Et par ord om hovedvagten på Hallandsås

Opmuntret af de nys anlagt forbedringer og indretninger ved hovedvagten på Kongens Nytorv som gør denne bygning passende til den flotte plads den står på og endnu mere værdig at være hovedstadens fornemste hovedvagt, tillader udgiveren sig at fremsætte endnu et ønske, som han sikkert håber vil finde guvernørens bifald.

Et par gange om dagen ser man nemlig ved denne vagt et syn, som er langt fra behageligt. Fangerne som sidder arresterede der, skal have adgang til lokummet. Man ser så vagterne udstillede, og et halvt eller helt dusin arrestanter i skjorte eller laser, kort sagt slet ikke pyntet, traske ud af hovedvagtens forgård om i den lille gade bag bygningen og siden ses et lignende tilbagetog.

Det er blot mangel af en bagdør på bygningen selv, som forårsager disse optrin. Og en sådan dør kunne dog bekvemt anbringes og al stank fra gården desuagtet holdes ude, når man blot indenfor gjorde et såkaldt forslag og en dobbelt dør.

Mænd som hr. general Gjede og hr.major Krüger ville ikke finde det for småt at afhjælpe det her omtalte vansyn, og på deres anbefaling at bringe det foreslåede til udførelse.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 340, 27. oktober 1804, s. 5410-5411)

Ønske for Fodgængeren i Frederiksberg.

Der har ofte i Politivennen været ytret det ønske at sidevejene i Frederiksberg Alle måtte gøres mere bekvemme for fodgængere, og mere fremkommelige i vådt vejr. Dette ønske er nu gået i opfyldelse. Sidevejene er i år blevet istandsat og fyldes nu med grus, som allerede i dette efterår har været til betydelig lettelse for de mange der enten i forretninger eller for at spadserevandre denne vej. Indsenderen heraf ved ikke bestemt efter hvis bevirkende denne forbedring egentlig er foretaget. Men hvem det end er, så er det en pligt offentligt at tilkendegive sin taknemmelighed for en så velgørende foranstaltning. 

Den eneste hindring som endnu standser den vandrendes fremskridt på denne vej, er overgangen over Runddelen udenfor Frederiksberg Kirke samt den mindre sidevej langs kirkegårdsmuren fordi kirkebetjentenes boliger og op til landevejen. Dette stykke vej må nødvendigvis passeres, ikke blot af de derværende gårdsbeboere, men også af de mange blandt hoffets betjente og flere. Hvor ubehageligt for alle disse efter at have gået gennem den jævne og tørre Frederiksberg Alle, da til sidste at synke i det dybe dynd som i regnvejr opfylder Runddelen og den omtalte sidevej. Ikke sjældent er ethvert fodtrin der forbundet med største fare for at glide og falde. Og lykkes det end at stå fast, så bærer i det mindste fodtøjet sådanne mærker at man ikke uden at blues kan vise sig for noget menneske eller træde ind i noget renligt værelse.

Med lidt forøgelse af bekostning ville vedkommende som allerede har bevist en så veldædig omhyggelighed for fodgængernes bekvemmelighed og gavn, pålægge det vandrende publikum en nu taknemmelighedsforpligtelse ved at lade overgangen over Runddelen og den nævnte lille sidevej forbi kirken opfylde med samme slags grus som nu gør alleen så skøn og behagelig at passere.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 340, 27. oktober 1804, s. 5404-5406)

Noget om fremmede Jøders Bortsendelse

Det må glæde enhver retskaffen dansk borger at se regeringens gode hensigter med at bortskaffe alle fremmede jøder, der omstrejfer landet med varer, og derved fratog næringen fra købstadsborgere der ofte kummerfuld nok må tjene til brødet til sig og sine. Men hvor hensigtsmæssig denne forordning end er, tillader jeg mig dog at ønske at den ikke udstrakte sig til sådanne fremmede jøder der er konditionerede som lærere, og tillige dem, der ifølge den jødiske religions love skulle slagte og visitere de kreaturer som skal bruges til spisning. For da det hos os er forbudt at spise kød af andre kreaturer end de der er skåret af en med attest fra en rabbiner dertil berettiget, ville vi i mangel af sådan en mand udsættes for hunger.

Antager man nu, at der i hver provinskøbstad, hvor der bor jøder, skal være sådan en lærer eller så kaldet schlechter, ville der mindst kræves 50 sådanne mænd, og hvor skal disse tages fra? I København og Altona ville der måske knap findes 10 der var duelige til børns moralske undervisning og tillige til at slagte. For det bekendt at disse to stæder selv må hjælpe sig med fremmede lærere. Var man nu end også heldig nok at få en mand der var denne tjeneste voksen, så ville det endda være usikkert hvor længe man kunne blive enig med ham. For da han vidste at man ikke måtte tage nogen udenlandsk, kunne han daglig forlange mere i løn, og til slut drive det så højt som han fandt for godt, skønt han kunne være hengiven tii svir og laster. Den bosiddende jøde ville altså hos sådan en mand være underkastet daglig chikane, og være nødsaget til at give ham mere i løn end han måske havde råd til at give. Da det formodes at sådan en schlechter, hvad enten inden- eller udenlandsk, ikke kan være staten til nogen skade da han blot befatter sig med information og slagtning, skulle da regeringen ikke være så nådig at tillade en sådan lærer i hver købstad? Dog med de vilkår at når han opsagde sin tjeneste, da at bevise for byens øvrighed at have en lige sådan tjeneste i en anden købstad, men i manglende fald være nødsaget til at rejse ud af riget, for derved at forebygge at han ikke gav sig til at handle på landet eller drive anden håndtering, man ikke kunne forudse.

David Meyer
i Svendborg

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 340, 27. oktober 1804, s. 5401-5404)

En umenneskelig Handling

En person fra Frederiksborgs amtsstue ved navn Hûbner kom her til København den 3. oktober kl. henad 9. Han kørte ind ad Nørreport om med volden. Da han kom nær Vestergade, fik han kastet en sten mellem skuldrene, så han faldt næsegrus over på kusken og blev liggende nogle minutter uden ubevidsthed. Da han kom til sig selv igen, bad han kusken at holde, for at se hvor den kom fra, men der var intet at se. Han måtte altså køre til Knapsteds Gård for at komme i seng. En ven af nævnte person har ladet stenen hente fra Knapstedsgård og vejet den, og den var 4½ pund tung.

J. C. Berg
Skræddermester, Krystalgade 239

***

Uden så troværdige vidnesbyrd som de der haves for denne tildragelse, skulle man næppe tro at der kunne findes folk med så djævelsk skadefryd, som den desværre viser at være midt iblandt os. Havde stenen truffet et halvt kortere højere var den rejsende uden tvivl blevet dræbt. Stenens størrelse peger på en voksen forbryder og ikke på en dreng. Et så ondt menneske vil sikkert, sent eller snart, for anden forbrydelse blive straffet. Den her skete anmeldelse kan kun have den nytte, at nogen anstalt blev gjort for at få de ikke sjældent på vores gader løsgående sten fjernet. Måske kunne det pålægges fejekonerne og påses af gadekommissærerne. Sådanne sten er desuden til en højst ubehageligt anstød for fødderne.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 337, 6. oktober 1804, 5357-5358)

Om Mængden af Skænkere i København og Ønske om at deres Antal indskrænkes

De der har det som borgerligt eller frit erhverv at sælge stærke drikke til deres medborgere, og altså - rent ud sagt - holder kro: Vintappere, konditortraktører, egentlige traktører, destillatører, billardholdere, horeværter, dansebodsværter, øltappere, brændevinsbrændere, kaffeværter og teskænkere, spækhøkere og marketendere osv. osv. Når man i København tæller dem, bliver deres antal mellem 2 og 3.000 inden for voldene (uden for dem i forstæderne er næsten hvert hus en kro). Dette er i sandheden en alt for stor mængde udskænkere for en folkemængde som Københavns som man regner til 90.000. Når halvdelen trækkes fra for det køn der ikke går på kro, og atter halvdelen for børn, syge, skikkelige mænd der hellere drikker af det huslige bæger, og nogle få unge mennesker som enten af mangel eller sædelighed holder sig fra kroen - så bliver der kun 22.500 krogængere tilbage. Sikkert alt for mange, og kun en meget lille del kan af domstolen for sædelighed, huslighed, tarvelighed og borgerflid frikendes for at gå på kro. Men alligevel en meget lille mængde gæster i forhold til den uhyre hær af værter. Der er knap 9 gæster for hver vært.

 "Hvorfor skal København netop have 320 brændevinsbrændere, og er dette antal ikke alt for højt! 150 brændevinbrændere, ja færre, ville levere det samme fabrikat for billigere pris." (Billede af destillateur og brændevinsbrænder Peter Matthias Spendrup 1747-1828, Bakkehusmuseet. Eget foto, 2015).

Hvad sjældent sker, at alle disse gæster skulle beværtes på en gang, så kunne dette klares af et langt ringere antal mennesker end nu, til fornøjelse for gæster og rigeligt såvel som ærligt udkomne for værter. For en ussel kro - hvad slags den end måtte være - er en sådan som ikke kan pleje 40 gæster på en gang. Deler man nu krogængernes tal med 40, finder man frem til at 563 eller afrundet 600 er et passende antal værter. Stadens magistrat kan fordele dette tal på de ovennævnte arter af kroer bedre end jeg kan, ud fra det nuværende tals fordeling som rettesnor.

Når 3.000 husfædre og 3.000 husmødre ikke gør staten andet gavn end hvad 600 husfædre og 600 husmødre kunne klare, så er det sandelig stor skade for staden og staten. Beværtningen må nødvendigvis blive dårligere, da der må skæres mere på varerne. Dåren råber at folkemængden vinder. Javel, men den vinder det dårligste der kan vindes: Dovne, usædelige, dumme borgere!

Men dette er dog ikke den værste følge af et overdrevent antal kroer. Den sande ulykke ved dem er den, at de fordærver en stor mængde mennesker på sjæl og legeme.

Man behøver bare at have været en gang på disse skænkesteder for at se den skadeligste indflydelse af deres store antal. Hvilken vintapper, traktør, billardholder og overalt hvilken skænkevært, der altid havde fuldt hus, ville nedlade sig til at være ungdommens forfører. Og er man ikke det, når man skænker for en dreng, uanset stand, når han ikke er i et voksent menneskes selskab.

I dag ser man på billardhusene bordet besat af halvvoksne lediggængere, som her lærer at forøde, bande, ryge og skrå tobak og være fræk mod tøser. Vores traktører skænker op for drenge som for voksne. Og vores værtshusmænd og spækhøkere (især de sidste) mener at for at kunne overleve, er de berettigede til at forføre læredrenge, som man her kan se, bænkede, i færd med at vise kort eller terning i hånden, hvor nemt de har tilegnet sig den visdom de lærer af de voksne gæster, ja værten selv.

Anmelderen er overbevist om skaden af dette uforholdsmæssige antal værter, og beder derfor Københavns magistrat, hvis pligt det er at afværge alt det onde der af mangelagtige indretninger kan forekomme i staden, om at vælge og til kongeligt bifald foreslå bedre. Det er vel ikke muligt, på engang at fratage disse mange mennesker deres nuværende erhverv. Men efterhånden som de nedlægges eller ved døden forlod samme, burde det være en ufravigelig grundregel ikke at uddele borgerskab på sådanne næringsveje, før deres antal var svundet ind til det engang fastsatte.

Al ære til den magistrat, der ved at formindske kilden til lediggang, forførelse, drik, liderlighed og spillesyge, fremmer borgernes moral, sundhed og velstand. Ingen usle grunde hentede fra folkeforøgelsen (for derved forstår statshusholderen kun forøgelse af nyttige folk). Ingen påberåbelse på den i teorien så smukt lydende, men i virkeligheden så urigtige regel at enhver borger bør have lov til at ernære sig ved hvilken som helst lovlig næringsvej han lyster. Intet hensyn til stadens kasses fordel, ved mængde af borgerbreve, bør bevæge den retskafne og for sine borgeres velfærd nidkære øvrighed fra det engang fastsatte mål.

Hvad denne sidste fristelse angår, så er det netop en langt større fordel at hente for stadskassen af den her foreslåede indskrænkning af værternes antal, end der nogensinde kan fås af den uforholdsmæssige antal bevirkede forøgelse i borgerskabsbrevpenge. For når det ved indskrænkningen sikrede antal fik godt udkomme, var det blot rimeligt at tage, hvad heller ikke nogen vært synes hårdt at give, en årlig kendelse til stadskassen. Denne kendelse kunne være fra 100 til 200 rigsdaler om året, og ville indbringe hen imod 100.000 rigsdaler.

Måske var det allerbedste, at enhver der holdt egentligt værtskab, hvert år måtte med oven meldte kendelse skulle forny sit privilegium, og for at få det, skulle forevise politimesterens erklæring, således at den som politiet havde grebet i ungdomsforførelse, skænkeri efter de befalede tider o. lign. ville blive nægtet en anbefaling.

To næringer der nu tillige bruger udskænkning, burde ganske fratages den. Den første er brændevinsbrænderiet, det andet spækhøkeriet. Især er foreningen af spækhøkeri og krohold skadelig, fordi netop unge uerfarne mennesker har mange ærinder hos høkeren og falder således desto lettere i kroholderen klør. Hverken brændevinsbrænderen eller spækhøkeren vil savne denne fortjeneste, når deres medbrødres tal formindskedes efterhånden. Hvorfor skal København netop have 320 brændevinsbrændere, og er dette antal ikke alt for højt! 150 brændevinbrændere, ja færre, ville levere det samme fabrikat for billigere pris. Også spækhøkernes tal kunne og burde formindskes til det halve, til deres egen og hele stadens store fordel.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 336, 29. september 1804, 5346-5353)