15 december 2014

Ønske om Portene

Da der allerede er udvist så meget tolerance ved Københavns portes lukning om søndagen, så  giver just dette tillid til at ønske endnu mere, eller med andre ord at ønske, at portene slet ikke lukkes under gudstjenesten.

Dels er skikken med at lukke portene om helligdage, så folk som således fratages lejlighed at fornøje sig i naturen enten må ty til kirken eller til kroen, en levning fra ældre tider, hvor kirkegang og andre udvendige dyrkelseshandlinger blev tillagt større værd. Dels har København med sine mange dygtige talere nu anbefaling nok for kirkerne, så tvangsmidler ikke behøves for at få dem fulde.

Hvis portlukningen skulle virke ret på kirkegangen, så måtte de indespærrede ordentlig drives ind i kirkerne. Så længe dette ikke sker, så synes portlukningen snarere i det store hele skadelig, og kun til gavn for stadens kromænd.

Disse tanker faldt indsenderen ind, da han i søndags under aftensang, sammen med en mængde mennesker med længsel ventede på Nørreports åbning. Et godt kvarter før åbningen blev porten åbnet, men ikke et menneske ladt igennem. Kunne man håbe, at det blev tilladt officerer, når tiden alligevel næsten er gået og der åbnes for porten, så også at åbne for den ventende mængde.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 324, 7. juli 1804, s. s. 5163-5164)

Redacteurens Anmærkning

Portene blev normalt lukket hver nat. Vester- og Østerport blev lukket ved midnat og åbnedes om morgenen. Nørreport stod senere åben hele natten, og man kunne mod ekstra portpenge komme ind og ud, dog ikke fragtvogne og bøndervogne med læs. Toldbetjentene ved accisseboderne eller konsumtionskontoret undersøgte hø- og halmlæs og indkrævede betaling (indtil 1851). Bommanden indkasserede portpenge af luksusvogn og rytter. Bommene var nede fra kl. 12 til klokken 7 (om sommeren kl. 4).

Betleri på Landeveje

Det er underligt at en mand ved Vibenshus på Helsingørvejen, som har en virkelig eller opdigtet skade i hånden, med høj stemme tør anråbe ikke alene kørende, men også gående om almisse og oven i det være uhøflig når han ingen får. En rejsende spørger i anledning af det: Hvilket sognedistrikt tilhører bommen ved Vibenshus? For det er i hytten ved denne bom at denne betler, så vidt man ved, opholder sig. Af sagkyndige ønskede samme rejsende at underrettes om, hvor sådant betleri skal anmeldes?

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 324, 7. juli 1804, s. s. 5149-5150)

14 december 2014

Uordner

2) De som passerer vejen fra Ballerup til Slagslunde rådes til at sætte deres vogn i Ballerup hvis den er bredere end en almindelig bondevogn, da de ellers risikerer at brække arme og ben. Indsenderen væltede ikke mindre end 4 gange med en gig på denne korte vej og måtte til sidst stå af for at gå resten af vejen.

3) Den viser på Frue Tårn som vender ud til Gammeltorv, har i lang tid været upålidelig. Den drejer sig for langsomt.

4) Fra en af de sidste gårde på Østergade nær Kongens Nytorv på solsiden lader det som om man udpumpede sit vandhus, både på grund af den stank som nabolaget lider under, og på synet i renden fra gården tværs over fortovet. Så slem som en sådan uorden er til alle tider, så meget desto mere er den kritisabel på dette sted af gaden, der lider utroligt af en fiskebløders vand der i nærheden.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 323, 30. juni 1804, s. s. 5147)

Ønske til Kommissionen for Bryggerlaugsvæsenets bedre Indretning

Alle elskere af godt øl hæver atter stemmen for at bede kommissionen at forsyne sine forretninger med så meget øl, at denne sag engang må få en ende!

Det er en vigtig fældrelandssag der er betroet deres indsigt, skarpsindighed og iver for den gode sags fremme og for fædrelandets vel.

Fordi Danmark årligt enten skal drikke nogle tønder guld mere eller mindre værd i vin, der er en fremmed vare, eller nyde sundt og godt øl ved forædlingen af indenlandske materialer for en fjerdedel af hine summer, er det store spørgsmål som kommissionens dom vil bidrage til at afgøre.

Hidtil foretrækkes vinen, fordi øllet ikke altid er lige godt, altid ens, ja ofte ikke engang kan fås for penge.

Men det er også vigtigt, at kommissionens dom kommer snart. Mange der ønskede at lave et nyt anlæg osv kan ikke gøre det, så længe han endnu ikke ved om det gamle skal køre lidt længere eller ej. At der er sådanne mænd, det ved anmelderen. Og det var en skade, om lang tids vedvarende uvished og deraf forårsagede kedsomhed eller dødsfald eller lignende skulle afskære staten fra den nytte deres patriotiske iver kunne udvirke.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 323, 30. juni 1804, s. 5144-5146)

Uorden ved Bellevy

Når man tager til Dyrehaven enten ad Strandvejen eller til søs, bliver ens øjne stødt over et helt underligt syn som i ethvert andet land end det fredelige danske, næppe ville blive tolereret og som anmelderen af dette derfor håber de ansvarlige straks rydder af vejen  for at undgå mulige ubehageligheder.

I en nu afdød, men før af en fremmed magt akkrediteret embedsmands have, ikke langt fra Bellevy ser man nemlig et dansk kongeflag som ingen ifølge de kongelige danske love, må føre, undtage fæstninger og kongelige krigsskibe. Dette kunne være som det være ville. Men når man en gang imellem over dette danske kongeflag ser en fremmed nations vimpel, eller som dette en gang imellem for en forandrings skyld har været tilfældet, den fremmede nations flag øverst, og under det den danske kongevimpel, så er dette, med kort sagt, noget ubetænksomt og upoleret af vedkommende embedsmands arving eller efterladte.

Anmelderen bør anmærke at det nogle gange er skik og brug blandt krigsførende magter, når man erobrer et skib, at hejse den overvundnes flag nederst og sejrherrens oven over det. Krigshistorien har eksempler på at flag er forhånet, fx ved at anbringe dem ved gallionen (stedet bestemt til befæstningens brug ved vis nødtørft) osv. Men den ædle, mådeholdne og beskedne kriger bruger næppe sådanne pralerier. Endnu mindre bør fremmede tillade sig noget sådant i et venneland, blot fordi deres borgere indtil videre enten ikke har lagt mærke til det, eller har været for venlige og gæstfri til at klage over det. Men det er og bliver dog en uskik, og den vækker noget underlige begreber hos de nationer, der hver dag farer forbi her, at se gamle Dannebrog under fremmed vimpel! Det skulle ikke undre anmelderen om han ifølge heraf i de engelske aviser havde læst at Danmark var blevet en provins af riget.

Idet anmelderen gerne frikender vedkommende for uædel bevæggrund og gerne tilskriver det enten på uvidenheds eller et blot indfalds regning, håber han på den anden side også, at ejeren eller ejerne af bemeldte sted vil tage dette vink og hæve en uskik som har stødt ham og flere.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 323, 30. juni 1804, s. 5137-5139)

Bellevu. Billedet viser Caledonia, så det må være efter 1819.