Noget om Fodposten på Christianshavn

(Efter indsendt)

Christianshavn mangler den skønne indretning frem for byen, at man ikke har nogen steder hvor man kan levere breve til fodposten. Da nu fodposten er blevet så daglig vant at høres, så hører man det som oftest sjælden. Og desuden går han et langt stykke imellem han banker på gonggongen. Det ville være godt om der kunne være et til to steder på hver side af broen, hvor man kunne levere breve ind til besørgelse, samt at fodposten blev beordret at stå et øjeblik inden for disse steder og slå på gonggong.

Strandgade på Christianshavn. I forgrunden Asiatisk Kompagnis kontorbygningen, opført 1740 efter tegninger af arkitekt Philip de Lange. Torvegade-hjørnet ligger efter det gule hus i baggrunden til højre. På hjørnet af Strandgade og Torvegade lå isenkræmmer Lind, hvor fodposten skulle slå på gonggongen og afvente at folk mødte op til postbesørgelse. (Eget foto).

Jeg foreslår til at opnå dette ønske, at følgende steder var de bekvemmeligste til at modtage sådanne breve, nemlig hr. hosekræmmer Lyngby på hjørnet af Lille Torvegade og Store Kongensgade, hr. isenkræmmer Lind i Strandgade og hr. Urtekræmmer Weybel på hjørnet af Store Torvegade og Børnehustorvet, hvor samtlige tre steders butikker er lige ind fra gaden og dørene står mestendels åbne.

(Politivennen nr. 449, 29. november 1806, side 7141-7142)

Redacteurens Anmærkning

I Kraks vejviser er angivet en isenkræmmer Lind på hjørnet af Strandgade og Lille Torvegade 3a (i dag Torvegade). Store og Lille Kongensgade svarer til nutidens Wildersgade. Børnehuset lå hvor Lagkagehuset ligger i dag. De tre steder var på hjørner af gader som i dag krydser Torvegade mellem Christianshavns Torv og Knippelsbro

Endnu et par Ord om Sjovervæsenet, især ved Hoftheatret.

(Efter indsendt)

Søndag formiddag den 23. november var dette uvæsen igen i fuld virksomhed. Sjoverne havde opstillet sig i en række fra døren hvor vagten står, langs den højre væg og gled således ind en efter den anden, og fra den anden side hvor de skikkelige folk stod, slap næsten ingen ind. Endelig kom en teaterbetjent med en underofficer og to mand, og som slagne af en lynstråle så man hele lauget i en hast begive sig bort. Et kendeligt bevis på at disse godtfolk dog må have en inderlig overbevisning om dæres næringsvejs ulovlighed, og om at de er velfortjent til stokkeprygl. Vagtens komme vakte en almindelig glæde blandt alle de andre. Men glæden var stakket. Teaterbetjenten begav sig ind i den anden gang, og sjoverne listede sig lidt efter lidt ind igen, fordi underofficeren med den bedste vilje intet klækkeligt kunne udrette, da han ikke kendte prangerne.

Uagtet det simpleste middel til at råde bod på denne - for 5 til 6 år siden her aldeles ubekendte - uskik, var stokkeprygl især da politiets stokke med langt mindre omstændighed anbringes på disse vedkommendes rygge end flintekolber, eller bajonetter, så kan man dog foreslå et andet middel der med lidt mere ulejlighed fyldestgør alle humanitetens såvel som de skuespilbesøgendes fordringer.

Det måtte nemlig behage teatrets direktion at anordne at en teaterbetjent (en af dem der ved billetternes uddeling i almindelighed opholder sig i skuespilhusets forsal og som uimodsigelig må, lige såvel som ethvert andet menneske hvis vej jævnlig falder forbi Det Kongelige Teater om formiddagen kl. 10 kunne kende sjovere fra ikke-sjovere), posteres med det par soldater eller politibetjente ved opgangen hvor der er aldeles lyst, og meddelte enhver som gik op for at tage billet, et tegn, fx en blikpenge, at det pålagdes ham ikke at give tegn til nogen som engang havde fået, og atter meldte sig. Og at det pålagdes kassereren ikke at uddele billetter til andre end dem som havde tegn. Og ikke flere end en billet til de notoriske sjovere som derfor måtte meddeles ved opgangen et noget forskelligt tegn, til andre to højst tre.

Trængslen ville dermed ikke blive voldsom. Dog måtte teaterbetjenten stå indenfor en slags disk eller blot ved et bord for uhindret at kunne beskue og tildele enhver efter sine gerninger.

(Politivennen nr. 449, 29. november 1806, side 7135-7138)

Bekendtgørelse

Det tilsendte bidrag om den glubske hund som i en bekendt gård på Østerbro skulle overfalde og virkelig bide folk, kan ikke indrykkes.

Ved den lejlighed må udgiveren, samtidig med at takke for de mange ærede medborgere, der ved at lede ham på spor efter uordener så ofte har bragt ham til at kunne udvirke en eller anden forbedring, tillige underrette en del forfattere af tilsendte bidrag, der måtte undres over at disse ikke er benyttede, om at dette er en simpel følge af at de i deres breve til mig enten helt har udeladt deres navne, og altså ikke levnet mig nogen adgang til dem, for at få den fornødne oplysning. Eller betjent sig af enkelte forbogstaver eller af et eller andet tegn, i stedet for navn, hvilket giver lige så lidt mulighed for at finde forfatteren. Eller endelig sætte et navn, men uden at nævne næringsvej, embede eller bolig. En ting som de allerfleste gange er en lige så stor gåde som nogle streger eller kryds. 

Udgiveren var længe i tvivl om han skulle advare herom af frygt at det kunne afholde nogle fra at indsende bidrag, der dog var brugelige, skønt anonyme. Han håber imidlertid at enhver vil forstå at hans mening er denne: "At når det tilsendte bidrag omtaler en handling eller en egenskab hos mand eller ting, som man ved at udgiveren ikke kan vide, eller i det mindste ikke bevise, er det nødvendigt at indsenderen af bidraget sætter sit navn, stand og bopæl, vedføjende at det ikke bekendtgøres, hvis sådant er ham imod. Er bidraget derimod om ting, dem udgiveren selv kan komme til bevislig kundskab om, uden at kende indsenderen, eller er emnet blot en eller anden betragtning, da siger det sig selv, at indsenderen ikke behøver at underrette udgiveren om sit navn osv.

(Politivennen nr. 448, 22. november 1806, side 7131-7132)

Redacteurens Anmærkning

Dette er en af de få notitser i Politivennen som fortæller om hvordan udgiveren Seidelin arbejdede med sit stof. Seidelins vejledning til personer der ønskede at få offentliggjort indslag i Politivennen. Den stod sidst i hvert nummer af Politivennen. Bekendtgørelsen kan ses som en præcisering af denne: 

Bidrag, saavel her fra Byen, som fra Provindserne, ønskes, og indrykkes ufortøvet, naar Materien angaar Politi, og naar Foredraget er anstændigt og tydeligt. Mundtlige Bidrag modtages ogsaa. For dem, som ikke have Øvelse i at føre Pennen, tillader man sig at ordne deres Bidrag. Bidrag fra Provindserne indsendes portofri. Subscription gælder for een Aargang.

Enhver, som beærer Politivennen med Bidrag under Navn, kan være vis paa, at samme ikke sensureres, da Bladets Censur ikun angaaer hvad som forfattes af Udgiveren selv.

K. H. Seidelin

Pilestræde No. 94.

Beklagelige Ubesindighed hos Ynglinge der dog ikke ville regnes til den utænkende Pøbel

(Efter indsendt)

En betler som adskillige agtede borgere ofte klager over, nemlig Niels Kjeldsen, for nærværende tid klædt i en rød trøje, gamle blå lange bukser, rund hat, hvide uldne strømper og tøfler, blev torsdag den 20. november om eftermiddagen  kl 4 anholdt i Bredgade af 2 fattigopbringere. Da han satte sig til modværge ved pågribelsen og gjorde støj og alarm, kom en stor del kollegianere ud fra det Kirurgiske Akademi. De tog betlerens parti, og uagtet opbringerne fortalte dem at de var beordret til at anholde ham og bad dem ikke hindre dem i deres lovlige forretninger, vedblev disse herrer dog at påstå at opbringerne skulle lade den anholdte gå da han kun havde betlet. Betleren fattede mod og pøbelen anledning til at fornærme opbringerne. Disse måtte vige for overmagten og lade betleren, som er et stærkt og arbejdsført menneske drive om på gaderne endnu længere.

(Politivennen nr. 448, 22. november 1806, side 7127-7128)

Redacteurens Anmærkning

Akademiet lå i Bredgade 62, og rummer nu Medicinsk Museion.

Om Ulykkes Forebyggelse ved Københavns Fortifikations Broer

Følgende brev er tilsendt udgiveren af Politivennen:

Højtærede herre!

Ærbødigst tager jeg mig den frihed at skrive om følgende, som jeg tror kan bekendtgøres offentligt. Nemlig følgende ulykkelige hændelse i går aftes: Søndag den 8. hen ved kl. 6 og 7 kom en mor med sin datter, efter den førstes udtalelse 20 år gammel, og hendes mands bror gående ind ad Vesterport. Og da de kom på den inderste bro mod staden, gled datterens fod på det smalle brobræt eller overgang. Hun tog sin farbror i frakken, men kunne ikke holde sig fast. Og manden tog af skræk fast i jernkæden og holdt sig. Men i det han så sig om hvem der sådan så hastigt greb ham i frakken, så han sin brordatter falde ned i stadsgraven. Hun gav kun et eneste dybt suk og dermed så eller hørte man intet mere til hende. 

Østerport har lige som Vesterport en bro hvor man meget nemt kan komme til at glide og falde i voldgraven. Gangbrættet bør have et bedre værn. Hvis ingen jolle er i nærheden, er druknedøden overhængende. 

Man kan nu forestille sig i hvilken forfatning mor og farbror blev. Der blev jammer og skrig. Der kom mennesker nok, også fra vagten med lygter og hager. Man søgte, men kunne ikke se eller finde. I samme øjeblik kom også en mand som jeg kendte, nemlig en frisør ved navn Weise boende ved hjørnet af Stormgade og Volden. Han så det og tænkte ved sig selv: På denne måde ville man nok ikke finde denne ulykkelige. Han løb ganske stille bort, og inden man vidste af, kom han roende med en båd som lå nede ved Blågårds Sukkerformefabrik og havde med sig mesteren fra samme, hr. Nielsen og hr. Gylgod, underofficer som bor i vagten ved samme fabrik. De havde en lygte med. Weise som gav sig flittigt at søge. Fandt også straks den ulykkelige pige. 

De ville nu ro med hende ned til Blåtårn til redningsanstalter på artillerisygestuen. Men folkekravet var at man straks skulle bringe hende i land der ved broen, hvilket også skete. Og fra hendes fald indtil hun kom i land gik der efter min beregning ikke fulde 40 minutter. Man bragte hende først i vagten og derfra straks til barberen i Frederiksberggade, hvor 5 til 6 kirurger straks gjorde sig al mulig flid for at bringe den døde til live. Men klokken halv ni var der  endnu intet tegn til live. 

Imens Weise var borte, trøstede man kun moderen og medfølgende så bedrøvelig at det var ikke mulig at finde den faldne, da det var mørkt, og man ingen båd havde der ved hånden, hvorved moderen nu faldt i besvimelse. Og man måtte nu se at få hende hjem og var altså ikke til stede da datteren kom op af vandet. Weise fulgte med til barberen og de to andre roede bort med båden. 

På grund af denne tummel vidste man ikke før klokken halv ni hvem den ulykkelige hørte til. Men så kom en pige fra hendes søster, og manden som var fulgt med dem ind ad porten. Og der fik man at vide hos barberen at det skulle være en rebslagerdatter. Hun var et skønt og velvoksent menneske, godt klædt, og havde en smuk guldkæde om halsen. Hvad jeg her har skrevet er sandt, og hvad Deres velædelhed vil tage herudaf til en bekendtgørelse, det overlader jeg til Deres egen stil at sætte.

København d. 9. nov. 1806
Ærbædigst af en mand, som
så og var vidne til det
Johan Hansen

****

Udgiveren har ment at burde indrykke det hele som det ovenfor står, da det både vidner om brevskriverens og især om hr. Weises gode tænkemåde. Af senere bekendtgørelse ved vi nu at denne skønne unge pige ikke blev bragt til live. Gid denne tildragelse måtte bevirke at to forbedringer som for lang tid siden, dels med oftere gentagelse er foreslået i dette blad, dog i det mindste for fremtiden må afværge lignende ulykker. Den ene er, at den smalle bro, eller rettere gangbræt ved siden af vindebroen, ved alle vore porte, måtte få et bedre værn til begge sider. Den anden er, at der altid måtte ligge en lille jolle neden under fæstningsbroen til afbenyttelse i sådanne beklagelige tilfælde.

(Politivennen nr. 448, 22. november 1806, side 7123-7127)