Om Maskerader

(Efter indsendt)

Maskerader er en fornøjelse, om man kan kalde det sådan, som vi har fået fra hedningerne.

På mødet i Auxerre år 585 blev det forbudt kristne at have maskerader.

I de katolske lande er maskerader kun tilladt i karnevalstiden. Straks efter kommer fasten hvor denne og andre morskaber ophører, og man forbereder sig i stilhed til påsken.

Ved maskerader må man sige grovheder, som man umaskeret enten ville skamme sig ved, eller ville få en dragt prygl for.

I de seneste år, og især denne vinter, har maskerader taget overhånd hos os. Private, klubber, gæstgivere afholder maskerader. Kristne, jøder, rige og fattige, høje og ringe, stormænd og håndværksdrenge, bivåner dem med et raseri der harmer menneskevennen.

Maskerader kunne tjene forelskede til stævne. Maskerader kunne tjene forføreren med lejlighed han ellers ikke fik. Maskerader kunne give vellysten frihed til at besmitte det mest kyske øre med sin gift, osv. osv.

Maskerader kan ikke forbedre sæderne. Maskerader kan ikke udvide kundskaberne. Maskeraderne kan ikke gøre huslige, sparsommelige, blide, tænksomme osv. osv.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4068-4070)

Redacteurens Anmærkning

Maskerader var forbudt i Danmark 1724-1766. De blev genindført 4. december 1766 for de kongelige, fra 1768 dog også i Komediehuset. Fra 1803 kunne bevillinger til maskerader søges gennem det danske kancelli, og de skulle være under politiets opsyn. Fx afholdt Hotel d'Angleterre et ugentlig maskebal. Det er formentlig denne forordning som satte gang i diskussionen om maskeballer. Mens Holberg beklagede forbuddet mod maskerader, udgav Grundtvig i 1808 en pjece hvor han harcellerede over at man vedblev med at afholde maskeballer efter bombardementet i 1807.

Uorden i Kompagnistræde

Torsdag aften den 10. marts kl. halv otte blev en kone overfaldet af 3 personer. Da hendes mand fik det at vide, ville han forsvare sin kone, men fik kun et hug i nakken af den ene, hvorfor han forsvarede sig mod ham. Men i samme øjeblik havde han nok 100 stk pøbel omkring sig som truede ham. Han retirerede ned i min forstue, for at spare livet, og da jeg kom ud, blev jeg mødt af denne pøbel så skammeligt at de sofede mig i ansigtet og hovedet.

Christen Madsen Tveden
Ved Gammel Strand nr. 19

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4068)

Om Råben med Gadeviser under Prædikerne om Søndagen

Da ingen handlende offentligt på gaden eller i åben bod må falbyde varer om søndagen under prædikenen eller før den starter, så må man virkelig forundres over, at visekællingerne straks efter højmesseprædikenen er endt, ja undertiden nogle gange før, har den frækhed at istemme deres skurrende og hæse falbyden af deres viser. Det var tilfældet søndag den 6. marts da anmelderen, der var i kirke, hvor hans stol stod tæt på gaden, endnu mens præsten stod på prædikestolen, blev afbrudt i sin agtpågivenhed af en kælling som gik forbi kirken mens hun skreg sin vise ud.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4065-4066)

Ditto fra Fattigforstanderne i 8. distrikt

Samtlige forstandere i fattigvæsnets 8. hoveddistrikt skal ikke undlade, foranlediget af et indslag i Politivennen nr. 253, offentligt at bevidne at det af hans majestæt allerunderdanigst skænkede brænde i vores overværelse og efter overlæg med os om omfanget som enhver fattig skal have, er uddelt som sædvanligt af direktøren til alle distriktets fattige.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4064-4065)

Erklæring fra Fattigforstanderne i 7. distrikt

I anledning af Politivennen nr. 253 ser vi, samtlige fattigforstandere i 7. hoveddistrikt, os beføjede til at melde, at det brænde, som tilfaldt ovennævnte distrikt af de 50 favne hans kongelige majestæt allernådigst har skænket til de fattiges eget brug, i distriktsdirektøren C. L. hr. kammerjunker Hoppes fraværelse, er uddelt mellem de mest trængende fattige, på sådan en måde, at vi er overbevist om, at det ville have været det samme som når distriktsdirektøren selv havde været til stede ved uddelingen.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4064)