20 april 2015

Tyveri paa Vesterbro.

(Efter indsendt).

Det har hændt flere gange i disse mørke aftner at landmænd der er ankommet her til staden, ved indkørslen i Vesterports ravelin har beklaget sig for toldvæsnets betjente at de var frarøvet varer på Vesterbro ved overkørselen. Såeldes for få dage siden om aftenen forklarede en bondedreng at da han sammen med en voksen bror skulle fra deres vogn der skulle overnatte i en gård på Vesterbro, bringe 2 bøtter smør ind til staden, blev han frarøvet den ene uden for konsumtionskontoret på Vesterbro, mens hans bror var ved kontoret for at betale konsumtion. - Aftenen derpå skete det på samme sted mens en bonde forlader sin vogn og henvender sig til nævnte kontor for at konsummere sine varer, efterladende sin kone på vognen, at en tyv i stilhed overskærer et reb, hvormed læsset var bundet, og stjæler 4 slagtede gæs. På lige måde blev en anden aften 2 gæs stjålet. I aftes blev ligeledes en bonde frastjålet uden for Frederiksberg, efter at rebet var overskåret på hans vogn, en fjerding smår, og atter da ham kommer på Vesterbro, mens han er ved allerede nævnte kontor, nok en fjerding. Bonden var fragtet fra Kalundborg med en del fjerdinger smør. Hans fragt ved dette uheld er ikke alene tabt, da den ikke udgør værdien af de to fjerdinger smør, men han er endog udsat for et betydeligt tilskud af sin egen lomme for at erstatte ejerne værdien. Vort årvågne politi og andre der har at holde over orden, er man overbevist intet vil efterlade for at trække opmærksomheden, i særdeleshed, til et så farligt sted for landmanden, når det kun er kommet til kundskab herom.

Den 18. november 1808.

(Politivennen nr. 551, 19. november 1808, s. 8845-8847)

Mangel ved Bagsværd Kro.

(Efter indsendt)

Ved Bagsværd Kro er et hus der noget fra ligner et bedehus for rejsende og deres heste. Men når man kommer ind i det, forbavses man. Det er intet tag over huset, væggene er slået ind og fra alle verdenshjørner har vinden frit spil. Krybberne er så åbne at når man lægger hakkelsefoder i dem, så spildes over det halve. Det synes dog som om den stærke kørsel der her nat og dag finder sted, kunne kaste så meget af sig at et bekvemt ly såvel for rejsende selv som for deres heste, kunne indrettes uden at forarme kroholderen.

(Politivennen nr. 551, 19. november 1808, s. 8844-8845)

Advarsel til dem som agte at gå op i Skumringen på Volden ved Vesterport

(Efter indsendt)

Torsdag den 3. november om aftenen var min pige i et ærinde på Kongens Mølle. På den nederste ende af bakken stod en del mennesker og spillede klink og som nøje gav agt på hende. Ved nedgangen fra nævnte Møllebakke var kun et menneske som havde posteret sig bag et værtshus der ligger der. Da hun passerede ham, antastede han hende og forlangte hendes ørenringe udleveret. Da pigen naturligvis nægtede at udlevere dem, overfaldt han hende på en morderisk måde med et slag i hovedet af en, efter hendes udsagn, skjult stok som han havde under sin trøje. Pigen retirerede så godt hun kunne over til vores bopæl som ligger lige overfor. Men hvor personen blev af, havde hun ikke åndsnærværelse nok til at lægge mærke til. Kun kan hun erindre at han havde en blå trøje på og så meget styg ud i ansigtet.


Personen havde tilredt hende så ilde at blodet flød ud af hendes næste, mund og ører, i hvilken tilstand hun besvimede og måtte søge sengen. Vi sendte straks bud efter en erfaren læge, som erklærede pigens tilstand så slet at det muligvis kunne koste hende livet. Det var at ønske at sådanne onde mennesker kunne blive opdaget og straffet.


Ole Ebbesen
Boende på Vestergade og Volden
nr. 57


(Politivennen nr. 549, 5. november 1808, s. 8809-8810)

19 april 2015

Uordener paa Nørrebro.

(Efter indsendt).

Den 29. oktober om aftenen gik en agtbar mand med sin kone og et barn på fortovet af Nørrebro forbi Ravnsborg ad ledet til, da de uden for hjørnehuset blev forskrækket ved en forfærdelig raslen med lænker og tumlen inden for samme huses plankeværk hvor årsag snart sås da en stor hun pludselig stak den halve krop gøende op over plankeværket. Konen blev så forfærdet at hun sprang ud af fortovet i rendestenen og havde i langt til ondt af denne skræk. Man bekendtgør dette ikke blot for at andre kan tage sig i agt, men især for at det fra Politiets side må pålægges husejeren hvis han ikke af sig selv gør det, at holde hunden sådan bundet at den ikke oftere kan forskrække folk på alfar vej.

(Politivennen nr. 548, 29. oktober 1808, s. 8800-8801)

Ubændige Drenge i Didrik Badskærs Gang.

(Efter indsendt).

Et antal til dels store drenge opholder sig daglig for det meste fra morgen til aften i Didrik Badskærs Gang på gaden mod Regnegade hvor de med deres klinkspillen og støjen ikke alene foruroliger de vedboende, men endog ved skidne kludes og desliges opkastelse på husene især hjørnehuset til Regnegade nr. 250 fornærmer beboerne. Det var at ønske at disse drenges forældre eller foresatte ved her at gøres opmærksomme på denne usædelighed kunne bevæges til at give dem en mere passende og nyttig tidsfordriv. Men skulle dette ikke blive tilfældet, må drengens forældre, læremestere etc. tåle at de offentligt nævnes som de der ligegyldigt og skødesløst behandler deres børn og læredrenge hvoraf følgen for disse er at de bliver uduelige og ulykkelige mennesker.

(Politivennen nr. 548, 29. oktober 1808, s. 8795-8796)