03 november 2014

Ønske om tidligere Vægtervagt.

De historier som løber om overfald, er ofte uden grund, men skræmmer dog. Efter de tildragelser der virkelig er foregået, er det mærkeligt at de altid er foregået i mørkningen. I forgårs aftes blev værtshusholder Keimer som bor ved Snorrebroen, efter eget sigende overfaldet på samme tid mellem Holmens Bro og Børsen, og reddede sig med nød og næppe. Man ønskede at det kunne gøres muligt at vægterne kom lidt tidligere på gaden, da det både ville forskrække onde mennesker og give de gående mod.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 248, [22 Januarii 1803], s. 3961)

Forslag til en formeent Uordens Hævelse i Helsingør.

Et genbesøg efter 20 til 30 år til det sted hvor man har bortspøgt sin ungdoms år, nydt så mange skyldige glæder og under redelige vejledninger fået forberedelses kundskabet og attrå til videre fremstigen, har meget tillokkende for sig, og glæden bliver så meget mere overraskende, når man genkender nogle af sine ungdoms fortrolige, venner og velgørere. Tillige må opmærksomheden overraskes og vækkes ved synet af stedets tiltagende skønhed og ved opdagelsen af nyttige indretninger. Dette gælder om indsenderen af dette i henseende til Helsingør. Hvor meget er dog ikke denne stad forskønnet ved mange nye og anseelige bygninger og især ved det nyanlagte sygehospital! Hvilen ypperlig gadeoplysning i mørke aftener frem for i henfarne tider! Dengang vrimlede det af tiggere og tiggende børn på gaderne, nu anføres disse til undervisning og arbejde, og jeg så nu ikke flere end 3 sådanne tiggende unger i en stor på på Strandgade. Nu kan søfarende som kommer ud for fare, ved at forlise ankre og tov, straks blive forsynet med disse vigtige ting uden at forandre deres fart eller søge anden havn. 

Gaderne er godt og bedre brolagt. Et lille stykke for enden af Sudergade ved støtten kan heri gøre en lille undtagelse. Men det som forekom mig som uorden og var mig meget modbydeligt, og være kirkegængere hvor så de end er i disse tider, meget væmmeligt, var det at se en kirkegård ved Tysk Kirke før indhegnet med stakit og efter sigende siden med en ringmur, som på grund af dens forfald er igen aldeles nedrevet, nu ligger ganske åben og forvandles til en styg kloak for naboer og alle af naturen trængende forbipasserende.

For at komme denne uskik til livs, som ikke let ophævet uden ved offentlig anlagte tilflugtssteder, foreslås den solgt, og for sammes beløb at finde et stykke jord til kirkegård udenfor byen da det dog bliver mere og mere mode for fornemt at lade sig og sine jorde udenfor portene. Da de ved kirkegården tilgrænsende naboer har kun lidt, og nogle intet gårdsrum, vil det næppe mangel på købere. Dog blev det måske en nødvendighed at høre deres mening eller fordom som af menigheden måtte endnu leve og have familie begravet der.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 248, [22 Januarii 1803], s. 3958-3960)

Redacteurens Anmærkning

Den tyske kirke var St. Mariæ Kirke som efter reformationen var blevet indviet til luthersk kirke. Den var temmelig stor, indtil slutningen af 1600-tallet - i øvrigt i den periode hvor Diderik Buxtehude var organist her. Danskheden trængte ind i menigheden efter 1700, og efterhånden blev der prædiket på dansk. En af præsternes ligsten (Jes Vester Jacobsen Bjørnsen 1772-1786) findes fortsat indmuret. Sognepræst på artiklens tilblivelsestidspunkt var Hanrik Paulus Sandal (1789-1813)

Om Vægternes Banken paa Døre og Vinduesskodder om Morgenen.

Det kan være en meget stor bekvemmelighed at blive vækket om morgenen af vægtere på bestemt tid til sin gerning. Men det er sikker et misbrug som strider imod et rigtigt politi om den der i et hus vil vækkes kl. 5, samtidig uden skånsel vækker de øvrige beboere der endnu ville have en eller to timers søvn. For ikke at tale om at et sådant rabalder virkelig er i stand til at forskrække syge og personer med svage nerver. Det går endog ikke sjældent så vidt med denne larm og støden at vinduesskodder slås itu og at hele nabolaget forstyrres i sin ro. Dette er navnlig tilfældet i den egn hvor Lille Kannikestræde og Skindergade støder sammen.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 247, [15 Januarii 1803], s. 3943-3944)

Svar paa det i No. 245 Indrykkede om Fiskehandlerskildtet ved Gl. Strand.

Skønt torskehandler Lars Børreses bekendtgørelse i Politivennen nr. 245 under titlen: Uægte Snekkersteens Torsk intet svar fortjener, vil vi dog for at betage forfatteren den indbildning at vi ved at tie vedgik rigtigheden af hans nedskrevne, ikke undlade herved at erklære: At vi anser før nævnte torskefisker Børresens på egne og Snekkerstens torskefiskeres vegne i fornævnte Politivennen mod os gjorte beskyldning "at vi skulle føre folk baglyset ved at sælge bornholmsk torsk for Snekkerstens" for at være en åbenbar usandhed, og opfordrer ham og de flere til at godtgøre og bevise på lovbefalet måde ovenanførte mod os anlagte beskyldning. At herom af nogen er sket klage og at vi nogensinde har bornholmsk torsk til udsalg. Da Snekkerstens torsk fiskes på flere steder end ved Snekkersten, er det naturligt at der også kan fås på andre steder. At vi ikke handler direkte på Snekkersten, dertil er af torskefisker Børresen jo selv opgivet årsagen. Videre finder vi ikke fornødent at svare på denne torskebekendtgørelse, men anser samme med den fortjente foragt.

Hans Davidsen. Anders Larsen. Jens Persen. Davis Hansen
Fiskehandlere.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 247, [15 Januarii 1803], s. 3942-3943)

Mere om Kolonistbonden hr. Würz ved Krogenberg

Med sandt vemod må jeg nu meddele at den værdige og stræbsomme mand nu også er afgået ved døden til stor sorg for de efterladte 11 fader og moderløse børn. Hvor mange af disse der vil blive fuldkommen helbredt, derom kan endnu ikke med vished meldes meget.

Krogenberg den 12. januar 1803
Jørgensen 


 (Politivennen. Hefte 19. Nr. 247, 14. januar 1803, s. 3937-3938) 

Redacteurens Anmærkning


Artikelserie som omfatter nr. 243, 18. december 1802, s. 3886-3888, nr. 245, 1. januar 1803, s. 3905-3907, nr. 246, 8. januar 1803, s. 3933-3934 og Politivennen nr. 247, 14. januar 1803, s. 3937-3938