Et Par Ord til Fordeel for Ridende og Kørende.

(Efter indsendt.)

Der er i den senere tid sagt og skrevet så meget om kørendes og ridendes naragtige fremfærd at man kunne gøre en lille bog deraf. Men audiatur et altera pars. Har end en springfyr på sin Rosinante, eller en Jean de France i kabriolet forstyrret rolige og fredelige fodgængere, så har i sandhed også grove og ubehøvlede fodgængere forstyrret rolige og fredelige ridende og kørende. Indsenderen har lagt mærke til at der findes mennesker som ret ordentlig synes at have en antipati mod hest og vogne. De kan slet ikke tåle at se nogen ride eller køre uden at lade enten deres indbildte vittigheder eller plumpe grovheder høre. Det morsomste er imidlertid at indsenderen har set nogle af disse herrer som når de selv engang kommer til hest, eller får tilladelse til at køre hestene for en kildevogn, ride og køre som besatte mennesker uden at agte på de kære fodgængere. Skulle måske ene fodgængerne have rettigheder? Ridende og kørende ene forpligtelser? eller er både de første og de sidte fælles for begge? Skal en mand fordi skæbnen har sat ham i stand til at holde hest (det være nu for sin sundhed, sine forretninger eller blotte fornøjelse han benytter sig heraf) derfor og ene derfor tåler pøbelens og deres fornærmelser som tilfældet ikke har sat i denne stand? 

Ved flere lejligheder har indsenderen, hvis alder, og han tør føje til tænke- og handlemåde, sikkert adskiller ham fra byens kulbuteurs, erfaret folks uvilje til at vige, skønt midt ad den bredeste vej for hans hest og vogn, uagtet han kom meget langsomt frem, de har fundet sig fornærmede ved hans høflige advarsel "tag dem i agt" og til andre tider taget ham det ilde op at han ikke, som de sagde, varskoede uagtet der var mere end en halv meters afstand mellem dem og hans hjul. Man har engang ved en folkestimmel på en vej hvor han nødvendig skulle forbi, taget hans hest i tøjlerne, befalet ham at stige ned og trække den, om han ikke ville rives ned. Man har slået, sparket og stukket hans hest, og siden taget ham det ilde op om den blev urolig ved denne behandling. Han har mødt memmenser som arm i arm har spærret vejen i porten og dog råbt "rid af vejen!" Han red forleden aften, fod for fod, ind ad en af stadens porte da et menneske kom løbende mens han så sig omkring efter nogle fruentimmer, rendte lige i fuld fart panden mod hans hest og under de groveste skældsord bandede ham fordi han ikke havde redet af vejen for ham. Han har set fodgængere sinde en sand fornøjelse i at gøre heste sky, og når de har opnået deres hensigt, da ved svingen med hatte og stokke samt skrigen at få dem til at rende, for ret at have deres glæde om den ridende eller kørende kunne komme til ulykke.

Jeg vil tro at ubetænksomhed, kådhed, mangel på opdragelse vel også stundom den pøbelagtige hang til at trodse fornemmere, snarere end ondskab, er grunden hertil. Men følgerne, de uberegnelige følger denne adfærd kan have, er i sig selv de samme. Derfor står jeg i den fulde formening at den ridende og kørende når han holder sig på de ham bestemte veje, når han i byen og på dens såkaldte broer hvor der er flere spadserende mennesker, rider eller kører langsomt, bør lige så lidt udskældes og tåle uartigheder af fodgængeren som denne i modsatte tilfælde bør tåle det af disse, og at man ikke kan kræve af den ridende eller kørende at han altid skal fare frem i slangelinjer for at krydse sig op mellem de gående. Man vil sige: ja, det er tydeligt, men da man imidlertid såvidt jeg erindrer, altid har fundet noget at udsætte på de ridende og krøende, men aldrig på den gående, så kunne de af disse som blot havde disse historier for øje, og som desuden var forsynet med et svagt begreb, let forføres til at tro at de ene som fodgængere var vejens politi og herrer, og som sådanne tror sig berettigede til at udøve kommando over alle stakkels ridende og kørende, både sindige og vildhoveder, rolige og urolige, som dog næppe er lovens hensigt, eller i overensstemmelse med menneske- og borgerrettigheder.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 330, 18. august 1804, s. 5245-5250)

Redacteurens Anmærkning

Audiatur et altera pars, (lat.): også den anden part (modparten) skal høres.

Uordener.

3) Naboerne af menneskemøllen, eller den så stærkt besøgte gynge på Vesterbro, ønskede for at have lidt mere ørefred at dette gyngeri måtte ophøre efter en vis tid om aftenen, hvilket man tror med så meget mere føje kunne pålægges som enhver sammenstimlen af folk om aftenen let giver anledning til spektakler.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 329, 11. august 1804, s. 5244)

Noget om Holms Legat til Allinge m.f. Byers Skole.

I anledning af bogen: "Endnu lidt om undervisningsanstalterne paa Bornholm. Fornemmelig som svar paa hr. pastor Balles saakaldte berigtigelser." af Elieser Gad, sognepræst til Rø menighed på Bornholm.

(med motto)

"Det er mig en såre ringe ting at jeg må dømmes af eder" Paulus.

København, 1804. Trykt hos H. J. S. Vinding. Den 19. og følgende sider."

tror man at følgende bør komme til sammes læseres kundskab:

Kopi:

Underdanigst og ydmygst promemoria!

I Allinge Skole, St. Ols sogn på Bornholm er jeg født. Mine forældres uformuenhed tillod ikke at holde mig i skole, hvor jeg kunne have lært til fuldkommenhed at skrive og regne, med videre et drengebarn til sin forfremmelse i tiden kunne behøve. Det faldt mig derved mere besværligt end andre ved min udflugt at komme frem, dog har forsynet bragt det dertil at jeg i det oktrojerede Danske Asiatiske Compagnis tjeneste har ført skib. For at hjælpe på den mangel jeg har følt, har jeg betænkt at give en kapital af seks hundrede rigsdaler at udsætte på rente, og renten at blive til løn for en duelig skoleholder der kunne, foruden kristendommen, lære de unge uformuende i Allinge og Sandvig byer, St. Ols sogn vel at skrive og regne, samt stile et brev med videre der kunne befordre et ungt menneske til bedre forfremmelse. Dog at nævnte Allinge og Sandvig byer kommer til hjælp, at en duelig person kunne få frit hus at holde skole i, og tillægges det en skoleholder efter anordningen bør nyde at han med lyst kunne forrette sit embede og have nogenlunde skikkelig levebrød. Da af mig så snart det ved Deres excellences og hr. biskoppens foranstlatning og beslutning er bestemt og jeg derom får efterretning, de seks hundrede rigsdaler til Deres excellence og hr. biskoppen skal blive udbetalte.

København den 21. juni 1771.

Peder Holm

Til hans excellence geheimekonferensråd og stiftamtmand von Brochenhuus og hans højærværdighed hr. biskop Harboe.

Foranstående er aldeles ordlydende med den fra stiftsøvrigheden os tilstillede kopi af førnævnte kaptajn holms skriftlige tilbud, hvis original må findes i stiftsarkivet og hvorpå daværende byens formænd blandt hvilke jeg var en, gav svar aldeles overensstemmende med det i bladet Dagen nr. 140 for 1803 anførte brev som jeg i alle henseender vedstår. For at tilfredsstille sit velbekendte hjertelag mod Bornholm, var det at ønske at her pastor Gad måtte blive i de mindste så længe i København indtil han havde opdrevet bevis for at jeg var utroværdig.

Dette bedes indrykket af

Allinge den 5. juli 1804
Hans Hillebrandt
Allinge og Sandvig byers formand.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 329, 11. august 1804, s. 5232-5235)

Redacteurens Anmærkning.

Sagen er udførligt beskrevet i bogen "Bornholmernes forhold til skolevæsnet ved begyndelsen af det 19. aarhundrede" af G. Dam (1948). Beløbet blev afslået, fordi en eventuel skole i Allinge der skulle betjene så stort et opland, ville give for lang skolevej, især om vinteren. Og de 600 rigsdaler ville ikke forslå til formålet. Bogen i øvrigt interessant ved at den kommer ind på stridigheder om bornholmsk folkekarakter. Sandvig fik sin egen skole i 1856.

Peder Holm er formentlig den kaptajn Peder Holm (1715-1786) som bl.a. sejlede "Juliane Maria" til Kina. Han var kaptajn i den dansk-norske flåde. Hans far Hans Andersen (1698-1754) var også marineløjtnant og født i Allinge. Han var bedstefar til marinemaleren Hans Peter Holm (1847-1929).

Ønske imod etslags Betleri, der ej er forbudet ved Lov.

(Efter indsendt.)

I denne tid da der gøres så mange ypperlige indretninger om fattigvæsnet, for om muligt efterhånden at fjerne alt tiggeri, var det at ønske at den såkaldte gang med bøssen af de unge studerende i Vordingborgs latinskole også måtte afskaffes. For ikke alene at tale om hvor omfindtligt det må være for disse voksne unge mennesker 4 gange årligt at gå for hver mands dør, men de udsætter sig endog for ubehageligheder og grovheder af den nedre borgerklasse der ikke sjældent hånligt bortviser dem. Sådan en uskik tør man ikke alene ønske, men også håbe de ansvarlige ville råde bod på ved at lade borgerne btale en årlig kontingent til skoleklassen der vist ville langt overstige den på den gamle måde indsamlede pengesum da der kvartalsvis indsamles kun 3 til 4 rigsdaler, altså årligt 12 til 16 rigsdaler. Og ingen tvivl kan være om at enhver ærekær blandt disse studerende jo endog hellere ville undvære den del deraf der tilkom ham, end nedværdige sig til et for ham i vore tider så upassende tiggeri.

Om sådant finder sted ved andre offentlige latinskoler, ved indsenderen ikke. I så fald ønsker han også det der må blive afskaffet.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 329, 11. august 1804, s. 5230-5232)

Ønske i Lyngby.

Lyngby sognekomission der i øvrigt drager så vel omsorg for at menigheden og de lysterende er befriet for tryglende overhæng, vil tillade at man peger på nogle uordner i den henseende. I skoven lige over for Sorgenfri Slot findes ofte en kone med nogle børn som ikke alene tigger, men endog er uartige mod folk hvorom slottets beboere og mægler Behrend vil kunne aflægge vidnesbyrd. Dyrehaven er heller ikke fri for tryglere. Man er forsikret om at kommissionen så snart den bliver vidende om det, vil gøre alt for at fjerne disse små uordener hvorved den vil vække nye og forøget velvilje mod sit fattigvæsen og endnu se de overordnetlige frivillige bidrag til dets kasse forstørrende.

København den 4. august 1804.
Albertsen

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 329, 11. august 1804, s. 5229-5230)