere mod det. Men jeg skulle dog mene, at det vist inderligt ville smerte både kancelliets og Magistratens mænd hvis jeg, der her så umiskendelig har søgt at gavne, ved en af de mangehånde juridiske ulykker, desuagtet blev straffet af retten.
Foruden at det, om ikke ved Trykkefrihedsordningens egne ord, så dog ved den forklaring som derover i Retskendelser er gjort, er blevet en sag af højeste betænkelighed, at påanke en handling eller ikke-handling af en embedsmand, må skribenten nødvendig være dobbelt udsat for vanlykke ved domstolene, da der ikke er fastsat nogen tid, inden hvilken den, der troede sig ved skrift fornærmet, burde anlægge sag. Med al skyldig ærefrygt for lovgiveren benytter jeg den af ham tilladte frimodighed til at ytre, at en sådan bestemmelse efter min ringe mening ville være en så ønskelig som retfærdig fordring af trykkeloven. En snild embedsmand kan nu fordøje en forment fornærmelse så længe til skribentens hjemmel brister ham, ved vidners død, eller bortrejse. Bogtrykkeren kan på samme måde komme i ulykke ved forfatterens bortrejse. Dette er fx sket for mig. Jeg blev engang sagsøgt som bogtrykker for et skrift, hvis forfatter et halvt år efter at skriftet var udkommet havde opholdt sig her, og retten idømte mig bøder. Ligeledes har nogle portbetjente sagsøgt mig for hvad der var skrevet for 10-11 måneder siden. Den konge, der selv var trykkefrihedens første skaber i Danmark, der i indledningen til trykkeloven så viselig har søgt at bibeholde al den skrivefrihed, der ikke forstyrrer statens ro, anråber jeg om beskyttelse for de skribenter hvis formål er offentlig påanke af forsætlige eller uvitterlige misbrug.
- Dersom det allernådigst måtte blive anordnet at trykte ytringer skulle påtales inden 3 måneder af personer i samme stad, inden 6 måneder af dem i samme provins og inden 9 måneder af dem i samme stat
- Dersom det anordnedes at en bogtrykker var fri for at træde i en bortrejst forfatters sted, når han 2 måneder før dennes afrejse havde i aviserne indkaldt alle, der måtte formene sig af ham omskrevne til ulempe
- Dersom den øvrighed, der påtegner ansøgninger om fri proces, måtte befales at nægte påtegning, hvor ingen tydelig injurie fås,
- Dersom plakaten, der byder de over trykte formentlige injurier klagende embedsmænd at gå forbi forligskommissionen, fik den allerhøjeste forklaring, at dermed kun mentes kongelige embedsmænd, og ikke enhver der nu gør fordring på dette hæderlige navn, lige ned til fyrbøderen, hyrden bælgtræderen osv., hvilke dog alle beholdt den sædvanlige adgang til retten ---- så ville de mange gode embedsmænd, vi har, intet have tabt. Og de færre mindre gode, eller forsømmelige, ikke have det håb, at det engang skulle komme så vidt, at ingen ville påtage sig den farlige og utaknemmelige post, at være patriotisk skribent.
(Fortsættes)
(Politivennen Hefte 19. Nr. 244, 25. december 1802, s. 3889-)
Redacteurens Anmærkning
Artiklen fortsættes i Politivennen nr. 245, 1. januar 1803, s. 3912-3916.
