(Efter indsendt)
Kultur og sædelighed er to stykker for enhver nations lyksalighed og velstand, og ingen nation kan tænkes forædlet uden dem. I en tid, hvor kun kundskab og fortjenester adler mennesket, og fordom og overtro svinder som tåge for solens lys, er det enhver tænkendes pligt at gøre opmærksom på de fejl han mener at finde. For han smigrer sig med det håb, at han ikke taler forgæves.
Ingen fornøjelser må nogensinde stride imod sædeligheden, men altid være i overensstemmelse med vores pligter. Yppighed afskys i hvert lag, hvor formålet er: Uskyldig fornøjelse. Og man bør altid have følgende gyldne regel indprentet i sin hukommelse: Med lidt kan man være veltilfreds. De kostbare retter og vine, der pranger på frådserens bord er ikke midler til at befordre fornøjelsen. Nej. Der hvor tarvelighed hersker, findes den sande glæde, fryd og fornøjelse. Mennesket trænger til selskabeligt samfund, men han trænger ikke til at ødsle. Han trænger ikke til støjende glæder. Han behøver blid adspredelse. Og efter disse grundsætninger tror jeg, at man kan bedømme fornøjelsernes moral.
I disse dage højtideligholdt en del af den jødiske nation den sædvanlige årlige purimfest. Nogle har truffet den meget gavnlige indretning ikke at indlade nogen med maske. Denne årlige fest, blot bestemt til indbyrdes fornøjelse, er som sådan meget god. Men hvor forstyrres ikke denne glæde ved de mange uberettigede som deltager i den! Hvor fornedrende er det ikke at se sig omgivet med modens eller umodens folk, som under skjul af masker spiller en rolle, som er dem ganske uværdig, og tager sig friheder grænsende til uforskammethed. Små drenge lister sig fra deres forældre. Håndværksdrenge forlader værkstedet og med et stykke papir for ansigtet (for finanserne tillader dem ikke at købe en maske). Således udrustet beærer de en med deres nærværelse og for maskens (eller papirets skyld) bliver de modtaget med en usædvanlig gæstfrihed. At det kan være en såre kildrende fornøjelse for disse, vil jeg ikke nægte. Men at husfaderen kan more sig ved det, er mig ubegribelig. Jeg vil ikke tale om de spekulationer mangen spradebasse går på, jeg holder det for nok at pege hen dertil.
Denne festlige fornøjelse er så langt fra i overensstemmelse med hvad jeg førhen har søgt, men er øjensynlig stridende imod sædeligheden. Man har derfor det håb, at de som endnu lader sig forlede, på denne måde at fornøje sig, ikke vil undlade at følge denne velmente advarsel.
(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4071-4073)
