14 december 2014

Uorden ved Bellevy

Når man tager til Dyrehaven enten ad Strandvejen eller til søs, bliver ens øjne stødt over et helt underligt syn som i ethvert andet land end det fredelige danske, næppe ville blive tolereret og som anmelderen af dette derfor håber de ansvarlige straks rydder af vejen  for at undgå mulige ubehageligheder.

I en nu afdød, men før af en fremmed magt akkrediteret embedsmands have, ikke langt fra Bellevy ser man nemlig et dansk kongeflag som ingen ifølge de kongelige danske love, må føre, undtage fæstninger og kongelige krigsskibe. Dette kunne være som det være ville. Men når man en gang imellem over dette danske kongeflag ser en fremmed nations vimpel, eller som dette en gang imellem for en forandrings skyld har været tilfældet, den fremmede nations flag øverst, og under det den danske kongevimpel, så er dette, med kort sagt, noget ubetænksomt og upoleret af vedkommende embedsmands arving eller efterladte.

Anmelderen bør anmærke at det nogle gange er skik og brug blandt krigsførende magter, når man erobrer et skib, at hejse den overvundnes flag nederst og sejrherrens oven over det. Krigshistorien har eksempler på at flag er forhånet, fx ved at anbringe dem ved gallionen (stedet bestemt til befæstningens brug ved vis nødtørft) osv. Men den ædle, mådeholdne og beskedne kriger bruger næppe sådanne pralerier. Endnu mindre bør fremmede tillade sig noget sådant i et venneland, blot fordi deres borgere indtil videre enten ikke har lagt mærke til det, eller har været for venlige og gæstfri til at klage over det. Men det er og bliver dog en uskik, og den vækker noget underlige begreber hos de nationer, der hver dag farer forbi her, at se gamle Dannebrog under fremmed vimpel! Det skulle ikke undre anmelderen om han ifølge heraf i de engelske aviser havde læst at Danmark var blevet en provins af riget.

Idet anmelderen gerne frikender vedkommende for uædel bevæggrund og gerne tilskriver det enten på uvidenheds eller et blot indfalds regning, håber han på den anden side også, at ejeren eller ejerne af bemeldte sted vil tage dette vink og hæve en uskik som har stødt ham og flere.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 323, 30. juni 1804, s. 5137-5139)

Bellevu. Billedet viser Caledonia, så det må være efter 1819.

Uordner på Stadens Kirkegårde og i Filosofgangen

Kirkegårdene er indviede, hellige steder, som på ingen måde bør profaneres. Enhver anledning til at sløve det ædlere menneske følelse bør omhyggeligt undgås og fjernes. Det sørgelige eksempel på religiøs råhed er os alle endnu i frisk minde. Derfor bør det strengt forbydes graverne at tillade (som det sker hver dag) at tørre deres vasketøj på kirkegårdene. Ved sådanne lejligheder samles et slæng af tjenestepiger, karle, børn etc. Ligstenene tjener til kaffeborde, til øl- og brændevinsudskænkning. Der konverseres, ikke altid på den anstændige måde. Gravene nedtrædes under skæmt og latter. Den alvorsfulde ro, der bør hvile over dem, forstyrres af letsind og kåd larm. Kort sagt: Kirkegården mister sin betydning. Mange forbigående er blevet harm over denne uorden, der fandt sted mellem deres venners grave, og håber at de herrer præster ved samtlige stadens kirker alvorligt vil henstille til deres underordnede gravere ikke at give lejlighed til det.

Sådan tørring af vask finder også (næsten daglig om sommeren) sted mellem træerne i Filosofgangen. Det ulejliger de spadserende og er desuden ofte et væmmeligt syn, som skræmmer folk væk. Man håber at den ansvarlige vil drage omsorg for, at noget sådant ikke mere finder sted. Godt ville det være, hvis byen flere steder havde bekvemme tørrepladser, med fornødne indretninger.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 323, 30. juni 1804, s. 5134-5136)

I. B. Rasmussen: Nicolai Kirke i Ruiner 1809. (Kgl. Bibliotek). Hentet fra "Kjøbenhavns Grundejerforenings Historie 1860-1925". Tegningen viser at kirkegården blev brugt som legeplads of til tøjrørring.


Redacteurens Anmærkning

Først i 1805 blev det forbudt at begrave folk inde i kirkerne. Alle kirker i København var omgivet af kirkegårde. Og efterhånden som de blev overfyldt, også assistenskirkegårde inden for voldene. Uden for voldene lå Almindeligt Hospitals to fattigkirkegårde: Nørre Kirkegård (Nansensgade/Gothersgade/Farimagsgade parallelt med Bartholinsgade) 1637-1842. Også kaldet "Selvmordernes Kirkegård". Samt Kirkegården på Østerbro 1769-1858 ved Garnisonskirkegården. Begge kirkegårde var overfyldte og udsendte ofte en ulidelig stank af forrådnede lig. 

Filosofgangen lå som et lille åndehul på den nuværende Vester Voldgade, fra det daværende Halmtorvet, nu ca. Vartov og ned til havnen. 
 

13 december 2014

Bekendtgørelse

Tode og siden af Politivennens udgiver var de første til at foreslå den gode skik med at de som bekendtgjorde slavers eller andre fangers undvigelse, også siden, når de var pågrebet bekendtgjorde dette for at berolige egnen. Skikken er for nylig til al ære for kommandantskabet på Kronborg, af samme blevet fulgt med en bekendtgørelse i Adresseavisen: At en undvegen slave var pågrebet. Man håber at dette dejlige eksempel følges af andre i lignende tilfælde.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 319, 2. juni 1804, s. 5083)

Om Dyrehaven

(Efter indsendt)

Dyrehavssæsonen er nu snart for døren. Med al dens spotten med, præken imod og ynk over Dyrehavens dårligdomme. Den giver anledning til overdådighed og ødselhed, man rejser mod betaling ud til kedsomhed. Og dog ser man selv alle spotterne, prædikanterne og ynkerne følge sporet. Og man kan sige hvad man vil, det er naturligt og uskyldigt at en stads indbyggere om sommeren så ofte det kan lade sig gøre tager ud til den nærmeste skov. Det er ikke skovens skyld, heller ikke ejerens, der velvilligt åbner den for publikum, at mange ikke laver andet end at nyde og glæde sig ved den skønne natur, forbedrer sit helbred med sund luft, mådelig bevægelse og et landligt måltid.

Det er meget muligt at de tilladte gøglerier kan give en forkert anvendelse af dyrehavsturene. Gid disse mange gøglerier og narrestreger, som man nu ser hver dag uden for vore porte og inden for dem med, må forvises fra Dyrehaven. De øger rejsens omkostninger meget, og nedbryder i stedet for at forhøje de fornuftiges nydelse. Der var en tid da man mente det for meget at åbne adgangen til vore lettroende almues punge for disse nichtsmagere i Dyrehaven i 4 uger. Bladet er nu vendt. De kan nu indsamle landets penge hele året, og man må indskrænke sig til det ønske, at blot Dyrehaven måtte forskånes for dem.

En af de ting, man især kunne ønske gjort for at udbrede nydelsen af skovturene, var at finde et middel til at komme dertil for mindre betaling. En ordentlig diligencekørsel mellem København og Dyrehaven i ovennævnte periode ville måske tjene til det og lønne sin foretager. Måske var det også gavnligt at sætte en takst for bøndervognene og kunne bestille og betale disse på et kontor uden for porten.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 319, 2. juni 1804, s. 5080-5082)

12 december 2014

Et Spørgsmål til Jurister i Anledning af en Hyrekusks og hans Karls Opførsel

(Efter indsendt)

Følgende skete da en agtværdig hofbetjents kone og familie for nylig spiste om aftenen den anden helligdag inde i byen. Om aftenen kvart over ni sendte hun bud efter en hyrevogn for at køre ud til Frederiksberg. Vognen kom straks. Men da de var kommet ind i den og man sagde til ham: Til Frederiksberg, erklærede han, at han ikke kunne køre dem derud. Men da de påstod at han alligevel måtte køre dem derud, kørte han dem i stedet for til Frederiksberg til sin husbond oppe i Vestergade ind i en lille tværgade for at høre sin herres ordre. Samme påstod at de måtte stige ud igen, da kusken ikke skulle køre dem til Frederiksberg. Da de så forlangte at køre til politikammeret, lo han af dem, og tvang dem til sidst med mange grovheder at stige ud igen. Da tiden var forspildt og de ingen anden vogn kunne få så sent, måtte en sygelig kone med sit selskab spadsere til fods hjem. En hr. Meisner, som bor her i nabolaget, og som var vidne til dette optrin, beklagede meget, og var så rar at følge dem ud til Frederiksberg Alle. Han ville sikkert have fulgt dem hjem, hvis han kunne nå porten igen før den blev lukket. Dette er species facti.

Jeg tilstår at kusken måske skulle mange steder hen og køre sine faste kunder. Men imidlertid mener jeg dog, at en mand, hvis næringsvej det er og som skal leve af publikum og skal køre når han har fået en fragt, er strafværdig for denne sin handling? Man ønskede en jurists svar.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 318, 26. maj 1804, s. 5064-5065)