Til Oplysning om det, som i nr. 61 af Kjøbenhavns Nyeste Skilderi er anført om de på Strømmen ved Langebro henlagte Badehuses nærværende Forfatning, er følgende indsendt.

Fattigvæsnets bestyrelse blev i året 1801 anmodet om at overtage badehusene af disses første stiftere, som selv ikke mente sig tilbøjelig længere til at vedligeholde dem, men som dog ønskede at publikum ikke måtte undvære denne velgørende indretning for fremtiden.

Tilbuddet blev modtaget med den tanke at man kunne forbinde dem med en renselsesanstalt for stadens fattige. Men omstændighederne ændrede denne tanke, og man ville desuden formodentlig have fundet det stridende imod den respekt man skylder publikum, når man forbinder en for fattigvæsenet nødvendigt badeanstalt med et offentligt bad.

Fattigvæsenets bestyrelse har imidlertid taget det på sig at vedligeholde den nyttige og for dens første stifter hædrende indretning for så vidt som det kan ske uden tab for fondene til de fattiges forsørgelse, og indtil en anden, mere hensigtsmæssige badeindretning for publikum kan finde sted. Hertil har flere i den senere tid lavet forslag.

I året 1801 medgik til de modtagne badehuses istandsættelse, udlæggelse på strømmen, nye dryppemaskiners anskaffelse mm. : 214 Rd, 4 mrk, 11 sk.

Afgiften som forpagteren betalte var 200

For noget gl. material blev betalt: 9 - 2 -

Altså tabte fattigvæsenet: 5 - 2 - 11 sk

I dette år indrettede man det således, at badegæsterne blev sejlet over til badehusene i både, for ved adskillelsen fra dæmningen, som fører til køkkenkurven, at fjerne badegæsterne fra nysgerrige og uvedkommende personers ophold uden for dørene. Men da mængden ikke var tilfreds med det, så blev badehusene året efter forbundne med dæmningen ved en flydebro.

Til denne bros indretning i året 1802, samt til badehusenes udlæggelse på strømmen og videre fornøden reparation medgik 106 rd. 5 mk. 5 sk.

Forpagteren betalte i dette år kun  : 100 -

Derfor tilflød der et tab til fattigvæsnet på : 6 - 5- 5- sk

Godt nok var forpagteren efter sin kontrakt bundet til at svare afgift for denne sommer på 250 rd. Men enhver som erindrer det dårlige vejr den pågældende sommer, vil finde årsagen til, hvorfor han blev eftergivet 100 rd. Og for de øvrige 50 rd af afgiften blev han forpligtet til at optage vandkasserne og hensætte dem på det anviste sted, og at henlægge badehusene i efteråret 1802 til brændemagasinets bolværk, samt i foråret 1803 igen for egen regning at udlægge dem på strømmen.

I året 1803 indbetalte forpagteren i afgift efter sin kontrakt 200 rd.

Udgiften for de fornødne materialer til reparation beløb sig til    48 - 3 mk. 14 sk

Altså har fattigvæsenet det år haft en indtægt af badehusene på   151 - 2 - 2-

Blandt de ubehageligheder som badegæsterne i året 1803 med god grund kunne besvære sig over, var denne den vigtigste, at de gæster, som fandt fornøjelse i at svømme, også forårsagede ubehageligt ophold for andre, som på samme tid ønskede at betjene sig af badet. For ikke at nævne at synet af nøgne mennesker og undertiden disses munterhed afskrækkede en del af gæsterne.

For at imødekomme denne ubekvemmelighed har forpagteren i sommer 1804 for egen regning henlagt en pram ved en af pælene på strømmens til brug for de af badegæsterne som finder behag i at svømme. Badehusene er for denne sommer overladt til forpagteren for en afgift af 100 rd. imod at han ligeledes for egen regning besørger den fornødne reparation, badehusenes henlæggelse på strømmen og deres borttagelse med videre til efteråret.

De fleste, om ikke alle, mener ved erfaringen at være blevet overbeviste om, at alle almindelige nyttebestemte indretninger bør vedligeholdes for privatmands, og ikke for offentlig kasses regning når det efter dens beskaffenhed og formål kan ske. Fattigvæsnets bestyrelse har derfor ved badehusenes indretning forsøgt at forbinde og ligeledes befordre publikums, forpagterens og sin egen interesser. For således at sikre både publikum og sig selv imod misbrug, som fx kunne være ansættelse af betjente og løn på fattigvæsnets regning til badehusenes varetægt og rengøring, gæsternes opvartning og penges oppebørsel med mere. Hvilket ikke anses for at henhøre til formålet for fattigvæsnet.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 325, 14. juli 1804, s. s. 5170-5174)

Redacteurens Anmærkning

Køkkenkurven omtales flere gange i Politivennen, og var det sted der i en ret vinkel skød ud i vandet ved udgangen til tømmerpladserne, ikke langt fra det sted hvor badehusene ved Langebro senere blev anlagt. Den blev også kaldt Rysensteen Køkkenkurv. Langebro lå dengang nordligere og forbandt nuværende Vestervoldgade med Langebrogade på Amager. Se kortet fra 1815.

Ønske om Portene

Da der allerede er udvist så meget tolerance ved Københavns portes lukning om søndagen, så  giver just dette tillid til at ønske endnu mere, eller med andre ord at ønske, at portene slet ikke lukkes under gudstjenesten.

Dels er skikken med at lukke portene om helligdage, så folk som således fratages lejlighed at fornøje sig i naturen enten må ty til kirken eller til kroen, en levning fra ældre tider, hvor kirkegang og andre udvendige dyrkelseshandlinger blev tillagt større værd. Dels har København med sine mange dygtige talere nu anbefaling nok for kirkerne, så tvangsmidler ikke behøves for at få dem fulde.

Hvis portlukningen skulle virke ret på kirkegangen, så måtte de indespærrede ordentlig drives ind i kirkerne. Så længe dette ikke sker, så synes portlukningen snarere i det store hele skadelig, og kun til gavn for stadens kromænd.

Disse tanker faldt indsenderen ind, da han i søndags under aftensang, sammen med en mængde mennesker med længsel ventede på Nørreports åbning. Et godt kvarter før åbningen blev porten åbnet, men ikke et menneske ladt igennem. Kunne man håbe, at det blev tilladt officerer, når tiden alligevel næsten er gået og der åbnes for porten, så også at åbne for den ventende mængde.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 324, 7. juli 1804, s. s. 5163-5164)

Redacteurens Anmærkning

Portene blev normalt lukket hver nat. Vester- og Østerport blev lukket ved midnat og åbnedes om morgenen. Nørreport stod senere åben hele natten, og man kunne mod ekstra portpenge komme ind og ud, dog ikke fragtvogne og bøndervogne med læs. Toldbetjentene ved accisseboderne eller konsumtionskontoret undersøgte hø- og halmlæs og indkrævede betaling (indtil 1851). Bommanden indkasserede portpenge af luksusvogn og rytter. Bommene var nede fra kl. 12 til klokken 7 (om sommeren kl. 4).

Betleri på Landeveje

Det er underligt at en mand ved Vibenshus på Helsingørvejen, som har en virkelig eller opdigtet skade i hånden, med høj stemme tør anråbe ikke alene kørende, men også gående om almisse og oven i det være uhøflig når han ingen får. En rejsende spørger i anledning af det: Hvilket sognedistrikt tilhører bommen ved Vibenshus? For det er i hytten ved denne bom at denne betler, så vidt man ved, opholder sig. Af sagkyndige ønskede samme rejsende at underrettes om, hvor sådant betleri skal anmeldes?

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 324, 7. juli 1804, s. s. 5149-5150)

Uordner

2) De som passerer vejen fra Ballerup til Slagslunde rådes til at sætte deres vogn i Ballerup hvis den er bredere end en almindelig bondevogn, da de ellers risikerer at brække arme og ben. Indsenderen væltede ikke mindre end 4 gange med en gig på denne korte vej og måtte til sidst stå af for at gå resten af vejen.

3) Den viser på Frue Tårn som vender ud til Gammeltorv, har i lang tid været upålidelig. Den drejer sig for langsomt.

4) Fra en af de sidste gårde på Østergade nær Kongens Nytorv på solsiden lader det som om man udpumpede sit vandhus, både på grund af den stank som nabolaget lider under, og på synet i renden fra gården tværs over fortovet. Så slem som en sådan uorden er til alle tider, så meget desto mere er den kritisabel på dette sted af gaden, der lider utroligt af en fiskebløders vand der i nærheden.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 323, 30. juni 1804, s. s. 5147)

Ønske til Kommissionen for Bryggerlaugsvæsenets bedre Indretning

Alle elskere af godt øl hæver atter stemmen for at bede kommissionen at forsyne sine forretninger med så meget øl, at denne sag engang må få en ende!

Det er en vigtig fældrelandssag der er betroet deres indsigt, skarpsindighed og iver for den gode sags fremme og for fædrelandets vel.

Fordi Danmark årligt enten skal drikke nogle tønder guld mere eller mindre værd i vin, der er en fremmed vare, eller nyde sundt og godt øl ved forædlingen af indenlandske materialer for en fjerdedel af hine summer, er det store spørgsmål som kommissionens dom vil bidrage til at afgøre.

Hidtil foretrækkes vinen, fordi øllet ikke altid er lige godt, altid ens, ja ofte ikke engang kan fås for penge.

Men det er også vigtigt, at kommissionens dom kommer snart. Mange der ønskede at lave et nyt anlæg osv kan ikke gøre det, så længe han endnu ikke ved om det gamle skal køre lidt længere eller ej. At der er sådanne mænd, det ved anmelderen. Og det var en skade, om lang tids vedvarende uvished og deraf forårsagede kedsomhed eller dødsfald eller lignende skulle afskære staten fra den nytte deres patriotiske iver kunne udvirke.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 323, 30. juni 1804, s. 5144-5146)