05 december 2014

Til G. T. hr. Pastor Hertz i Korsør

Den bogsamling De har lavet i Korsør til morskab og nytte for de rejsende over bæltet er en ypperlig indretning. Men man vil gerne gøre opmærksom på, at den ville blive endnu bedre, hvis det blev muligt at de som havde påbegyndt at læse en bog og ønskede at fortsætte læsningen på færgen også kunne tage bogen med. Til den ende kunne den enten afleveres i Nyborg eller til skipperen på færgen og pantet fås tilbage. På paketbåden fra Hamborg til Kuxhafen blev der for nogle år siden af boghandler Villeaume i Hamborg indrettet et lille skibsbibliotek til leje. Måske den ide kunne komme i betragtning.

(Politivennen Hefte 24, Nr. 309, 24. marts 1804, s. 4923)

Et Par Ord til Pramlauget.

(Efter indsendt). Da lauget så meget er begunstiget ved udelukkende rettigheder; da det alene må forsyne skibe med baglast; da det alene må færge over byens vande; da det alene må forsyne byen med sand; da det så godt som alene har lov til at besejle Kalvebod Strand, i stedet for at samme før var det vand man så til når man ventede sine []skibe fra smålandene; da det har fået tilladelse til at formindske havnerummet og betage øjet den fri og smukke udsigt ved dets mange hæslige sandoplag osv, så synes alt dette at burde tilskynde lauget til den største bestræbelse for på det helligste at opfylde sine pligter. Det er sket oftere og nu har det alt for længe været tilfælde at sand ikke har været, eller ikke ved en hob udsalgssteder har været at få. Frosten bliver vel herfor ingen gyldig undskyldning!

(Politivennen Hefte 24, Nr. 308, 17. marts 1804, s. 4901-4902)

Ønske af en Ven af den jødiske Nazion.

(Efter indsendt.)

I århundreder har den mere indsigtsfulde del af den jødiske nation måtte kæmpe mod den fordom at begrave de døde så hastig. Men alt for svag mod den mængde af fordomsfulde, har man måttet tåle at måske mange ulykkelige er blevet levende begravet. Det var altså at ønske at regeringen ved et kraftfuldt bud befalede at ingen af den jødiske nation i Danmark måtte begrave sine døde før efter at de havde 3 dage været tilsyneladende døde. Og mange gode mennesker ville velsigne den regering under hvem denne for menneskeheden så rigtige sag blev lagt under fornuftige love!

(Politivennen Hefte 24, Nr. 308, 17. marts 1804, s. 4899-4900)

04 december 2014

Uordner

2) Det er helt uforsvarligt med alle de knuste flasker og glas som vi konstant ser henkastet på vores gader. Ingen lider mere under det end vores stakkels heste, hvoraf en stor del helt sikkert får benene ødelagt. Er det for meget at ønske at der udtænktes midler til at forebygge denne farlige uskik, så disse for os mennesker så vigtige dyr kunne være sikre på ikke at få deres ben forskåret på en så fatal måde.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 307, 10. marts 1804, s. 4891)

Meget høje Bompenge

(Efter tilsendt.)

En mand som den 7. marts ville besøge nogle kaptajner på de ulykkelige skibe ved Nivå der synes at have undgået at synke på åben sø, for at have denne skæbne i en havn i den danske konges stater (et af dem tilhørende kaptajn Dahl i København er allerede total sunket) måtte for at komme ned til denne såkaldte havn kre igennem et løst led og måtte derfor betale 4 skilling for et par heste og en slæde. Da dette er meget mere end hvad der tages hvor der dog virkelig gøres noget for bompengene, for Kongevejs bomme tager kun 1 skilling, så tør man anmode S. T. hr. assessor Kræfting som nuværende ejer af den ruinerede havn, at han ville moderer, bedre endnu ganske ophæve, denne høje bompenge som man virkelig ikke giver med fornøjelse.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 307, 10. marts 1804, s. 4888-4889)