Om Røverhistorie

For nylig har Danske Tilskuer kastet et velfortjent (ulæseligt, formentligt h()anfn()()) over disse afskyelige frembringelser af uordentlige tyske romanskriverhjerner, disse Gloriosos, Rinaldo Rinaldinos, Schinderhannes og flere af den art, som vi ser indpodes i vores litteratur af smagløse oversættere. Men dette og den ringeagt disse usselheders læsere udsætter deres smag og dømmekraft for, er ikke nok til at standse den skade, der virkelig frembringes af en sådan læsning.

Der er en sandfærdig tildragelse med en dreng, der nu er arresteret som skyldig i adskillige grove tyverier. Han fandt fra begyndelsen en stor velbehag i at læse Schinderhannes og den store djævel osv. og lukkede altid bogen med det ønske: Hvem der bare kunne blive sådan en mand! Når andre drenge sagde. Gud bevares! Det kan du jo dog ikke mene for alvor, sagde han: Hvorfor ikke, så blev jo dog skrevet en bog om mig, som om en stor og mærkværdig mand!

Det var virkelig højst ønskeligt at sådanne bøger ikke blev oversat eller at politiet i tilfælde af at sund fornuft og menneskekærlighed ikke kan holde oversættere og forlæggere tilbage, ved lov kunne forbyde deres salg.

Ved denne lejlighed kan jeg ikke tilbageholde det ønske, at vores sundhedspoliti dog endelig måtte finde det tjenligt at lægge tøjler på dem, der oversætter eller forfatter bøger om selvkure for venerisk syge, om manddoms og mødoms genoprettelse og deslige!!!

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5274-5275)

Redacteurens Anmærkning.

Også Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn beskæftigede sig af og til med røverromaner. Fx nr. 78, den 27. august 1804, s. 1241-1242:

Man har i Anledning af en i disse Dage indtruffen Begivenhed villet bevise, at Røverromaners Læsning kunde danne virkelige Røvere. Forfatteren af nærværende Stykke har allerede  tilforn klaget over den Mængde Røverromaner, vi i denne Tid hjemsøges af, som en for vor Litteratur høist skadelig Læsning. Men at paastaae, at den blotte Læsning af en Røverroman skulde kunne danne en virkelig Røver eller Tyv, er at paastaae en Urimelighed. Fra denne Side kan og bør deres Skadelighed ikke bevises, thi det vilde være det samme som at erklære Ilden for en skadelig Ring, fordi Mordbrændere kunne bruge den til at stikke Huse i Brand. Bibelen selv, som er een af de første Bøger, Børn faae i Hænderne, indeholder jo adskillige Røver- og Morderhistorier. I eet af de første Capitler slaaer jo Cain sin egen Broder ihjel, og Davids Omgang med Batsebas Mand, er jo den gyseligste, der kan tænkes. Skulde Bibelen altsaa være en forbuden Læsning, fordi den indeholder saadanne Ting?

Om Gaderenovationen

Ved licitationen den 24. august i rådstuen over fjernelse af renovationen, is og sne i København, forlangte efter sigende kontrahenterne 46.000 rdr, foruden hvad det 21. distrikt vil komme til at koste, der førhen var 1.000 rdr., men hvorpå ingen bud skete. Skulle vedkommende nødes til at acceptere så overmåde forhøjede priser, vil det blive sørgelig nødvendigt at renovationsskatten mere end fordobles, da den efter sigende hidtil skal have været utilstrækkelig, og der har måttet tæres på den lille kapital, kassen havde samlet.

Mon der ikke skulle være nogen anden måde, at få ført det væk uden at skulle udsættes for at enkelte mænd efter eget forgodtbefindende af mangel på konkurrenter, bestemmer prisen? et godt råd kunne være at gennem et år optegne hvor mange læs renovation, is og sne der er fjernet. Så vil det let ses, hvor mange heste og vogne der er brugt. Måske en eller anden formuende patriot, der så denne liste, påtog sig sagen og nøjedes med 3 til 4.000 rdr ren profit om året!

Regner man, at et par heste mindst kan fjerne 1.200 læs årligt og ikke med karl kan koste over 250 rigsdaler, så kunne man for 20.000 rigsdaler få fjernet over 96.000 læs! Hvilket efter al formodning langt overstiger det virkelige antal.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5272-5274)

Til to urolige Piger i Lille Kongensgade

Der er to jomfruer P. og H. i Lille Kongensgade, der har en mærkelig og usædelig morskab i at plage en lige overfor dem boende mand, så denne ikke tør lade sig se for sit vindue, ikke heller på gaden, uden at udskældes og råbes efter. De to advares herved at afholde sig fra denne opførsel, ligeledes deres husvært bedes om at bringe dem til en fornuftigere adfærd. Hvis dette ikke sker fra nu af, nødes man ikke alene til at bekendtgøre deres navne, og husnummeret, men endog hvis dette ikke virker afskrækkende, at indbringe Dem for retten, der vil finde straf for hver der forstyrrer den offentlige orden.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5269-5270)

Svar paa det i Politivennen No. 329 indrykkede Ønske, Lyngbye angaaende.

At små uordner kan indløbe ved fattigvæsnet og engang imellem virkelig sker, bør kommissionen være så beskeden at tilstå. Den bestræber sig efter muligste evne for at kende og afhjælpe dem. Men ikke altid lykkes dens bestræbelser. Med sand erkendtlighed modtager man derfor også ethvert vink, ethvert råd og enhver hjælp som tilbydes.

Man påskønner derfor også anmelderens velvilje i henseende til det give vink. Men bør tillige anmærke at kommissionen som ikke er uvidende om nogle børns utilbørlige ufærd allerede for længe siden har gjort hvad den kunne. Den har nemlig opbragt 2 børn som formodentlig er de tilsigtede, og overleveret dem til politikammeret hvor de uden tvivl har fået den ved forordningen bestemte advarsel, hvilket de ikke har agtet. For de har atter indfundet sig. Kommissionen har derfor skriftligt anmeldt dem for politiet og fået løfte om deres afstraffelse. Den tror sig derfor i denne henseende angerløs. Angående Dyrehaven da er samme dels så langt fra Lyngby at enhver uorden ikke kan bemærkes af kommissionen, dels ligger den i kildetiden på en speciel måde i enhver henseende nærmest under politiets opsyn, hvis betjente også nyder en kendelse af Gentofte Hospital for at være der til stede til at forebygge uorden.

Lyngby den 20. august 1804.

På kommissionens vegne

B. F. Rønne.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5265-5267)

Nogle Anmærkninger i Sønderjylland

(Efter indsendt)

Et smukt sidestykke til det i Politivennen nr. 329 omtalte skilderi af de unge studerende i Vordingborg, som 4 gange årligt må gå rundt med en slags fattigbøsse fra dør til dør, fik jeg på mit militære togt i sommer, og derfor må det nævnes her. Eksemplet fra Vordingborg er vist temmelig gammelt, men mit som hører hjemme i Husum, skriver sig sikkert fra de hertugelig-katolske tider og er næppe yngre end 400 år:

Deres nærmere karaktertræk håber jeg også viser, at omend det ikke overgår det vordingborgske, så viger det dog ikke en hårsbredde fra det. Her er det: Første søndag efter vores indrykning i Husum blev vores ører fornærmede af en ulidelig sang på gaden. Vi så ud og fik øje på en gammel, sortklædt mand, som i spidsen for 4-5 halvvoksne drenge med afmålte skridt travede op ad gaden, og anførte denne hjerteskærende. På forespørgsel gav man os denne forklaring, at et sådant optog efter god gammel skik blev foretaget hver søndag middag. At det går syngende eller rettere brægende gennem byens fornemste gader. At der ifølge umindelig hævd gøres holdt uden for storfolkenes huse, fx borgmesterens, provstens osv. Samt at der i flere minutter (hvis jeg mindes ret med blottet hoved) afsynges en hel sang til de pågældendes opbyggelse. Og endelig at det hele har til hensigt at indsamle almisse.

At nu denne procession foregår uden mindste undtagelse i alskens vejr og føre, voldte os meget anstød og forargelse behøver vel næppe at anføres. De kan fx let forestille Dem hvor latterligt det forekom os når denne procession passerede vores paradeplads, og med dybe buk gik skrålende forbi. Som en selvfølge heraf tænkte vi straks på at få det ændret. Da manøvren forekom os ganske gejstlig, mente vi det rigtigt at henvende os om den til provsten hr Marx, hos hvem vi havde nogen adgang.

Denne overmåde fornuftige og lærde mand (oplyst nævner jeg med forsæt ikke, for de ved lige så godt som jeg at oplysning og fritanke altid har været og synes endnu at være så farlig kontrabande, at man vanskelig vover endog bare at tale om det uden ved omskrivning og omsvøb, eller ligefrem i smug) - provsten altså forsikrede os at selv om den omvandrende sang indbragte såre lidt, vovede han sig dog ikke at røre ved en så indgroet gammel skik.

Dette virker så meget mærkeligere som man virkelig har drevet igennem at for den nye kirke agende indført i Husum, hvilket blev forpurret i det nærliggende Tønningen ved overrumpling af en vis Kirchspiel Vogt sammesteds, just som mange var enige om tingen og man troede den hellige grav velforvaret.

Jeg beder dette offentliggjort på det at en lige så vældig som veldædig hånd kunne formås til at løfte denne gamle husumer skilderi ned fra sin højde og hænge eller flage det hen i blandt disse Madonnabilleder, helgener, altre, røgelses- og vievandskar mm. som hørte til samme old, og nu nok bør gøre hinanden selskab.

Skulle det end anses for disjecta membra, må jeg dog endnu sige Dem, at grundtrækkene i nysnævnte egne synes langt mere hertugelig-tyske end kongelig danske. Meget, som jeg hverken havde tid eller lyst til at undersøge, forrådte dette. Her vil jeg kun nævne en ting som faldt os gamle danske overmåde kraftigt for brystet, denne nemlig at hverken i Tønningen efter den gamle, eller i Husum efter den nye agende, blev der fra prædikestolen, eller overhovedet ved gudstjenesten afsagt nogen bøn for kongen og det kongelige hus. Ja der blev end ikke et ord nævnt, hvoraf man kunne slutte at man sad i en dansk kirke.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5261-5265)