26 december 2014

Uordener.

6). Ejeren af gården på hjørnet af Købmagergade og Silkegade hvor der er vinkælder, har ladet lægge en bedækning af møg tværs over fortovet for at holde en gårdrende tør. Denne mødding står 2-3 tommer over fortovets linje, og lover en artig søle i tøvejr. Man håber at ejeren selv vil indse hvorledes gaderne ville se ud hvis hver ejer efter forgodtbefindende kunne lægge gødning på fortovene, og at han altså hellere lader sin gårdskarl bryde isen op end fordærver gangen for et helt publikum.

7) Det er ikke sjældent indtruffet at man fra de gader om Nikolaj Ruiner ser en hob drenge løbe omkring på vægtergangen og gøre spillopper. Undertiden kan man se dem løbe omkring på de faldefærdige mure og hvælvinger, og der til angst for alle tilskuerne øve sig i at stå på et ben eller i andre farlige stillinger. For ikke længe siden løb en af dem til og slog et slag på klokken som straks fik alle mennesker deromkring til at stikke hovederne ud af vinduerne da de tænkte at der var brand. Ikke sjældent øver de sig i at kaste med sten deroppefra imod husene i nabogaderne. Man ønskede at tårnvægteren ville indse hvor stor uskik alt dette er, og for fremtiden holde sådant småpak fra sit vagtsted.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 343, 17. november 1804, s. 5463-5464)

Uordener.

3) Imellem Hollænderbyen og Dragør skal efter rygtet adskillige kørende personer være med skældsord, trusler og slag overfaldet af mennesker som finder lyst i sådan vildskab. Man anser det for pligt at opvække politiets opmærksomhed på det. Et sådant rygte om det end ikke har fuldkommen grund, har den ubehagelige virkning på dem der skal tage ad denne vej.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 342, 10. november 1804, s. 5445-5446)

To Ønsker paa Vejene tæt udenfor Staden.

 1. På det stykke jord som ligger tæt op til hr. garver Rings gård ved St. Hans Hospital, er for nærværende tid et rettersted for gamle heste, hvor disse efter at være blevet slagtet, aftrækkes huden, og hvor man ikke sjældent ser flere nøgne kroppe ligge i snesevis og flere dage i træk. Enhver der går forbi, fristes let til at opkaste det spørgsmål om man ikke viste den del af publikum som kommer ad denne vej, enten for man nyder den eller fordi den er hans nærmeste, mere opmærksomhed, når man anlagde slagteriet bag ved gården, i stedet for lige ud til vejen?

2. Da alle offentlige veje hører det almindelige og ikke nogen enkelt mand til, så anmeldes det som en synd imod vejpolitiet, at der på det stykke vej som går fra Falkoner Alle op til Godthåb er anlagt et møddingssted, som ønskes fjerńet.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 342, 10. november 1804, s. 5435-5436)

Bøn til Vandvæsnet

Næsten i en måned har man nu på Toldbodvej manglet vand. For man kan vel godt kalde det mangel når man for hver dag hvor man har vand igen mangler i 8-10 dage. Folk som bor der finder det både trykkende og ærgerligt at de næsten hver dag må holde mennesker alene for at hente vand, enten oppe i Store Kongensgade, Borgergade, Husarkasernerne eller andre steder.

I husarkasernerne ser man hver dag en stor stimmel mennesker dels fra Toldbodvej, og dels fra Nyboder som kommer for at hente vand. Men selv her kunne de ikke alle tider få det, da der er en mængde heste som skal vandes, og skønt chefen viser den største villighed til at hjælpe på de vandtrængende, må han dog undertiden se sig nødt til at afvise dem, for ikke selv at mangle.

Vel er det sandt at de to på Toldbodvej ved hjørnet af Store Kongensgade boende brændevinsmænd kunne forbruge en stor mængde vand til, efter desværre alt for almindelig skik at pumpe koskarn osv. ud med (den ene har ogå svin, hvis skarn vel må herud på denne nydelige måde). Men man kan dog ikke indse at når vandrenderne var i god stand, de jo desuagtet måtte yde vand nok til beboernes brug.

Man nødes altså til på det indstændigste at anmode de ansvarlige om at tingen måtte sættes i den stand at de stakkels beboere på Toldbodvejen også kunne forsynes med denne så uundværlige livsfornødenhed.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 342, 10. november 1804, s. 5433-5435)


Esplanaden (Toldbodvej) 8 er fra 1785, så det må jo have savnet vand dengang.

Redacteurens Anmærkning

Brændevinsmænd på Toldbodvej (esplanaden) var på Politivennens tid ikke ualmindelige. Den var en af de veje hvor mange søfolk færdedes. Nogle endda ret velhavende som brændevinsbrænder Bjerre (nr. 289). Der var mange kældre med beværtning, keglebaner mv. Med navne som Toldbod Vinhus, den lille knejpe Lumskebugten, Paradiset ved indgangen til Nyboder, Brokkens Bod mv. De blev også besøgt af de mindre fine fra borgerskabet.

Ønske i Kristenbernikovstræde.

Det må fornøje enhver at se at den kasselige rønne som i Kristen Bernikows Stræde stod så langt frem udenfor de andre bygninger, er nedbrudt og at gaden altså her tager sin tilbørlige vidde.

Ved denne lejlighed kan man ikke andet end ønske at det sorte hus der også står frem på den anden side i sammes træde, og som skønt med jernbånd sammenføjet, dog er så ganske brøstfældigt at stykker af beværfningen hvert øjeblik falder ned, engang måtte dømmes til nedrivning. Dette ønske henvendes både til politiet og til brandvæsnet, da en sådan rønne om den end ikke ellers falder sammen, dog i tilfælde af ildebrand nærved, kan forvolde højst ubehagelige følger.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 341, 3. november 1804, s. 5428-5429)