Svar paa det i Politivennen No. 329 indrykkede Ønske, Lyngbye angaaende.

At små uordner kan indløbe ved fattigvæsnet og engang imellem virkelig sker, bør kommissionen være så beskeden at tilstå. Den bestræber sig efter muligste evne for at kende og afhjælpe dem. Men ikke altid lykkes dens bestræbelser. Med sand erkendtlighed modtager man derfor også ethvert vink, ethvert råd og enhver hjælp som tilbydes.

Man påskønner derfor også anmelderens velvilje i henseende til det give vink. Men bør tillige anmærke at kommissionen som ikke er uvidende om nogle børns utilbørlige ufærd allerede for længe siden har gjort hvad den kunne. Den har nemlig opbragt 2 børn som formodentlig er de tilsigtede, og overleveret dem til politikammeret hvor de uden tvivl har fået den ved forordningen bestemte advarsel, hvilket de ikke har agtet. For de har atter indfundet sig. Kommissionen har derfor skriftligt anmeldt dem for politiet og fået løfte om deres afstraffelse. Den tror sig derfor i denne henseende angerløs. Angående Dyrehaven da er samme dels så langt fra Lyngby at enhver uorden ikke kan bemærkes af kommissionen, dels ligger den i kildetiden på en speciel måde i enhver henseende nærmest under politiets opsyn, hvis betjente også nyder en kendelse af Gentofte Hospital for at være der til stede til at forebygge uorden.

Lyngby den 20. august 1804.

På kommissionens vegne

B. F. Rønne.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5265-5267)

Nogle Anmærkninger i Sønderjylland

(Efter indsendt)

Et smukt sidestykke til det i Politivennen nr. 329 omtalte skilderi af de unge studerende i Vordingborg, som 4 gange årligt må gå rundt med en slags fattigbøsse fra dør til dør, fik jeg på mit militære togt i sommer, og derfor må det nævnes her. Eksemplet fra Vordingborg er vist temmelig gammelt, men mit som hører hjemme i Husum, skriver sig sikkert fra de hertugelig-katolske tider og er næppe yngre end 400 år:

Deres nærmere karaktertræk håber jeg også viser, at omend det ikke overgår det vordingborgske, så viger det dog ikke en hårsbredde fra det. Her er det: Første søndag efter vores indrykning i Husum blev vores ører fornærmede af en ulidelig sang på gaden. Vi så ud og fik øje på en gammel, sortklædt mand, som i spidsen for 4-5 halvvoksne drenge med afmålte skridt travede op ad gaden, og anførte denne hjerteskærende. På forespørgsel gav man os denne forklaring, at et sådant optog efter god gammel skik blev foretaget hver søndag middag. At det går syngende eller rettere brægende gennem byens fornemste gader. At der ifølge umindelig hævd gøres holdt uden for storfolkenes huse, fx borgmesterens, provstens osv. Samt at der i flere minutter (hvis jeg mindes ret med blottet hoved) afsynges en hel sang til de pågældendes opbyggelse. Og endelig at det hele har til hensigt at indsamle almisse.

At nu denne procession foregår uden mindste undtagelse i alskens vejr og føre, voldte os meget anstød og forargelse behøver vel næppe at anføres. De kan fx let forestille Dem hvor latterligt det forekom os når denne procession passerede vores paradeplads, og med dybe buk gik skrålende forbi. Som en selvfølge heraf tænkte vi straks på at få det ændret. Da manøvren forekom os ganske gejstlig, mente vi det rigtigt at henvende os om den til provsten hr Marx, hos hvem vi havde nogen adgang.

Denne overmåde fornuftige og lærde mand (oplyst nævner jeg med forsæt ikke, for de ved lige så godt som jeg at oplysning og fritanke altid har været og synes endnu at være så farlig kontrabande, at man vanskelig vover endog bare at tale om det uden ved omskrivning og omsvøb, eller ligefrem i smug) - provsten altså forsikrede os at selv om den omvandrende sang indbragte såre lidt, vovede han sig dog ikke at røre ved en så indgroet gammel skik.

Dette virker så meget mærkeligere som man virkelig har drevet igennem at for den nye kirke agende indført i Husum, hvilket blev forpurret i det nærliggende Tønningen ved overrumpling af en vis Kirchspiel Vogt sammesteds, just som mange var enige om tingen og man troede den hellige grav velforvaret.

Jeg beder dette offentliggjort på det at en lige så vældig som veldædig hånd kunne formås til at løfte denne gamle husumer skilderi ned fra sin højde og hænge eller flage det hen i blandt disse Madonnabilleder, helgener, altre, røgelses- og vievandskar mm. som hørte til samme old, og nu nok bør gøre hinanden selskab.

Skulle det end anses for disjecta membra, må jeg dog endnu sige Dem, at grundtrækkene i nysnævnte egne synes langt mere hertugelig-tyske end kongelig danske. Meget, som jeg hverken havde tid eller lyst til at undersøge, forrådte dette. Her vil jeg kun nævne en ting som faldt os gamle danske overmåde kraftigt for brystet, denne nemlig at hverken i Tønningen efter den gamle, eller i Husum efter den nye agende, blev der fra prædikestolen, eller overhovedet ved gudstjenesten afsagt nogen bøn for kongen og det kongelige hus. Ja der blev end ikke et ord nævnt, hvoraf man kunne slutte at man sad i en dansk kirke.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 331, 25. august 1804, 5261-5265)

Forslag til Uordens Afskaffelse ved Charlottenborgsiden.

På Charlottenborgsiden af Nyhavn hvorfra overfarten sker til Christianshavn, er trappen ned til vandet meget brøstfældig, ligesom også 3 fodtrin sammesteds mangler. Når denne udbedring bliver foretaget, håber man at et rækværk bliver anbragt til bekvemmelighed og sikkerhed for de mange mennesker der benytter sig af denne overfart. Og da den ubehagelighed ofte indtræffer at skive tager losseplads ved trappen hvorved man undertiden må passere over et, to til tre skive for at komme til færgebåden, så vil de ansvarlige formodentlig sørge for at denne uorden for eftertiden bliver hævet.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 330, 18. august 1804, s. 5255-5256)

Gadepoliti i Pilestræde

Da jeg om aftenen den 14. i denne måned ville gå hjem i Pilestræde, blev jeg på hjørnet af Sværtegade og Pilestræde uden for glaspusteren standset af et opløb. Jeg måtte stå stille nogle øjeblikke. Og med et fik jeg min hat og klæder oversjasket med alskens uhumskheder, som blev smidt ud af en spand fra et vindue. Da det kan bevises at der blev tømt en spand ud på gaden fra 2. sal, så måtte vel gerningsmanden blive pålagt en passende bøde.

Peter Reynst

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 330, 18. august 1804, s. 5255)

Et Par Ord til Fordeel for Ridende og Kørende.

(Efter indsendt.)

Der er i den senere tid sagt og skrevet så meget om kørendes og ridendes naragtige fremfærd at man kunne gøre en lille bog deraf. Men audiatur et altera pars. Har end en springfyr på sin Rosinante, eller en Jean de France i kabriolet forstyrret rolige og fredelige fodgængere, så har i sandhed også grove og ubehøvlede fodgængere forstyrret rolige og fredelige ridende og kørende. Indsenderen har lagt mærke til at der findes mennesker som ret ordentlig synes at have en antipati mod hest og vogne. De kan slet ikke tåle at se nogen ride eller køre uden at lade enten deres indbildte vittigheder eller plumpe grovheder høre. Det morsomste er imidlertid at indsenderen har set nogle af disse herrer som når de selv engang kommer til hest, eller får tilladelse til at køre hestene for en kildevogn, ride og køre som besatte mennesker uden at agte på de kære fodgængere. Skulle måske ene fodgængerne have rettigheder? Ridende og kørende ene forpligtelser? eller er både de første og de sidte fælles for begge? Skal en mand fordi skæbnen har sat ham i stand til at holde hest (det være nu for sin sundhed, sine forretninger eller blotte fornøjelse han benytter sig heraf) derfor og ene derfor tåler pøbelens og deres fornærmelser som tilfældet ikke har sat i denne stand? 

Ved flere lejligheder har indsenderen, hvis alder, og han tør føje til tænke- og handlemåde, sikkert adskiller ham fra byens kulbuteurs, erfaret folks uvilje til at vige, skønt midt ad den bredeste vej for hans hest og vogn, uagtet han kom meget langsomt frem, de har fundet sig fornærmede ved hans høflige advarsel "tag dem i agt" og til andre tider taget ham det ilde op at han ikke, som de sagde, varskoede uagtet der var mere end en halv meters afstand mellem dem og hans hjul. Man har engang ved en folkestimmel på en vej hvor han nødvendig skulle forbi, taget hans hest i tøjlerne, befalet ham at stige ned og trække den, om han ikke ville rives ned. Man har slået, sparket og stukket hans hest, og siden taget ham det ilde op om den blev urolig ved denne behandling. Han har mødt memmenser som arm i arm har spærret vejen i porten og dog råbt "rid af vejen!" Han red forleden aften, fod for fod, ind ad en af stadens porte da et menneske kom løbende mens han så sig omkring efter nogle fruentimmer, rendte lige i fuld fart panden mod hans hest og under de groveste skældsord bandede ham fordi han ikke havde redet af vejen for ham. Han har set fodgængere sinde en sand fornøjelse i at gøre heste sky, og når de har opnået deres hensigt, da ved svingen med hatte og stokke samt skrigen at få dem til at rende, for ret at have deres glæde om den ridende eller kørende kunne komme til ulykke.

Jeg vil tro at ubetænksomhed, kådhed, mangel på opdragelse vel også stundom den pøbelagtige hang til at trodse fornemmere, snarere end ondskab, er grunden hertil. Men følgerne, de uberegnelige følger denne adfærd kan have, er i sig selv de samme. Derfor står jeg i den fulde formening at den ridende og kørende når han holder sig på de ham bestemte veje, når han i byen og på dens såkaldte broer hvor der er flere spadserende mennesker, rider eller kører langsomt, bør lige så lidt udskældes og tåle uartigheder af fodgængeren som denne i modsatte tilfælde bør tåle det af disse, og at man ikke kan kræve af den ridende eller kørende at han altid skal fare frem i slangelinjer for at krydse sig op mellem de gående. Man vil sige: ja, det er tydeligt, men da man imidlertid såvidt jeg erindrer, altid har fundet noget at udsætte på de ridende og krøende, men aldrig på den gående, så kunne de af disse som blot havde disse historier for øje, og som desuden var forsynet med et svagt begreb, let forføres til at tro at de ene som fodgængere var vejens politi og herrer, og som sådanne tror sig berettigede til at udøve kommando over alle stakkels ridende og kørende, både sindige og vildhoveder, rolige og urolige, som dog næppe er lovens hensigt, eller i overensstemmelse med menneske- og borgerrettigheder.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 330, 18. august 1804, s. 5245-5250)

Redacteurens Anmærkning

Audiatur et altera pars, (lat.): også den anden part (modparten) skal høres.