Forslag til Theaterdirektionen

(Efter indsendt)

Ved det store teater og her søndag formiddag ved hofteatret ser man ved uddelingen af billetterne ikke sjældent at vagten der står inden for døren, har meget besvær med at modstå den magt hvormed mængden trænger sig på for at komme ind. 

Søndag den 26. oktober var trængslen om formiddagen ved hofteatret meget stærk. Kontrolløren havde nu fået det gode indfald at postere en underofficer og to mand uden for døren. De bad høflig om plads, og fortalte der måtte ingen trængsel være. Det havde straks den gode virkning, at enhver nok så velklædt uden at blive klemt eller stødt eller besudlet kunne gå ind og hente sin billet.

Pladsen foran Hofteatret og udsigten til Christiansborg Ridebane. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Man foreslår derfor at sætte de fleste af vagten udenfor, for at minde imod al trængsel. Den første den bedste der gjorde mine til at trænge, kunne jo først høflig anmodes at lade være, og siden med magt føres til siden, og ikke tillades at nærme sig før mængden var borte.
Den bekvemhed hvormed man da kunne hente sin billet, ville vist være meget velkommen.  Og således ville nok også billethandelen, rettere sagt forsalg med billetter, ophøre. For det er almindeligvis kun sjovere der forårsager og tør nære sig i den trængsel.

Mon ikke også bortfjernelsen af denne trængen og billethandel ville være fordelagtig for teaterkassen? Spærværket, hvori døren står på gangen ved hofteatret knager stærkt, og ofte ser man stenpillerne sprængte uden for komediehuset på Kongens Nytorv. Og de fleste af komediegængerne må nok lige såvel tage hensyn til deres pung som tid, om man skal gå på komedie eller ikke. Men jo dyrere billeten er, desto sjældnere kan man kun gå. Altså må også tilskuernes tilløb som en følge deraf være meget mindre. Har man fx en dag givet 4 til 6 mark for en parterrebillet, må man blive borte en til to andre dage man kunne få den for almindelig pris. Disse 2 til 4 mark er jo et rent tab for teateret.

København den 31. oktober 1806

(Politivennen nr. 446, 8. november 1806, side 7087-7089)

Redacteurens Anmærkning

Der blev forsøgt gjort noget ved det 3 år senere med "Politie-Pl. om Billetters Indkiøb til Skuespillene m.v. 2. Sep. 1809". Men uagtet denne fortsatte billethajernes deres virksomhed, således som det fremgår af adskillige artikler fra Politivennen. Ikke kun af sjovere (der dengang var en betegnelse for dragere), men af talrige andre samfundsgrupper. Her et uddrag fra plakaten: 

2. Gr. Da den trængsel og uordentlige Sammenstimmel af Mennesker, der, i anledning af yndede stykker, i Almindelighed finder sted udenfor Skuespilhuset, saavel om Formiddagen til Billetters Indkiøb, som om Aftenen til Indladelsen i Huset, ikke alene er uanstændig, men endog som oftest farlig for Menneskers Liv og Helbred, det ligeledes maa ansees stridende imod god orden, at endeel Personer af ringere Almue næsten udelukkende opkiøbe alle Billetterne for derefter til høiere Priser at afhænde dem paa offentlig Gade til enhver, der ønsker at besøge Skuespillet, hvorved en af Publikums ædleste Fornøielser fordyres til Fordel for Lediggiængere af den laveste Klasse; Saa bliver herved, til Efterretning og Iagttagelse for alle Vedkommende, følgende bekientgiort: 

3. I Følge Cannellie-Br. til Politiemesteren i Khavn 1. Sept. 1809, forbydes det aldeles at overlade Entree-Billetter til Skuespillet til andre til en høiere Priis, end derpaa er sat; Enhver altsaa, som antræffes heri at giøre sig skyldig eller under Navn af Douceur eller Gave at imodtage mere, end Billetten virkelig koster, vil blive anseet med en Mulkt fra 5 til 10 Rdlr til lige Deling mellem Angiveren og Politie-Kassen, og desuden være pligtig at tilbagebetale hvad han for Billetten har imodtaget. Ligesom der fra Politiets Side skal blive anvendt alt mueligt til Overholdelsen heraf, saaledes anmodes herved det ordenselskende Publikum, at være Politiet behielpelig i Opdagelsen af Forseelser imod denne Anordning.

Noget om Fordomme hos de danske Sælgekoner

Det kunne vel være indsenderen og mange andre ligegyldigt hvad de danske kvinder og sælgekoner her i København har for vaner og sæder. Men er det dog ikke enhvers pligt at udrydde fordomme og overtro selv hos de mest ringe blandt almuen, også når denne overtro hverken for dem selv eller på andre kan virke og være skadelig? Det synes mig dog næsten af flere grunde.

Tre typiske sælgerkoner på Politivennens tid, fra Valby (fjerkræ), Skovshoved (fisk) og Amager (grøntsager). (Eget foto. Nationalmuseet). 

Mere end en gang har jeg set, at når man køber et æble eller sådant noget af en kone, så har hun altid når man er den første om dagen den vane at spytte på styveren eller skillingen, som hun får for det, før den nedglides i lommen. Sædvanlig siger de også nogle ord derved, som jeg ikke har forstået. Jeg tror man kalder det at handsle. Om denne vantro end ikke har nogen sær skadelige følger, hvad skal det dog til? Skal ikke også selv den ringeste i vores oplyste tider blive mere og mere oplyst. De er også mennesker. 

Der falder mig noget ind ved det. Jeg har allerede hørt tale om at de danske småpenge var så beskidte og tænkte straks på hvor det kunne komme fra. Jeg fandt denne omtalte vane, som den største og første årsag til det. Jeg behøver ikke at tale videre. Når man kun betænker: En våd styver i en lomme og det i en sælgekællings lomme! Hvorledes skal den vel blive. Ubehageligt er det i sandhed at tage på og at gemme i sin lomme en sådan styver. Ja måske selv lægerne har også i den henseende at indvende, især hvis, som tit sker, sådanne irrede penge kommer små børn i hænderne og munden.

K. Johannsen

(Politivennen nr. 446, 8. november 1806, side 7090-7091)

Anke over Stankfabrik.

(Efter indsendt).

I mange år har en afskyelig stank som forårsagedes af de på Skidentorvet og Rosengården boende garvere og fiskeblødere udskyllet råddent vand i rendestenen, inkommoderet nabolaget, såvel som Kultorvets og Købmagergades beboere, da denne næsten utålelige stank fra rendestenen trænger ind i husene og aldeles ødelægger luften i værelserne. Hidtil har dette været upåtalt, da til nævnte stinkende vands udskyllelse blot var valgt en eller anden bestemt tid på visse dage om ugen. Men da man til sin største forundring i den senere tid har måttet erfare at vedkommende ikke undser sig ved at foretage sådant arbejde på vilkårlige tider som om formiddagen og middagsstunden, så er der grund til anke. Da det imidlertid må tros om disse mænd at de har så meget agtelse for deres naboer og de flere som må lide ved denne deres brugte fremgangsmåde at de blot på et vink vælger en bestemt passende tid til at udskylle kar eller samlingsstederne for uhumskheder, fx om aftenen efter kl. 10, eller allerhelst midnat, så må det for det første være nok med her at bede dem sætte sig i andres sted og handle som de selv ville hændes og have.

(Politivennen nr. 445, 1. november 1806, side 7079-7080)

Et Spørgsmål i Permadsens Gang

I Peter Madsens Gang i huset nr. 267 har værten indlejet beboere under det åbne tag, på et værelse hvor der hverken er køkken eller kakkelovn. Om aftenen kan man se, at der er lyst hos disse folk. Man spørger dem, som herpå kan give svar, om ikke herved måske er farlighed.

Thomas Nielsen
Arbejdsmand
boende sammesteds

(Politivennen nr. 445, 1. november 1806, side 7078-7079)

Redacteurens Anmærkning

Denne lille notits er opsigtsvækkende af mindst to årsager: Det er et af de få indslag som er skrevet af en navngiven arbejdsmand, altså en mand af lav klasse, modsat hvad der ellers er gængs i Politivennen. Desuden beskæftiger den sig med et sted som ikke beskrives særlig meget, nemlig Peter Madsens Gang, som var det værste slum i datidens København.

Et Ønske, Færøerne angående

(Efter indsendt)

Mænd som kender nøje disse små øer tilhørende den danske stat, har lagt mærke til to mangler (meningen er ikke, at der ikke skulle være flere) hvis følger er af ikke så lille skadelig indflydelse på det hele eller til hinder for landets indre opkomst.

Den første af disse mangler er den, at for den som har samlet formuer er der ingen mulighed til der at gøre den frugtbringende. Da handelen ikke er fri, kan den formuende ikke hensætte sin kapital heri. Fabrikker kan ikke forventes i sådant et land, der står så langt tilbage. Skønt det dog vel ikke kan anses umuligt, at der at skabe en fordelagtig klædefabrikation. At få sine penge gjort frugtbringende i skibe eller skibsparter, som andetsteds, er heller ikke at tænke på. For skønt det vel er enhver tilladt at have skibe, det vil sige, skønt der aldrig er tænkt på at forbyde den indfødte færøbo at eje skibe, vil dog en lille eftertanke let lede frem til at forbud mod fri handel, eller på handel med egne skibe, ikke kan opmuntre til at anskaffe sig skibe, siden man ikke engang deraf kunne have den naturligste følge, sin egen forsyning med de nødvendigste og nyttigste varer.

Den anden mangel er en naturlig følge af den første. Nemlig den at da der ikke for den der ejer penge, er nogen anden lejlighed til at gøre dem frugtbringende end at kaste dem bort, som det der kaldes, i jordegods, bringer dette jordejendommen til at stige i uforholdsmæssig grad. Den højeste frugtanbringelse det er mulig at bevirke ved jordegods på Færøerne, er på 1½ til 2 procent. Det vil sige jorderne betales med en gang mere, end de er virkelig værd, så at en mark jord der koster 400 rigsdaler, egentlig kun er 200 rigsdaler værd. Til heri at give afhjælp kan foruden frihandel, der altid bliver højligen at tilråde for landet, ønskes i dette så afsidesliggende land oprettet en bank. Mens en sådan foranstaltning ville usigeligt hjælpe fremad på handel og al slags vindskibelighed, ville de formuende som en naturlig følge gennem en bank kunne bruge deres penge til nytte for staten og tillige til langt større fordel end nu omstunder.

(Politivennen nr. 444, 25. oktober 1806, side 7064-7067)