Ønske, at Vesterport maatte noget længere staae aaben.

(Efter indsendt.)

Indsenderen der selv bor udenfor byen, håber at det af høje vedkommende tillades ham at fremsætte det uforgribelige ønske at Vesterport måtte stå noget længere åben end til det befalede klokkeslæt kl. 10. Hans grunde for dette ønske er dels at der bor så mange skikkelige familier i forstaden og på Frederiksberg som det ofte er vigtigt, enten selv eller ved bud at være i byen, dels at landmanden nu ikke sjældent er ilde fare da de fleste stalde på Vesterbro er afbrændt, så at når han i denne besværlige vej har ilet for at kunne nå betids til byen og der få herberg for sig og heste, må han holde hele natten på gaden g tage imod hvad vejrliget vil give af sig. For desuden er de få stalde og steder der er levnet af krigen, optaget af kvæg.

At sådan bivuakering under åben dansk december himmel er en drøj oplevelse, behøves ikke at skildres. Anmelderen tilstår gerne at der muligvis kan være alt for vigtig og af ham ukendte grunde der modsætter sig hans ønske, men efter at have været vidne til det her nævnte, kunne han dog ikke bare sig for at fremsætte det.

(Politivennen nr. 504, 26. december 1807, s. 8100-8101) 

Opfordring til Københavns Urmagere

(Efter indsendt)

København lider i denne tid en sand mangel på kundskab om hvad klokken er. Urværker er dels brændte, dels ødelagte. Og var ikke hovedvagtens og Helligånds Kirkes ure, ville menigmand være meget uvidende om tiden. Københavns urmagere, hvilke for det meste bor i stueetagen, ville derfor gøre sig den største del af Københavns indbyggere taknemmelige, om de i deres vinduer ville hensætte et taffelur, som altid viste tiden rigtig. Sådant er desuden en måde som følges af mange andre stæders urmagere, der bruger intet andet skilt end dette.

(Politivennen nr. 504, 26. december 1807, s. 8099-8100) 

På uret på den Reformerte Kirke i Gothersgade står der 1731. Om indsenderen ikke regnede dette for noget, om det var i stykker eller der var andre grunde til ikke at nævne dette ur, det ved vi ikke.

Til en Mand i Annise på Kronborg Amt

(Efter indsendt fra Helsingør)

Den ytring De offentligt på Esrum tilkendegav om vores brave bekendte hr. Lars Backe, at han måtte være en retskaffen mand og af god tænkemåde, fordi han ikke ville røve fremmed gods eller afgive sig med kaperi, er ganske falsk. Og den ros De derved ville tillægge ham, ophøjer ikke manden. Han hæves ikke ved sådanne mænds utidige lovtaler. For De bør til Deres græmmelse vide at hr. Backe som ægte dansk mand var blandt de første der blev forsynet med kaperbrev. Og det er uden for enhver tvivl at han med sin sædvanlige iver og fyrighed havde tilføjet sin og landets fælles fjende al mulig afbræk dersom ikke en 3 måneders vedholdende sygdom havde lagt hindring for hans lyst, mod og dansk tænkemådes ytring.

(Politivennen nr. 504, 26. december 1807, s. 8098-8099) 

"Stand and deliver". At kaperne har truet engelske priser med dette udråb, og om de har brugt disse flintlåspistoler fra Politivennens tid, kan meget vel være muligt. (De forreste har dog tilhørt Frederik 8. Eget foto, Tøjhusmuseet).

Nytte for Sjælland af den nærværende Krig.

Hvor problematisk denne overskrift end vil synes mange, er det dog unægteligt at Sjælland, den eneste provins der hidtil har følt, og vi bør både håbe og tro den eneste der vil i nogen grad komme til at føle krigen, ikke alene har haft gavn af den, men mulighed til endnu større.

Den omstændighed at krigen gør det nødvendigt at der står en betydelig krigsmagt på Sjælland, har haft til følge at agerdyrkernes varer holder sig i en pris der rigelig lønner hans møje, mens regeringens forsorg har modarbejdet og bliver kraftigt ved med at modarbejde, at den ikke skal blive mere trykkende end uundgåeligt for indbyggerne i de sjællandske byer.

Sjællænderne, og jeg mener jordbrugerne som den talrigeste klasse, er altså på dette område heldigere end de andre provinser hvor priserne er langt lavere, hvilket vel gavner købstadsmanden, men ikke den store jordbrugerklasse.

Men krigen har muliggjort endnu større fordele for Sjælland. Man ved at for alle de skønne arbejder, der så højlig befordrer et lands opkomst, indenrigshandel og samfærdsel, og gavner dets forsvar, fx gode vejes anlæg kanaler, udgravning af trækfløjtegrave, udgravning af moser og søer osv. er mangel på hænder den hindring, som næst efter pengemangel mest modsætter sig. Men hvor der er en hel hær af raske, kraftfulde krigere, bortfalder denne mangel af sig selv.

Hvor der er en hel hær af raske, kraftfulde krigere, er der masser af hænder til at grave fx gode vejes anlæg, kanaler, trækfløjtegrave, moser og søer osv. (her er det Havelse Å der er lettere udgravet. Dog i moderne tid. Eget foto).

Hvad her er sagt, kan naturligvis kun forstås når og hvis troppernes militære formål tillader at deres kræfter og arme bruges til sådanne foretagender, der med al deres ypperlige nytte dog her kun kommer i betragtning i anden række.

Hvor nogle tusinde arme, ligesom fordum de romerske legioners, når fjenden ikke truer, beskæftiges med ovennævnte nyttige arbejder, der går det rask fra hånden. De første og skønneste landeveje Europa havde, blev lavet af soldater.

Et tusinde par marvfulde armes kraft kunne snart tilvejebringe en række af trækfløjtegrave, uden kostbare sluser, uden større dybde end to alen, afbrydende, hver gang jordsmonnet ikke længere tillod et og samme vandspejl mellem Roskildefjord og København. Tolden på denne vandvej, der forbandt så meget af Sjællands nordlige del med København ved en så let måde, ville rigelig betale indkøbet af grundene og den tillæg i lønning, som de dertil brugte soldater skulle have. De amter, hvorigennem sådan vandfart lagdes ville desuden så herligt gavnes derved, at de med al rimelighed burde bidrage dertil.

Jeg har kun nævn en ting og kun beskæftigelse for 1.000 mand. Dette var nok til et eksempel og nok sagt, hvis tanken værdiges det allerhøjeste bifald, som jeg er så dristig at håbe.

(Politivennen nr. 503, 19. december 1807, s. 8091-8094)

Brænde kan, uagtet krigen, fås i København til en tålelig pris.

Man tillader sig at tilegne den kongeligt nedsatte forsyningskommission følgende uforgribelig tanker:

Det er en sandt at man i havnen tager 15 til 16 rigsdaler for en favn brænde.

Det er sandt at der i havnen ligger en stor mængde skibe uden beskæftigelse eller befragtning, som kunne bruges til brændetransport. I Dragør havn ligger også en mængde.

Det er ikke ugrundet formodning at dersom et antal skibe afsejlede til egne og fremmede steder, efter denne artikel, ville man kunne hente endnu en mængde ladninger før frosten.

Men dersom det er sandt at ejerne ikke lader disse ørkesløst liggende skibe befragte. Dersom en regering har en ubestridelig ret til i krigstid, og altid når statens tarv kræver det, til at sætte privat ejendom i rekvisition, så tør man til den høje kommissions bedømmelse ytre at det ikke blot ville være godt, men fremmende med rimelighed, med regeringens ret og med Københavns indbyggeres tarv om det ved et kongebud befaledes at enhver skibsejer i København og Dragør der ikke kunne bevise at hans skib var befragtet for tiden, eller i begreb med at foretage en afrejse før frosten, skulle være forpligtet til at befragte samme (til at hente brænde, der står færdig til indskibning), imod at befragterne udredede den af den høje kommission bekendtgjorte kongelige assurance, både for skib og ladning, og for hen- og hjemrejsen.

(Politivennen nr. 503, 19. december 1807, s. 8085-8086)