Ønske om og Forslag til en skærpet Lovgivning til Husbonde-Standens Håndhævelse

Enhver der alvorligt har overvejet det forhold der til en stats indre velgående bør være mellem husbond og tyende, og med agtsomt øje betragter hvorledes disse to klasser af statens medlemmer hos os forholder sig til hinanden, vil med forfatteren sande at den tugt eller gode orden som alene fremmer såvel herrestands som tyendestandens tarv, er aftaget så meget i det forløbne halve århundrede at der kun er levnet få spor. Tilsyneladende truer en fuldkommen opløsning af den så fornødne lydighed hos den tjenende stand, og det er på høje tid at der rådes bod før en fuldkommen tøjlesløshed bryder ud.

Jeg har sagt at den kyndige og granskende tænker er overbevist om det. Men for de der ikke er sådan, behøves det dog nok kun at udpege det urigtige. Jeg vil da begynde med landboen som den største klasse. Og her møder overalt den bitterste klage, snart over overhåndtagende utroskab, der går så vidt at ingen tjenestekarl eller pige, undtagen meget få, blues ved at være utro. Ja at denne store last omtales med den største letsindighed. Ikke sjældent endog som en berømmelige snilde. Snart over opsætsighed og trodsighed, og allermest over dovenskab.

Vidt må det virkelig være kommet, når jordbrugeren næppe tør betro sin karl til at så, af frygt for at han ikke skal stjæle af sædekornet. Når han hver gang han lader ham føre varer til torvs aner eller overbevises om svig. Når tyendet tør foreskrive hvad mad de skal have, hvis de skulle blive i tjenesten, eller hvad tid de skulle gå til arbejde. Når endelig arbejdslysten og med den dueligheden er således aftaget, at enhver husbond, der ønsker sin gerning gjort, ser sig om efter fremmede. Og når det er blevet almindelig erkendt ting at den fremmede arbejder, der kommer fra et land hvor tyendetugten ikke er så forfalden som hos os, arbejder langt mere og bedre og lydigere end den danske. Når endelig mange tusinde svenske kunne findes mellem tyendet i Sjælland og på Amager.

Det er yderst nedslående endog for den blotte tilskuer at se denne almindelige vished hos husbønderne at deres tyende vil bedrage dem så ofte de kan komme til at gøre det. Men endnu langt mere at være vidne til at dette også hele tiden sker.

De skønne tider er forbi hvor man turde betro sig og sit til tyende som til børn. Hvor husbonden var en æret og frygtet fader. Hvor troskab ansås for en dyd og ilde erhvervet gods troedes at bære sin forbandelse i sig selv.

Nu byboeren! Hans kår er sikkert ikke bedre. Man mærker kun hvor sjældent det er blevet at tyende tjener længere end et fjerdingår højst et halvår på noget sted. Hvor almindeligt det er blevet hvad næsten aldrig burde finde sted, at tjenestetiden afbrydes i urette tid, og at den øvrige tid henligges, som man kalder de, på sin egen hånd, levende af spil, kneb eller af skøgeprofit.

"Lykkelig er den der ikke skal holde tjenestefolk". Dette er et udråb der overalt kommer en i møde.

Man skulle tro at hvor tingene står således, der måtte utro, dovent, ulydigt og trodsigt tyende hele tiden drages for dommeren af den i sin myndighed eller i sin ejendom, eller i begge, fornærmede husbond! Men nej. Næppe gives noget land hvor så få eksempler gives på tyendes klager for retterne.

Og hvad gør da disse husbonder der har så megen grund til sådan klager. Straffer de måske selv tyendets forseelse? Følger de den dem af love givne tilladelse: "Husbond må straffe sit tyende med kæp eller stok"? Vel var det om de gjorde det. Men nationens præg er blidhed, og da en dyd har, som digteren siger, på hver side en last, så står blidheden også midt mellem grumhed og blødagtig eftergivenhed.

I Danmark tåler man ikke at en der ikke hører til huset, bryder ind og stjæler. Men er det et tyende der begår tyveri, så nænner man ikke at føre det i Børnehuset, eller man ikke have at det skal siges om en at man førte sin karl eller pige i ulykke, eller, som det endnu mere tosset høres, var skyld i deres ulykke. Eller man frygter for ikke at kunne få tyende, hvis man går frem med den rimelige strenghed.

I Danmark tåler man lige så lidt som andet steds fornærmende ord af sin ligemand. Men er det tyende, der tilsidesætter al ærbødighed og anstændighed, da lader man det gå hen og tåler!

Hvad her er sagt om mangel på tugt og fornøden strenghed mod tyende på landet og i stæderne, må anses i alle måder lige så fuldt om ikke fuldere, passende på tugt og orden for svende og læredrenge i håndværkerne. Intet steds er så lidt subordination i denne så vigtige klasse.

Hvad er nu følgen af alt dette: Usædelighed, fordærvet tænkemåde, laster, på den ene side. Krænkelse, harme og tab på den anden 

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 554, 10. december 1808, s. 8892-8897)

Heste Tyranni i Kjøbenhavn.

(Efter indsendt).

Der er så ofte med god grund anket over menneskets ufølsomhed mod dyret. Der er så ofte med harme ivret mod dette for mennesket så nedværdigende dyreplageri, men Gud ved hvor lidt dette har virket på dem. Frugten heraf kan man ikke se!

Jeg tror gerne at alt skriveri i den anledning er spildt, fordi ingen autoritet kan komme til at virke her, men jeg finder sindets lettelse i at tolke den mishandledes sag hvad enten det er et menneske eller der der er genstanden. Natten mellem den 28. og 29 d, m. blev jeg vækket ved stærk støjen fra gaden af, ledsaget med nogle skrækkelige slag. Da jeg bor på et sted hvor der om natten er bestandig tummel af passerende renovations vogne, formodede jeg (som også var rigtigt) at det var en af disse der ved de usle hestes træthed var blevet standset i sin fart. Men at noget kristent menneske kunne være så barbarisk om han endog var renovationskarl, at tyrannisere et stakkels kræ så vedholdende som denne har vist, har jeg aldrig drømt om. Fra kl. 3 til kl. 6, i hele 3 timer, vedblev dette tyranni. - Vel hørte jeg karlen anmode sine forbikørende kolleger at hjælpe ham læsset over broen, men dels lod det som om disse ikke hørte det, og dels hjalp de ham ikke på anden måde end ved at piske hestene med piskeskafterne så længe de orkede, og kørte derpå bort. - Skønt karlen havde fuldkommen bevis for at det var umuligt at bringe læsset over broen, blev han dog ved til kl. 6 med største tålmodighed at martre disse ulykkelige dyr, og hvoraf jeg kl. 9 så en næsten død uden for Schimmelmanns sukkerhus. Det er tungt at man skal være roligt vidne til sådant et barbari. Kunne ønske formå noget, da var mit til interessenterne i det lille vognmandslaug at de ville formå køresvendene til at vise sig kristelige imod de umælende. For ved mulkter kunne de vel ikke tvinges til opfyldelsen af en ufuldkommen pligt?

(Politivennen nr. 554, 10. december 1808, s. 8887-8889)

Skændige Lapser, der antaste skikkelige Fruentimmer paa Gaden, og udsat Premie for deres Opdragelse.

 (Efter indsendt).

Søndag aften den 27. november kl. henimod 11 havde en agtbar borgers kone og pige fulgt hans gamle svigermor hjem. På tilbagevejen blev hun udenfor vinhandler Wegeners på Kongens Nytorv antastet af 3 unge lapser på det uanstændigste. Den ene var iklædt en brun frakke, høj af vækst og så vidt kunne se koparret. Den anden havde en blå chenille med hvide hager, lille af vækst. Den tredje havde en lys chenille og efter hans udtale en tysker. Da hun ikke kunne eller ville udholde deres uartigheder, truede de at kaste hende i rendestenen og flere skændige ting. De forfulgte hende til Gothersgade og derfra gik de efter sigende til Spangs. På deres opfordring måtte hun opgive hvor hun boede, og da først forlod de hende og pigen. Den første havde imidlertid gået i slag i næse og mund af konen, hvorved han fandt sig meget fornærmet. Gerne ønskede ovenmeldte kones mand at tale med nogen af disse herrer og med fornøjelse betaler han 5 rigsdaler for oplysning om hvem de er. 

(Politivennen nr. 553, 3. december 1808, s. 8874-8875)

Tyveri paa Vesterbro.

(Efter indsendt).

Det har hændt flere gange i disse mørke aftner at landmænd der er ankommet her til staden, ved indkørslen i Vesterports ravelin har beklaget sig for toldvæsnets betjente at de var frarøvet varer på Vesterbro ved overkørselen. Såeldes for få dage siden om aftenen forklarede en bondedreng at da han sammen med en voksen bror skulle fra deres vogn der skulle overnatte i en gård på Vesterbro, bringe 2 bøtter smør ind til staden, blev han frarøvet den ene uden for konsumtionskontoret på Vesterbro, mens hans bror var ved kontoret for at betale konsumtion. - Aftenen derpå skete det på samme sted mens en bonde forlader sin vogn og henvender sig til nævnte kontor for at konsummere sine varer, efterladende sin kone på vognen, at en tyv i stilhed overskærer et reb, hvormed læsset var bundet, og stjæler 4 slagtede gæs. På lige måde blev en anden aften 2 gæs stjålet. I aftes blev ligeledes en bonde frastjålet uden for Frederiksberg, efter at rebet var overskåret på hans vogn, en fjerding smår, og atter da ham kommer på Vesterbro, mens han er ved allerede nævnte kontor, nok en fjerding. Bonden var fragtet fra Kalundborg med en del fjerdinger smør. Hans fragt ved dette uheld er ikke alene tabt, da den ikke udgør værdien af de to fjerdinger smør, men han er endog udsat for et betydeligt tilskud af sin egen lomme for at erstatte ejerne værdien. Vort årvågne politi og andre der har at holde over orden, er man overbevist intet vil efterlade for at trække opmærksomheden, i særdeleshed, til et så farligt sted for landmanden, når det kun er kommet til kundskab herom.

Den 18. november 1808.

(Politivennen nr. 551, 19. november 1808, s. 8845-8847)

Mangel ved Bagsværd Kro.

(Efter indsendt)

Ved Bagsværd Kro er et hus der noget fra ligner et bedehus for rejsende og deres heste. Men når man kommer ind i det, forbavses man. Det er intet tag over huset, væggene er slået ind og fra alle verdenshjørner har vinden frit spil. Krybberne er så åbne at når man lægger hakkelsefoder i dem, så spildes over det halve. Det synes dog som om den stærke kørsel der her nat og dag finder sted, kunne kaste så meget af sig at et bekvemt ly såvel for rejsende selv som for deres heste, kunne indrettes uden at forarme kroholderen.

(Politivennen nr. 551, 19. november 1808, s. 8844-8845)