Til en Mand i Annise på Kronborg Amt

(Efter indsendt fra Helsingør)

Den ytring De offentligt på Esrum tilkendegav om vores brave bekendte hr. Lars Backe, at han måtte være en retskaffen mand og af god tænkemåde, fordi han ikke ville røve fremmed gods eller afgive sig med kaperi, er ganske falsk. Og den ros De derved ville tillægge ham, ophøjer ikke manden. Han hæves ikke ved sådanne mænds utidige lovtaler. For De bør til Deres græmmelse vide at hr. Backe som ægte dansk mand var blandt de første der blev forsynet med kaperbrev. Og det er uden for enhver tvivl at han med sin sædvanlige iver og fyrighed havde tilføjet sin og landets fælles fjende al mulig afbræk dersom ikke en 3 måneders vedholdende sygdom havde lagt hindring for hans lyst, mod og dansk tænkemådes ytring.

(Politivennen nr. 504, 26. december 1807, s. 8098-8099) 

"Stand and deliver". At kaperne har truet engelske priser med dette udråb, og om de har brugt disse flintlåspistoler fra Politivennens tid, kan meget vel være muligt. (De forreste har dog tilhørt Frederik 8. Eget foto, Tøjhusmuseet).

Nytte for Sjælland af den nærværende Krig.

Hvor problematisk denne overskrift end vil synes mange, er det dog unægteligt at Sjælland, den eneste provins der hidtil har følt, og vi bør både håbe og tro den eneste der vil i nogen grad komme til at føle krigen, ikke alene har haft gavn af den, men mulighed til endnu større.

Den omstændighed at krigen gør det nødvendigt at der står en betydelig krigsmagt på Sjælland, har haft til følge at agerdyrkernes varer holder sig i en pris der rigelig lønner hans møje, mens regeringens forsorg har modarbejdet og bliver kraftigt ved med at modarbejde, at den ikke skal blive mere trykkende end uundgåeligt for indbyggerne i de sjællandske byer.

Sjællænderne, og jeg mener jordbrugerne som den talrigeste klasse, er altså på dette område heldigere end de andre provinser hvor priserne er langt lavere, hvilket vel gavner købstadsmanden, men ikke den store jordbrugerklasse.

Men krigen har muliggjort endnu større fordele for Sjælland. Man ved at for alle de skønne arbejder, der så højlig befordrer et lands opkomst, indenrigshandel og samfærdsel, og gavner dets forsvar, fx gode vejes anlæg kanaler, udgravning af trækfløjtegrave, udgravning af moser og søer osv. er mangel på hænder den hindring, som næst efter pengemangel mest modsætter sig. Men hvor der er en hel hær af raske, kraftfulde krigere, bortfalder denne mangel af sig selv.

Hvor der er en hel hær af raske, kraftfulde krigere, er der masser af hænder til at grave fx gode vejes anlæg, kanaler, trækfløjtegrave, moser og søer osv. (her er det Havelse Å der er lettere udgravet. Dog i moderne tid. Eget foto).

Hvad her er sagt, kan naturligvis kun forstås når og hvis troppernes militære formål tillader at deres kræfter og arme bruges til sådanne foretagender, der med al deres ypperlige nytte dog her kun kommer i betragtning i anden række.

Hvor nogle tusinde arme, ligesom fordum de romerske legioners, når fjenden ikke truer, beskæftiges med ovennævnte nyttige arbejder, der går det rask fra hånden. De første og skønneste landeveje Europa havde, blev lavet af soldater.

Et tusinde par marvfulde armes kraft kunne snart tilvejebringe en række af trækfløjtegrave, uden kostbare sluser, uden større dybde end to alen, afbrydende, hver gang jordsmonnet ikke længere tillod et og samme vandspejl mellem Roskildefjord og København. Tolden på denne vandvej, der forbandt så meget af Sjællands nordlige del med København ved en så let måde, ville rigelig betale indkøbet af grundene og den tillæg i lønning, som de dertil brugte soldater skulle have. De amter, hvorigennem sådan vandfart lagdes ville desuden så herligt gavnes derved, at de med al rimelighed burde bidrage dertil.

Jeg har kun nævn en ting og kun beskæftigelse for 1.000 mand. Dette var nok til et eksempel og nok sagt, hvis tanken værdiges det allerhøjeste bifald, som jeg er så dristig at håbe.

(Politivennen nr. 503, 19. december 1807, s. 8091-8094)

Brænde kan, uagtet krigen, fås i København til en tålelig pris.

Man tillader sig at tilegne den kongeligt nedsatte forsyningskommission følgende uforgribelig tanker:

Det er en sandt at man i havnen tager 15 til 16 rigsdaler for en favn brænde.

Det er sandt at der i havnen ligger en stor mængde skibe uden beskæftigelse eller befragtning, som kunne bruges til brændetransport. I Dragør havn ligger også en mængde.

Det er ikke ugrundet formodning at dersom et antal skibe afsejlede til egne og fremmede steder, efter denne artikel, ville man kunne hente endnu en mængde ladninger før frosten.

Men dersom det er sandt at ejerne ikke lader disse ørkesløst liggende skibe befragte. Dersom en regering har en ubestridelig ret til i krigstid, og altid når statens tarv kræver det, til at sætte privat ejendom i rekvisition, så tør man til den høje kommissions bedømmelse ytre at det ikke blot ville være godt, men fremmende med rimelighed, med regeringens ret og med Københavns indbyggeres tarv om det ved et kongebud befaledes at enhver skibsejer i København og Dragør der ikke kunne bevise at hans skib var befragtet for tiden, eller i begreb med at foretage en afrejse før frosten, skulle være forpligtet til at befragte samme (til at hente brænde, der står færdig til indskibning), imod at befragterne udredede den af den høje kommission bekendtgjorte kongelige assurance, både for skib og ladning, og for hen- og hjemrejsen.

(Politivennen nr. 503, 19. december 1807, s. 8085-8086)

Forslag til alle Forlagsejere i Danmark og Norge

For at gavne Sønderjylland og Holsten og at fremme udbredelsen af det danske sprog endnu mere der, er det ved højeste befaling bestemt at alle forordninger som angår disse lande herefter skal trykkes såvel på dansk som på tysk. Således at en dansk side kommer til at stå lige overfor en tysk side. Og det ses altså at det er regeringens, ligeså vel som hver god dansk mands ønske, at statens enhed også efterhånden vinder den forøgelse af fasthed som et eneste fælles sprog unægtelig afgiver. Derfor tror udgiveren deri den naturligste anledning til at foreslå samtlige danske og norske forlæggere at bidrage hvad de formår til at fremme dette ønskelige formål.

Disse landes befolkning kan betragtes som bestående af to store klasser. Til den første henregner jeg embedsmænd, personer af hvad man kalder bedre opdragelse, og dem der altid har lejlighed til at omgås med danske. Altså alle indbyggere i Sønderjyllands og Holstens østlige stæder. Denne klasse kan enten allerede dansk eller har let ved at lære og forstå det, og trænger altså mindre til det som jeg agter at foreslå. Den anden klasse er den hele agerdyrkningsklasse eller bondestanden og indbyggerne i landenes vestlige, sydlige eller midtlands stæder. På disse er det der især bliver at virke.

Forslaget består deri: "At hver dansk og norsk forlagsejer eller så mange af dem som anser sagen gavnlig og patriotisme for noget mere end et blot navn, beslutter og tegner sig for i et vist antal år fx i ti år eller længere årligt at ville give 10 eksemplarer eller flere eller færre af hver for almuen nyttig og dertil passende dansk bog i hans forlag, til oprettelse af danske almuebogsamlinger på  landet og i de ovennævnte stæder i Sønderjylland og Holsten.

Vel vil dette middel virke langsomt, men udgiveren tør med sikkerhed tro at det vil alligevel betydelig formere udbredelsen af det danske sprog. Eksemplet vil måske bevæge andre, til ved pengegaver at skabe flere danske almuebogsamlinger i disse provinser. Og foruden denne nytte, som sprogets udbredelse yder, ville de skænkede gode bøgers læsning have en god virkning på læserne og bibringe dem mangen hidtil savnet nyttig kundskab.

Uden at foregribe givernes bestemmelse, hvoraf mulig en kan fortrinligt ville give til en egn, en anden til en anden egn, ville jeg foreslå at begynde amtvis, således nemlig at Haderslev Amt i 1808 fik 10 danske almuebogsamlinger, Tønder Amt i 1809 fik 10 ditto og således såvidt det ville række.

Ved de herrer amtmænds omsorg håber jeg med tillid at de af enhver givne bøger besørgedes til de særskilte sogne, han dertil udkårede i sit amt. Af de herrer præster i disse udkårede sogne tør det sikkert håbes, at de ville villigt og troligt, som og ubetalte, påtage dem opsynet, udlåningen, tilbagefordringen af de deres sogn tildelte bøger. Med et ord at være bogsamlingens bibliotekar. Og af ethvert sådant sogns mænd selv kan det vel med rimelighed forventes at de ville bekoste det skab hvori bøgerne i kirkens våbenhus kunne stå forvarede.

Det forstår sig selv og ventes af giverne iagttaget at romaner (på meget få nær), røverhistorier, bøger om selvkure, usædelige bøger og lignende ikke gives så lidt som lærde værker.

Ved indbindingen var det godt at bogbinderen påsatte amtets navn. Amtmanden kunne siden i bogen skrive sognets navn og at den ikke måtte sælges eller købes af nogen, eller lånes ud af amtet.

Det er gavnlige bøger som Levin Christian Sanders sørgespil "Niels Ebbesen" som er passende til et dansk almuebibliotek. Her indledningen til scenen med Stig Andersen og Niels Ebbesen. Herved vil vi kunne udbrede det danske sprog i Sønderjylland og Holsten.

Udgiveres eget forlag er vel ikke af de store. Dog indeholder det adskillige gavnlige bøger passende til et dansk almuebibliotek. Dertil henregner han Olufsens Annaler, Boysens Vejledning til huslig lyksalighed, Aabys Vejvisning for en bonde til selv at opmåle sine jorder, Mønsters samling af folkesange, Samling af sømandssange, Tordenskjolds levnet, Sanders Niels Ebbesen, Krig for havenes frihed. Af disse giver han med fornøjelse 10 eksemplarer af hver, i næste år, til Haderslev Amt og vil tilsende amtmanden dem indbundne. Og finder hans forslag bifald hos de andre herrer forlagsejere, større og mindre vil han til lige værdi bidrage i så mange år som de øvrige.

Ved denne lejlighed kan udgiveren ikke undlade at opfordre en eller anden velmenende boghandel til at besørge et lille men passende leksikon af Plattysk og dansk til brug for de mange nu herværende krigsmænd fra Sønderjylland og Holsten. At det ville være disse nyttigt er ikke at tvivle på. Og at det også i Sønderjylland og Holsten selv ville få afsætning, kan man med sikkerhed forudsige. For ikke det tyske sprog, men det plattyske er modersmålet i disse to provinser.

(Politivennen nr. 502, 12. december 1807, s. 8072-8077) 

Redakteurens Anmærkning

Man skal selvfølgelig være forsigtig med at overfortolke. Men med lidt forsigtighed kan denne artikel sammen med artiklen om stiftelse af et patriotisk selskab måske ses som udtryk for at udtrykket patriotisme er ved at skifte indhold over mod nationalisme. Hvor andre artikler i Politivennen (se fx artiklen fra 19. april 1806) om Holsten og tysk sprog har haft til hensigt at ligestille de to sprog, plæderer denne artikel for at holstenerne med tiden skal begynde at tale dansk. Og at man skal begynde at "missionere" blandt holstenerne for det danske sprog. Noget som 1807 tilsyneladende havde skubbet til. Og som peger frem mod treårskrigen 1848-1851, og længere frem til 1864. Bemærk i øvrigt også artiklens opdeling af Sønderjylland i øst (dansk) og vest, midt og syd (tysk).

En artikel med lignende indhold findes i Politivennen nr. 362, 4. februar 1809, s. 9050 . I forbindelse med indkaldelsen til stænderforsamlingerne var der en længere afhandling om sprog i artiklen "Bøn til Hans Majestæt, samt til vor høiere kirkelige og verdslige Øvrighed, om en forbedrende Forandring i Sønderjyllands kirkelige og juridiske Stilling." i Politivennen nr. 981, lørdag den 18. oktober 1834, s. 715-721. 

Mere direkte formuleredes det i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 52, den 28. maj 1804, s. 823-824.

Forsvar for de mange latterlige Indskrifter på vore Gader, Kirkegårde osv.

(Efter indsendt)

Til udgiveren af Politivennen

De tror måske at indsenderen er en maler der tager til genmæle på deres gentagne tugtelser. Men det er ikke tilfældet. Var han imidlertid en af de tugtede malere, ville han forsvare sig således.

Hvad skal vi med korrrekturlæsere på fx gravindskriften for Koes (død 1804) og hans søn (død 1805)? Teksten gør det jo bare det hele så meget mere fornøjeligt i denne tid hvor der ikke er så meget at more sig over. Kreefter, giennen? Pyt med om Ordbog over det Danske Sprog ikke kan godtage det! Man sættes i godt lune. (Eget foto, Assistenskirkegården). 

Politivennen finder at man ved vores bommerter fristes både til at le og græde på en gang. Da vi i den senere tid har haft så mange vigtigere anledninger til sorg, håber jeg at ingen vil græde over de bommerter eller latterligheder vores pensler frembringer. Altså bliver det kun tilbage at le over det. Men er dette så stor en ulykke. Bør man ikke snarere takke os for at vi således opmuntrer vores medborgere, der desuden går så alvorlige på gaderne at man må ærgre sig. Jeg tror at den maler der i hver gade kunne udpensle sådant tøjeri at man måtte briste i latter over det hvad enten man ville eller ej, fortjente en stor præmie. Daraussen forstår man dette bedre. I min ungdom læste jeg der følgende gravskrift over en borgmester:

Hier unter ligt Hans Kirkering
The so scheep op de Föte ging.
Herr! Mach im di Schincken glick
Und helpem in din Himmelrick.
Du nimbst dir ja die Lämmer an.
So let den Bock dock ock mitgan.

Sådanne indskrifter er penge værd. Man sættes i godt lune, og det er jo for fornøjelsen man stræber sit hele liv igennem.

(Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8058-8060) 

Redakteurens Anmærkning

Jeg vover følgende oversættelse af den lille digteriske perle i indslaget:

Herunder ligger Hans Kirkering
Som så chikt gik på fødderne. (??)
Vorherre! Gør hans skanker stærke
Og hjælp ham til dit Himmerige.
Du tager dig jo af lammene.
Så lad dog også bukken komme ind.