Søndag den 11. december gik en student med 2 unge mennesker ned på stadsgraven ved Østerport for at løbe på skøjter. Da isen var stærk og god, bandt de skøjterne på og lovede sig den bedste fornøjelse. Men - næppe havde de løbet nogle få minutter før en del matroser og matrosdrenge som også befandt sig på isen, begyndte at insultere dem på de mest krænkende måder, formodentlig for at få grund til klammeri og således at berøve dem et eller andet. Men de var kloge nok til ikke at bryde sig derom og tænkte blot på at komme op af isen, løb derfor hen til et sted lige nedenfor Østerports vagt og begyndte at binde skøjterne af. Men næppe så de andre dette, før de omringede dem og var uforskammede nok til med magt at borttage et par skøjter fra den nygifte af selskabet efter at de forgæves havde søgt at tage hans lommetørklæde. Studenten bad dem nu høflig at tilbagelevere skøjterne, men langt fra at udrette noget, måtte han høre en hoben grovheder og havde ær fået prygl. Ja! en holdt allerede sin knyttede hånd for hans ansigt og skule måske nok have slået til ifald han ikke havde betaget ham lejligheden ved at trække sig tilbage. Der var altså intet andet at gøre end - som Tuillin siger, at høre og tie og frygte og fly.
Da de formodede at den vagthavende officer måske kunne gøre noget ved denne ting, især siden et par soldater var øjenvidne til det - gik de staks op i vagten og fortalte ham hele historien. Han sagde at han ikke kunne arrestere dem alle, men at han gerne ville sende vagt for at gribe gerningsmanden når man bestemt kunne angive ham. Da de nu ikke kunne dette, fordi der var så mange gerningsmænd, måtte de - og det i Danmarks hovedstad - stå og se på at man betjente sig af ting som man med vold havde berøvet!
Man har troet at burde bekendtgøre dette dels for at andre ikke skulle blive udsat for samme krænkende behandling, dels for at gøre sit til at sådanne isplyndringer kunne standses.
(Politivennen Hefte 23, Nr. 295, 17. december 1803, s. 4701-4703)
