06 november 2014

Om Maskeraden ved Purimfesten

(Efter indsendt)

Kultur og sædelighed er to stykker for enhver nations lyksalighed og velstand, og ingen nation kan tænkes forædlet uden dem. I en tid, hvor kun kundskab og fortjenester adler mennesket, og fordom og overtro svinder som tåge for solens lys, er det enhver tænkendes pligt at gøre opmærksom på de fejl han mener at finde. For han smigrer sig med det håb, at han ikke taler forgæves.

Ingen fornøjelser må nogensinde stride imod sædeligheden, men altid være i overensstemmelse med vores pligter. Yppighed afskys i hvert lag, hvor formålet er: Uskyldig fornøjelse. Og man bør altid have følgende gyldne regel indprentet i sin hukommelse: Med lidt kan man være veltilfreds. De kostbare retter og vine, der pranger på frådserens bord er ikke midler til at befordre fornøjelsen. Nej. Der hvor tarvelighed hersker, findes den sande glæde, fryd og fornøjelse. Mennesket trænger til selskabeligt samfund, men han trænger ikke til at ødsle. Han trænger ikke til støjende glæder. Han behøver blid adspredelse. Og efter disse grundsætninger tror jeg, at man kan bedømme fornøjelsernes moral.

I disse dage højtideligholdt en del af den jødiske nation den sædvanlige årlige purimfest. Nogle har truffet den meget gavnlige indretning ikke at indlade nogen med maske. Denne årlige fest, blot bestemt til indbyrdes fornøjelse, er som sådan meget god. Men hvor forstyrres ikke denne glæde ved de mange uberettigede som deltager i den! Hvor fornedrende er det ikke at se sig omgivet med modens eller umodens folk, som under skjul af  masker spiller en rolle, som er dem ganske uværdig, og tager sig friheder grænsende til uforskammethed. Små drenge lister sig fra deres forældre. Håndværksdrenge forlader værkstedet og med et stykke papir for ansigtet (for finanserne tillader dem ikke at købe en maske). Således udrustet beærer de en med deres nærværelse og for maskens (eller papirets skyld) bliver de modtaget med en usædvanlig gæstfrihed. At det kan være en såre kildrende fornøjelse for disse, vil jeg ikke nægte. Men at husfaderen kan more sig ved det, er mig ubegribelig. Jeg vil ikke tale om de spekulationer mangen spradebasse går på, jeg holder det for nok at pege hen dertil.

Denne festlige fornøjelse er så langt fra i overensstemmelse med hvad jeg førhen har søgt, men er øjensynlig stridende imod sædeligheden. Man har derfor det håb, at de som endnu lader sig forlede, på denne måde at fornøje sig, ikke vil undlade at følge denne velmente advarsel.


(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4071-4073)

Jødemaskerade. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)


Redacteurens Anmærkning

Om Purimsfesten, se anmærkningen til artiklen fra 1809.

Om Maskerader

(Efter indsendt)

Maskerader er en fornøjelse, om man kan kalde det sådan, som vi har fået fra hedningerne.

På mødet i Auxerre år 585 blev det forbudt kristne at have maskerader.

I de katolske lande er maskerader kun tilladt i karnevalstiden. Straks efter kommer fasten hvor denne og andre morskaber ophører, og man forbereder sig i stilhed til påsken.

Ved maskerader må man sige grovheder, som man umaskeret enten ville skamme sig ved, eller ville få en dragt prygl for.

I de seneste år, og især denne vinter, har maskerader taget overhånd hos os. Private, klubber, gæstgivere afholder maskerader. Kristne, jøder, rige og fattige, høje og ringe, stormænd og håndværksdrenge, bivåner dem med et raseri der harmer menneskevennen.

Maskerader kunne tjene forelskede til stævne. Maskerader kunne tjene forføreren med lejlighed han ellers ikke fik. Maskerader kunne give vellysten frihed til at besmitte det mest kyske øre med sin gift, osv. osv.

Maskerader kan ikke forbedre sæderne. Maskerader kan ikke udvide kundskaberne. Maskeraderne kan ikke gøre huslige, sparsommelige, blide, tænksomme osv. osv.


(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4068-4070)

Redacteurens Anmærkning

Maskerader var forbudt i Danmark 1724-1766. De blev genindført 4. december 1766 for de kongelige, fra 1768 dog også i Komediehuset. Fra 1803 kunne bevillinger til maskerader søges gennem det danske kancelli, og de skulle være under politiets opsyn. Fx afholdt Hotel d'Angleterre et ugentlig maskebal. Det er formentlig denne forordning som satte gang i diskussionen om maskeballer. Mens Holberg beklagede forbuddet mod maskerader, udgav Grundtvig i 1808 en pjece hvor han harcellerede over at man vedblev med at afholde maskeballer efter bombardementet i 1807.

Uorden i Kompagnistræde

Torsdag aften den 10. marts kl. halv otte blev en kone overfaldet af 3 personer. Da hendes mand fik det at vide, ville han forsvare sin kone, men fik kun et hug i nakken af den ene, hvorfor han forsvarede sig mod ham. Men i samme øjeblik havde han nok 100 stk pøbel omkring sig som truede ham. Han retirerede ned i min forstue, for at spare livet, og da jeg kom ud, blev jeg mødt af denne pøbel så skammeligt at de sofede mig i ansigtet og hovedet.

Christen Madsen Tveden
Ved Gammel Strand nr. 19


(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4068)

Om Råben med Gadeviser under Prædikerne om Søndagen

Da ingen handlende offentligt på gaden eller i åben bod må falbyde varer om søndagen under prædikenen eller før den starter, så må man virkelig forundres over, at visekællingerne straks efter højmesseprædikenen er endt, ja undertiden nogle gange før, har den frækhed at istemme deres skurrende og hæse falbyden af deres viser. Det var tilfældet søndag den 6. marts da anmelderen, der var i kirke, hvor hans stol stod tæt på gaden, endnu mens præsten stod på prædikestolen, blev afbrudt i sin agtpågivenhed af en kælling som gik forbi kirken mens hun skreg sin vise ud.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4065-4066)

Ditto fra Fattigforstanderne i 8. distrikt

Samtlige forstandere i fattigvæsnets 8. hoveddistrikt skal ikke undlade, foranlediget af et indslag i Politivennen nr. 253, offentligt at bevidne at det af hans majestæt allerunderdanigst skænkede brænde i vores overværelse og efter overlæg med os om omfanget som enhver fattig skal have, er uddelt som sædvanligt af direktøren til alle distriktets fattige.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4064-4065)