(Efter indsendt.)
Der er i den senere tid sagt og skrevet så meget om kørendes og ridendes naragtige fremfærd at man kunne gøre en lille bog deraf. Men audiatur et altera pars. Har end en springfyr på sin Rosinante, eller en Jean de France i kabriolet forstyrret rolige og fredelige fodgængere, så har i sandhed også grove og ubehøvlede fodgængere forstyrret rolige og fredelige ridende og kørende. Indsenderen har lagt mærke til at der findes mennesker som ret ordentlig synes at have en antipati mod hest og vogne. De kan slet ikke tåle at se nogen ride eller køre uden at lade enten deres indbildte vittigheder eller plumpe grovheder høre. Det morsomste er imidlertid at indsenderen har set nogle af disse herrer som når de selv engang kommer til hest, eller får tilladelse til at køre hestene for en kildevogn, ride og køre som besatte mennesker uden at agte på de kære fodgængere. Skulle måske ene fodgængerne have rettigheder? Ridende og kørende ene forpligtelser? eller er både de første og de sidte fælles for begge? Skal en mand fordi skæbnen har sat ham i stand til at holde hest (det være nu for sin sundhed, sine forretninger eller blotte fornøjelse han benytter sig heraf) derfor og ene derfor tåler pøbelens og deres fornærmelser som tilfældet ikke har sat i denne stand?
Ved flere lejligheder har indsenderen, hvis alder, og han tør føje til tænke- og handlemåde, sikkert adskiller ham fra byens kulbuteurs, erfaret folks uvilje til at vige, skønt midt ad den bredeste vej for hans hest og vogn, uagtet han kom meget langsomt frem, de har fundet sig fornærmede ved hans høflige advarsel "tag dem i agt" og til andre tider taget ham det ilde op at han ikke, som de sagde, varskoede uagtet der var mere end en halv meters afstand mellem dem og hans hjul. Man har engang ved en folkestimmel på en vej hvor han nødvendig skulle forbi, taget hans hest i tøjlerne, befalet ham at stige ned og trække den, om han ikke ville rives ned. Man har slået, sparket og stukket hans hest, og siden taget ham det ilde op om den blev urolig ved denne behandling. Han har mødt memmenser som arm i arm har spærret vejen i porten og dog råbt "rid af vejen!" Han red forleden aften, fod for fod, ind ad en af stadens porte da et menneske kom løbende mens han så sig omkring efter nogle fruentimmer, rendte lige i fuld fart panden mod hans hest og under de groveste skældsord bandede ham fordi han ikke havde redet af vejen for ham. Han har set fodgængere sinde en sand fornøjelse i at gøre heste sky, og når de har opnået deres hensigt, da ved svingen med hatte og stokke samt skrigen at få dem til at rende, for ret at have deres glæde om den ridende eller kørende kunne komme til ulykke.
Jeg vil tro at ubetænksomhed, kådhed, mangel på opdragelse vel også stundom den pøbelagtige hang til at trodse fornemmere, snarere end ondskab, er grunden hertil. Men følgerne, de uberegnelige følger denne adfærd kan have, er i sig selv de samme. Derfor står jeg i den fulde formening at den ridende og kørende når han holder sig på de ham bestemte veje, når han i byen og på dens såkaldte broer hvor der er flere spadserende mennesker, rider eller kører langsomt, bør lige så lidt udskældes og tåle uartigheder af fodgængeren som denne i modsatte tilfælde bør tåle det af disse, og at man ikke kan kræve af den ridende eller kørende at han altid skal fare frem i slangelinjer for at krydse sig op mellem de gående. Man vil sige: ja, det er tydeligt, men da man imidlertid såvidt jeg erindrer, altid har fundet noget at udsætte på de ridende og krøende, men aldrig på den gående, så kunne de af disse som blot havde disse historier for øje, og som desuden var forsynet med et svagt begreb, let forføres til at tro at de ene som fodgængere var vejens politi og herrer, og som sådanne tror sig berettigede til at udøve kommando over alle stakkels ridende og kørende, både sindige og vildhoveder, rolige og urolige, som dog næppe er lovens hensigt, eller i overensstemmelse med menneske- og borgerrettigheder.
(Politivennen. Hefte 26, Nr. 330, 18. august 1804, s. 5245-5250)
Redacteurens Anmærkning
Audiatur et altera pars, (lat.): også den anden part (modparten) skal høres.
