Uorden paa Nytårs Aftener

Det er nu tredje gang siden jeg kom her til apoteket at jeg har oplevet den ubehagelighed at se nytårsaften helligholdt ved at kaste potter på dørene. Hertil forsamles stadens unge drenge og piger, der i forvejen har forsynet sig med hele og halve potter for ved den første den bedste lejlighed at kaste dem på den første og bedste dør. Når de nu har kastet alle de potter og potteskår som de har kunnet overkomme, tager de flasker og sten. Og alt dette lader de uden barmhjertighed danse på døre og porte. Ja ikke alene ser man peblinge more sig sådan, men endog fuldvoksne og gamle mennesker fordriver tiden på denne måde, forsamlede i hobetal, udrustede med føromtalte materialer. Og dem skulle man dog tro besad den fulde fornuft.

Når de nu har kastet potterne (eller hvad det så er de har mellem hænder, skjulte under kjoler eller forklæder) løber de straks bort under hånlig latterfryd. Som et eksempel herpå vil jeg anmærke at sidste nytårsaften kastede de en hel buteillieflaske ind i apoteket, der gik i mange stykker. Jeg opsamlede disse stykker og foreviste dem for min foresatte. Gennemtrængt af harme over denne mod sædelighed og god orden stridende opførsel, besluttede jeg at bekendtgøre samme, da der sandelig må findes et middel til at hæmme samme for eftertiden. Mange onder følger af dette: De syge og svage, der på samme tid nyder en velgørende søvn, vågner op af forskrækkelse ved potte- og stenkastningen, og deres helbred bliver forværret. Også på dørene sker der stor skade, da der naturligvis må splittes hele stykker fra, når dørene ikke er desto stærkere, og selv hvis det ikke sker, så skades maling. Det kan også undertiden ske med vinduer, og når det sker, hvor ulykkelig er da ikke de, der måtte være inden for på samme tid og blive ramt? Og hvem kan sikre mig, at hvis jeg ikke tilfældigvis stod i døren i mørke, blev ramt og måske skamslået. Er denne sag ikke så vigtig, at man ikke bare kan være så aldeles ligeglad? I øvrigt vil jeg ikke undlade at anmærke, at jeg den kommende nytårsaften ser mig nødsaget til at anskaffe mig redskaber til modværge, eller også med en anden stå vagt. Hvis i givet fald en eller anden af disse ubudne dørtugtere skulle blive ramt af et høfligt stød har de blot sig selv at takke for den ubehagelighed.

Jeg ville ønske om en jurist ville udtale sig om sådan en nytårspotteskydning er lovlig, og om den bør være det eller ej? Da almuen ikke ved hvorfra den uskik stammer, gør man ham derved en tjeneste. I øvrigt måtte man at føromtalte pottekast og uskik blev fuldstændig forbudt.

Varde den 25. oktober 1804
Bjørn Bjørnsen
Apotekersvend
Conditionerende på apoteket i Varde.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 341, 3. november 1804, s. 5417-5420)

Som det fremgår af Redacteurens Anmærkning var den også gal i Strandgade i Helsingør: Pistol og fllinteskud, samt en svingbasse, altså en lille kanon. Det må havde genlydt i dagen. Erik Nicolaisen Høy.

Bekendtgørelse

For at forebygge den gule pests meddelelse på kysterne nord og syd for Helsingør er der nu ridende patruljer med skarpladte våben langs kysterne. En foranstaltning hvorfor enhver fædrelandsven vil takke vor årvågne regering.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 340, 27. oktober 1804, s. 5415-5416)

Kystsstrækningen syd for Snekkersten Havn giver måske et indtryk af hvordan der har set ud der hvor man har patruljeret. Omkring Helsingør er kysten omdannet af bolværker, kampesten mm.

Et par ord om hovedvagten på Hallandsås

Opmuntret af de nys anlagt forbedringer og indretninger ved hovedvagten på Kongens Nytorv som gør denne bygning passende til den flotte plads den står på og endnu mere værdig at være hovedstadens fornemste hovedvagt, tillader udgiveren sig at fremsætte endnu et ønske, som han sikkert håber vil finde guvernørens bifald.

Et par gange om dagen ser man nemlig ved denne vagt et syn, som er langt fra behageligt. Fangerne som sidder arresterede der, skal have adgang til lokummet. Man ser så vagterne udstillede, og et halvt eller helt dusin arrestanter i skjorte eller laser, kort sagt slet ikke pyntet, traske ud af hovedvagtens forgård om i den lille gade bag bygningen og siden ses et lignende tilbagetog.

Det er blot mangel af en bagdør på bygningen selv, som forårsager disse optrin. Og en sådan dør kunne dog bekvemt anbringes og al stank fra gården desuagtet holdes ude, når man blot indenfor gjorde et såkaldt forslag og en dobbelt dør.

Mænd som hr. general Gjede og hr.major Krüger ville ikke finde det for småt at afhjælpe det her omtalte vansyn, og på deres anbefaling at bringe det foreslåede til udførelse.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 340, 27. oktober 1804, s. 5410-5411)

Ønske for Fodgængeren i Frederiksberg.

Der har ofte i Politivennen været ytret det ønske at sidevejene i Frederiksberg Alle måtte gøres mere bekvemme for fodgængere, og mere fremkommelige i vådt vejr. Dette ønske er nu gået i opfyldelse. Sidevejene er i år blevet istandsat og fyldes nu med grus, som allerede i dette efterår har været til betydelig lettelse for de mange der enten i forretninger eller for at spadserevandre denne vej. Indsenderen heraf ved ikke bestemt efter hvis bevirkende denne forbedring egentlig er foretaget. Men hvem det end er, så er det en pligt offentligt at tilkendegive sin taknemmelighed for en så velgørende foranstaltning. 

Den eneste hindring som endnu standser den vandrendes fremskridt på denne vej, er overgangen over Runddelen udenfor Frederiksberg Kirke samt den mindre sidevej langs kirkegårdsmuren fordi kirkebetjentenes boliger og op til landevejen. Dette stykke vej må nødvendigvis passeres, ikke blot af de derværende gårdsbeboere, men også af de mange blandt hoffets betjente og flere. Hvor ubehageligt for alle disse efter at have gået gennem den jævne og tørre Frederiksberg Alle, da til sidste at synke i det dybe dynd som i regnvejr opfylder Runddelen og den omtalte sidevej. Ikke sjældent er ethvert fodtrin der forbundet med største fare for at glide og falde. Og lykkes det end at stå fast, så bærer i det mindste fodtøjet sådanne mærker at man ikke uden at blues kan vise sig for noget menneske eller træde ind i noget renligt værelse.

Med lidt forøgelse af bekostning ville vedkommende som allerede har bevist en så veldædig omhyggelighed for fodgængernes bekvemmelighed og gavn, pålægge det vandrende publikum en nu taknemmelighedsforpligtelse ved at lade overgangen over Runddelen og den nævnte lille sidevej forbi kirken opfylde med samme slags grus som nu gør alleen så skøn og behagelig at passere.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 340, 27. oktober 1804, s. 5404-5406)

Noget om fremmede Jøders Bortsendelse

Det må glæde enhver retskaffen dansk borger at se regeringens gode hensigter med at bortskaffe alle fremmede jøder, der omstrejfer landet med varer, og derved fratog næringen fra købstadsborgere der ofte kummerfuld nok må tjene til brødet til sig og sine. Men hvor hensigtsmæssig denne forordning end er, tillader jeg mig dog at ønske at den ikke udstrakte sig til sådanne fremmede jøder der er konditionerede som lærere, og tillige dem, der ifølge den jødiske religions love skulle slagte og visitere de kreaturer som skal bruges til spisning. For da det hos os er forbudt at spise kød af andre kreaturer end de der er skåret af en med attest fra en rabbiner dertil berettiget, ville vi i mangel af sådan en mand udsættes for hunger.

Antager man nu, at der i hver provinskøbstad, hvor der bor jøder, skal være sådan en lærer eller så kaldet schlechter, ville der mindst kræves 50 sådanne mænd, og hvor skal disse tages fra? I København og Altona ville der måske knap findes 10 der var duelige til børns moralske undervisning og tillige til at slagte. For det bekendt at disse to stæder selv må hjælpe sig med fremmede lærere. Var man nu end også heldig nok at få en mand der var denne tjeneste voksen, så ville det endda være usikkert hvor længe man kunne blive enig med ham. For da han vidste at man ikke måtte tage nogen udenlandsk, kunne han daglig forlange mere i løn, og til slut drive det så højt som han fandt for godt, skønt han kunne være hengiven tii svir og laster. Den bosiddende jøde ville altså hos sådan en mand være underkastet daglig chikane, og være nødsaget til at give ham mere i løn end han måske havde råd til at give. Da det formodes at sådan en schlechter, hvad enten inden- eller udenlandsk, ikke kan være staten til nogen skade da han blot befatter sig med information og slagtning, skulle da regeringen ikke være så nådig at tillade en sådan lærer i hver købstad? Dog med de vilkår at når han opsagde sin tjeneste, da at bevise for byens øvrighed at have en lige sådan tjeneste i en anden købstad, men i manglende fald være nødsaget til at rejse ud af riget, for derved at forebygge at han ikke gav sig til at handle på landet eller drive anden håndtering, man ikke kunne forudse.

David Meyer
i Svendborg

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 340, 27. oktober 1804, s. 5401-5404)