Manglende Numre

Københavns Bibliotekers samling af Politivennen er ikke komplet. Numrene 391 til 416, 19de Oktober 1805-12te April 1806 mangler. Men ved således at henvende sig til offentligheden, håber man at den ansvarlige vil ikke bare hæmme, men også fjerne denne ubehagelige uorden!

Redacteuren

Middel mod Væggelus

(I anledning af spørgsmål i Addresseavisen)

Det sikreste middel mod væggelus vil nok være: At dræbe dem i og på deres opholdssteder, og tillige deres æg, hvor de findes anbragte i sengegardiner og sengesteder mv. ved hårdt at overgnide dem med en hammer eller andet, hvorefter man afvasker dem. Dette gentages, hvis de atter indfinder sig. De brugende smørelser er ikke sikre, da de undviger deres modbydelighed.

 (Politivennen nr. 390, 12. oktober 1805, side 6204)

Betragtninger Voldskytteriet vedrørende.

I forrige uge så man voldskytten skyde efter en hund som var kommet op på volden, og der legede med 2 andre ligeledes løse hunde. Da disse 2 hunde ikke blev angrebet af skytten, tror man rimeligvis at de tilhørte enten skytten selv eller en ven af ham. Den anskudte hund tumlede bort skrigende på en jammerlig måde og blev liggende i nogen tid neden for volden, uophørligt forstyrrende hele nabolaget med sit hyl. Endelig krøb den ud af Vesterport, og ned under den første barriereport. Til sidst befandt voldskytten sig nu for at give ham det sidste banesår. Men uagtet han skød 2 gange og var blot få skridt fra hunden, kunne denne ikke sådan blive sit pinefulde liv kvit. Og således måtte skytten da give ham det tredje eller egentlig det fjerde skud.

Da det nu er et overmåde fælt syn for omboende og for alle tilskuere at en hund hvis den endelig skal skydes, da ikke straks  strækkes død hen på stedet, og da der også for dyr bør være retfærdighed, så synes følgende sætninger rigtige og værd at blive taget i betragtning af de højere vedkommende.

1) Voldskytten bør være en veløvet skytte der forstår at sigte og træffe.

2) Er voldskytten syg og lader en karl eller sætteskytte forrette sin dont, hvilket efter sigende her var tilfældet, da bør denne ligeledes forstå sit gevær.

3) Et dyr bør derfor skydes død på stedet ved første skud, og altså ikke lægges an på før man er vis på at dette kan blive følgen. Eller også voldskytten bør være forsynet med en ladt pistol, hvormed han straks når den ligger og hyler, kan give den sin rest.

4) Kan det bevises at voldskytten handler anderledes og lader et dyr sejpines, sammenløben af pøbel derved forårsages og naboers ro derved forstyrres eller dem forårsages et væmmeligt syn, da bør han bøde en tilstrækkelig mulkt.

5) Dersom ingen hunde bør være på volden, så bør denne lov aldeles ingen undtagelse lide. For dersom nogle priviligerede hunde tåles, så er dette lokkemad for de upriviligerede til ifølge dette dyrs bekendte selskabelighed, at søge op på volden som de måske ellers ville holde sig fra, og altså en uretfærdighed som kunne kaldes grumhed.

(Politivennen nr. 387, 21. september 1805, side 6164-6166) 

En Klage over Befordring og Veje i Falster

Imens vores gode og retfærdige regering gennem vise og fortræffelige love fremmer almenvellets tarv og borgersamfundets vel. Imens dette daglig foregår for vore øjne, møder den rejsende en modtagelse på Falster, som i alle henseender fortjener den højere myndigheds opmærksomhed og deltagelse. Således har jeg mødt ubehageligheder ved min ankomst der til landet, som overgik dem jeg gik i møde ved en vandring blandt Karthagos ruiner. En vandmelon og en skål vand overraktes mig af en maurer til vederkvægelse under dette brændende klima. Og jeg glædede mig over at der blandt disse såkaldte barbarer findes mennesker, der både følte og tænkte på medbrødres tilstand og lidelser.

Men læser! Tænk engang. Denne modtagelse møder dig ikke ved din ankomst til Falster. I en af de første dage af august måned kl. 3 om eftermiddagen ankom jeg med familie til Grønsund Færgegård på Møn. Jeg fik efter et kort ophold færgen, hvori vi tilligemed vores rejsevogn indskibede os. Vinden var østlig med laber bramsejls kuling. Ved krydsning og hjælp af mådelige færgekarle, nåede vi endelig færgebroen på Falster efter 4 timers sejlands. Enhver vil let indse, at man efter 4 timers trættende og ubehagelig sejlads på en åben færge med fruentimmer og børn i følge, længes efter både vederkvægelse og husly, og begge dele skulle jeg nu først opsøge. 

Jeg gik straks op til lodshusene til sættefærgemanden Ole Olsen, men ingen var hjemme. Men efter et kort ophold kom konen hjem til huset, som på mit første spørgsmål: Om vi kunne få befordring af forspændsheste til Stubbekøbing, svarede mig: At lodsene ikke var forpligtede til at køre for os, uden efter eget behag, og bønderne i nærmeste by (Næs) heller ikke ville afgive befordring, uden når de så deres fordel derved, da de ikke var underkastet tvang med hensyn til befordringsvæsnet.

Eckersbergs billede fra Københavns Toldbod 1804 viser nogle forskellige båd- og skibstyper fra perioden. (Udsnit. Fra Før og Nu 1916).
 
Denne ubehagelige forfatning, at ikke engang at kunne komme af sted for penge, pressede mig til at begære en ekspres til staden (som ligger en mil derfra). Det var konen straks villig til at lade afgå. Dog sagde hun mig, at der ville gå nogle timer inden befordring kunne komme. Jeg forsøgte nu efter hendes råd at gå til lodsen for at få et tidendebud af sted. Men lodsen var ikke hjemme, og hans kone ville under ingen omstændigheder tillade, at jeg for betaling måtte få en hest hos hende. Nu var der intet andet at gøre end at afsende et gående bud. 

Jeg gik ned til på færgebroen og afhentede min familie, som endnu ikke havde fået husly, og opholdt sig på rejsevognen, da sættefærgemandens kone havde tilladt mig, at de måtte opholde sig i hendes stue. Men derved var endnu kun lidt vundet. For vederkvægelse, som vi høfligt trængte til, var ikke til at få for penge. Og uvisheden om hvad tid vi kunne vente heste fra Stubbekøbing, samt rejsevognen og rejsetøjets usikkerhed på færgebroen, var store ubehageligheder, især det sidste. For at få vognen bragt op i sikkerhed, måtte jeg nu af mangel på hjælp gå ned til vognen og forblive ved samme, indtil kl. 12 midnat, da forspændsheste ankom fra Stubbekøbing.

Enhver som er vant til at rejse ved og kender de besværligheder som rejser medfører. Og vil let kunne indse det ubehagelige og modbydelige ved denne rejse, hvor vi fra kl. 10 om formiddagen til kl. 2 om morgenen gjorde en rejse på 5 mil, og hvor vi på den sidste mil til søs og til lands tilbragte 6 timer. Og det af ingen anden årsag end de eksisterende indretningers dårlige tilstand og utilstrækkelighed til befordringsvæsnets fremme og sikkerhed.

Og endnu ikke nok med dette ophold i Grønsund. Næppe havde vi forladt lodshusene for at køre landevejen til Stubbekøbing, før vi atter måtte udholde at passere den afskyeligste vej man kan forestille sig. For her afvekslede veje med indgrøftning, opkørte hjulspor, agerrender, som endnu ikke var opfyldte, hulvej hvor vi ikke kunne passere med vores brede vogn uden yderste fare for at brække den i stykker. 

Men intet af alt dette kan sammenlignes med et sted på vejen kaldet Rædskred, som ligger på en engbund, og hvor man har en smal 3 til 4 fod dyb hulvej at køre igennem. Og midt i denne smukke hulvej, som altid er fyldt med vand, findes en forulykket stenslæde, som lig Malora-skærene ved Livorno rager op over vandets overflade og truer de rejsende med død og ødelæggelse. For ved nattetid hører der ligeså meget mod som forsigtighed at komme godt igennem. Dersom dette sted ikke umiskendelig viser prøver på ligegyldighed for en bedre indretnings fremme, så er der intet sted i hele Danmark, som på noget tidspunkt kan og bør omtales. Især når man ved, at denne stenslæde har stået der i henved 10 år, uden at man har søgt at forandre dens tilstand.

Her Læser! På dettes sted, steg min uvilje til det højeste! En elsket familie, et kært barn, skulle nu med mig selv overlades til skæbnens gode eller onde lune, og således udsættes for helbreds og lemmers forlis.

Det er at håbe, at når stiftets virksomme amtmand skulle få dette at se, at han da sikkert vil gøre alt sit til at denne landevej bliver sat i god stand, da han har givet så umiskendelige prøver på hvor meget han ønskede vejens istandsættelse i sit stift.

Hvad der kan være årsag til at forordningen af 27. januar 1804 ikke endnu er blevet anvendt i hensyn til befordringsvæsnet fra Grønsund lodshuse er ubegribeligt.

På flere steder i Danmark er anlagt og befalet vognmandslaugs oprettelse, hvor det lokale langt fra ikke er så bekvemt som ved Grønsund. Ved Vindbyholt, Gåbense, Kalvehave og mange flere steder i landet må fragtvogn hentes over en fjerdingvej borte fra stedet. Her derimod (fra lodshusene til bondebyen Næs) er næppe en halv fjerdingvej til nærmeste by. Foruden 2 velhavende bønder findes 5 nedlagte bønder i byen Næs, hvoraf hver nedlægger i det mindste holder 2 og flere heste til avlingsbrug. Disse 7 i tallet burde og kunne jo afgive befordring. For ikke at tale om de 3 til 4 udflyttede bøndergårde fra byen Oure, som ligger ikke mere end en fjerdingvej fra det allerede omtalte sted.

Alt taler for at oprette et vognmandslaugs der på stedet. Intet kan frembringes derimod.

Det ville ikke være vanskeligt at frembringe data som viser nødvendigheden, såvel af et steds anlæggelse til husly for de rejsende, som også indretning til befordring. For 3 år siden passerede jeg i et selskab med 2 bekendte dette sted (lodshusene på Falster). Af mangel på husly og endnu større vanskelighed med at få befordring til Stubbekøbing, blev vi nødt til at gå til staden. Det var en streng vinterdag, og skønt vi brugte megen forsigtighed for at komme over det farlige Rædskred, slap dog en af os ned i isen der, og følgerne af dette vinterbad var sørgelige.

Med hvilken glæde ser jeg det øjeblik i møde, da de høje og mægtige herrer af fideicommis på dette gods, ville anvende hele deres opmærksomhed på at gøre sådanne indretninger, som kan tjene det almene til bedste. Og hvilken rejsende ville ikke yde sin tak til de mænd, som så hans trang og afhjalp den. Dersom det også er bestemt og afgjort, at hverken rejsende eller Falsters beboere kan komme i betragtning ved dette sted og vente at nogen solid indretning sker, så var det at ønske, at man dog ville tillægge Grønsunds lodser jord til dyrkning, og derved forpligte dem til at befordre og modtage de rejsende.

Staal

 (Politivennen nr. 387, 21. september 1805, side 6157-6164) 

Redacteurens Anmærkninger

Falster-Møn-Sjælland

Artiklen omtaler nogle dengang kendte (færge)steder på Falster og Sjælland: Grønsund (det smalleste farvand mellem Falster og Møn). Gåbense (nu Storstrømsbroen) var færgested indtil 1872. Kalvehave på Sjælland (smalleste sted mellem Møn og Sjælland) var færgeby helt til 1942 hvor den blev erstattet af Mønsbroen. Vindbyholt ligger inde i landet ved Orup Bæk. Det var på kroen Grundtvig 5 år senere efter eget udsagn som en anden Paulus kæmpede med djævelen.

Ønske til vort Sundhedspoliti.

(Efter tilsendt).

Vedkommende bedes om at henvende opmærksomheden på de kurve som fiskerkonerne ved Gammelstrand betjener sig af til at fremstille den fisk som de sælger. Næppe vaskes eller rengøres disse kurve fra det første øjeblik de første gang bruges til deres bestemmelse, og indtil de er aldeles opslidt og ubrugelige. De er overtrukket med flere lag af forrådnet fiskeslim der giver den afskyeligste stand fra sig, såvel over for de forbigående som for de lige overfor boende. Og fra den kælder hvori de fra aften til morgen hensættes, udbredes over hele huset en lugt eller stank der fuldkommen ligner et råddent ådsels og må upåtvivlelig være højst skadelig for sundheden.

 (Politivennen nr. 387, 21. september 1805, side 6156-6157)