Advarsel.

Jeg har i en tid omtrent af 2 år bemærket en uskik som strider tvært imod anordningerne, nemlig at i Pilestræde nr. 98 i stuen hos mad. Busk er punchehus og at en del unge mennesker tilbringer hele natten der. Gadedøren findes her åben til kl. 2, 3 til 4 om morgenen eller så længe som nogen har lyst til at drikke og sværme. Jeg anser det for pligt at advare offentligt for dette sted som en bundløs faldgrube for helbred og velfærd, ja som en mordergrube for huslige glæder. Jeg kan så meget mindre tilgive denne kone eftersom hun ingen trang eller nødvendighed har for eget udkomme  til at drive et sådant utilladeligt værtskab da hun i hendes afdøde mands sidste leveår har vidst at blive antaget i adskillige borgerlige enkekasser der nu udbetaler hende en årlig pension af 35o rigsdaler.

København den 22. december 1803.

Matthiesen.

Toldbetjent her i staden,

St. Larsbjørnsstræde 182 anden sal.

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 296, 14. december 1803, s. 4714-4715)

Redacteurens Anmærkning.

Pilestræde 98 skiftede senere til nr. 123 og blev 1971 henlagt til 123, nu A/B Pilestræde 42-44. Nr. 42 er opført 1784-86 og nr. 44 af 1730-1735. De er senere ombygget. Anmelderen boede i Larsbjørnsstræde 182, nu nr. 16 med Studiestræde 23 (1798).

Et Ønske om Indretning til Tidens Bestemmelse.

Skønt mange familier ugentlig lader deres stue- og taffelure stille ved en urmager, så må man dog tit og ofte erfare at disse ure skønt de samme formiddag er blevet stillet, differer 5, 10 ja flere minutter efter det, et par timer derefter på det astronomiske tårn udsatte flag. Det var at ønske at denne uoverensstemmelse for fremtiden kunne forebygges. Måske kunne det ske ifald et ur overensstemmende med flaget var at se i opgangen til Rundetårn. Der kunne da urmagerne daglig stille deres ure.

(Politivennen. Hefte 23, Nr. 296, 14. december 1803, s. 4713-4714)

Advarsel for Skøjteløbere, som ej ønsker at plyndres.

Søndag den 11. december gik en student med 2 unge mennesker ned på stadsgraven ved Østerport for at løbe på skøjter. Da isen var stærk og god, bandt de skøjterne på og lovede sig den bedste fornøjelse. Men - næppe havde de løbet nogle få minutter før en del matroser og matrosdrenge som også befandt sig på isen, begyndte at insultere dem på de mest krænkende måder, formodentlig for at få grund til klammeri og således at berøve dem et eller andet. Men de var kloge nok til ikke at bryde sig derom og tænkte blot på at komme op af isen, løb derfor hen til et sted lige nedenfor Østerports vagt og begyndte at binde skøjterne af. Men næppe så de andre dette, før de omringede dem og var uforskammede nok til med magt at borttage et par skøjter fra den nygifte af selskabet efter at de forgæves havde søgt at tage hans lommetørklæde. Studenten bad dem nu høflig at tilbagelevere skøjterne, men langt fra at udrette noget, måtte han høre en hoben grovheder og havde ær fået prygl. Ja! en holdt allerede sin knyttede hånd for hans ansigt og skule måske nok have slået til ifald han ikke havde betaget ham lejligheden ved at trække sig tilbage. Der var altså intet andet at gøre end - som Tuillin siger, at høre og tie og frygte og fly.

Da de formodede at den vagthavende officer måske kunne gøre noget ved denne ting, især siden et par soldater var øjenvidne til det - gik de staks op i vagten og fortalte ham hele historien. Han sagde at han ikke kunne arrestere dem alle, men at han gerne ville sende vagt for at gribe gerningsmanden når man bestemt kunne angive ham. Da de nu ikke kunne dette, fordi der var så mange gerningsmænd, måtte de - og det i Danmarks hovedstad - stå og se på at man betjente sig af ting som man med vold havde berøvet!

Man har troet at burde bekendtgøre dette dels for at andre ikke skulle blive udsat for samme krænkende behandling, dels for at gøre sit til at sådanne isplyndringer kunne standses.

(Politivennen Hefte 23, Nr. 295, 17. december 1803, s. 4701-4703)

Ønske i Karlebo

(Efter indsendt.)

Skulle dette særsyn ikke fortjene at anmærkes: I Karlebo sogn, Hørsholm Amt, er et kvindemenneske som er så vanfør at hun hverken kan gå eller stå. Med besværlighed kan bruge hænderne når hun sidder på disse og får knæene til støtte. Desuagtet har hun for nogle år siden ladet sig besvangre og frembragte en velskabt dreng, samme har også lykket hende i dette år - ved en gift mand. Ved sidste reskript har fattigvæsensanordningen bestemt årlig understøttelse til d fattige for derved at forbyde al tiggeri. Ja endog de som gav almisse, skulle give mulkt. Desuagtet  sker endnu ikke andet til hendes og barns nødtørft i husly og forplejning end at sognets beboere må på omgang transportere hende og barn efter nogle dage at have på ethvert sted med største besværlighed båret hende fra et sted til et andet. Da hun ikke på mindste måde kan hjælpe sig sig eller barn. Var det ikke at ønske at herpå kunne rådes bod?

(Politivennen Hefte 23, Nr. 295, 17. december 1803, s. 4700-4701)

Uordener.

Ved bondevielsen den 25. november om aftenen ved lys i Trinitatis Kirke var kirken propfuld af en talrig og ubændig pøbel der besteg stole, pillarer osv., nedrev vokslysene og til dels bortstjal dem. Den uanstændige støj af disse uvedkommende tilskuere var langt fra at bidrage til handlingens højtidelighed. At det er skadeligt for sæderne at den ringere klasses ungdom får lejlighed til uanstændig opførsel i kirken, vil vel ikke nægtes. Man ønsker derfor at den nu begyndende skik at lade sig vie ved lys i kirkerne, måtte fra høje vedkommende tillægges sådanne bestemmelser der afholdt forargelse.

(Politivennen Hefte 23, Nr. 294, 10. december 1803, s. 4688)