Enhver der alvorligt har overvejet det forhold der til en stats indre velgående bør være mellem husbond og tyende, og med agtsomt øje betragter hvorledes disse to klasser af statens medlemmer hos os forholder sig til hinanden, vil med forfatteren sande at den tugt eller gode orden som alene fremmer såvel herrestands som tyendestandens tarv, er aftaget så meget i det forløbne halve århundrede at der kun er levnet få spor. Tilsyneladende truer en fuldkommen opløsning af den så fornødne lydighed hos den tjenende stand, og det er på høje tid at der rådes bod før en fuldkommen tøjlesløshed bryder ud.
Jeg har sagt at den kyndige og granskende tænker er overbevist om det. Men for de der ikke er sådan, behøves det dog nok kun at udpege det urigtige. Jeg vil da begynde med landboen som den største klasse. Og her møder overalt den bitterste klage, snart over overhåndtagende utroskab, der går så vidt at ingen tjenestekarl eller pige, undtagen meget få, blues ved at være utro. Ja at denne store last omtales med den største letsindighed. Ikke sjældent endog som en berømmelige snilde. Snart over opsætsighed og trodsighed, og allermest over dovenskab.
Vidt må det virkelig være kommet, når jordbrugeren næppe tør betro sin karl til at så, af frygt for at han ikke skal stjæle af sædekornet. Når han hver gang han lader ham føre varer til torvs aner eller overbevises om svig. Når tyendet tør foreskrive hvad mad de skal have, hvis de skulle blive i tjenesten, eller hvad tid de skulle gå til arbejde. Når endelig arbejdslysten og med den dueligheden er således aftaget, at enhver husbond, der ønsker sin gerning gjort, ser sig om efter fremmede. Og når det er blevet almindelig erkendt ting at den fremmede arbejder, der kommer fra et land hvor tyendetugten ikke er så forfalden som hos os, arbejder langt mere og bedre og lydigere end den danske. Når endelig mange tusinde svenske kunne findes mellem tyendet i Sjælland og på Amager.
Det er yderst nedslående endog for den blotte tilskuer at se denne almindelige vished hos husbønderne at deres tyende vil bedrage dem så ofte de kan komme til at gøre det. Men endnu langt mere at være vidne til at dette også hele tiden sker.
De skønne tider er forbi hvor man turde betro sig og sit til tyende som til børn. Hvor husbonden var en æret og frygtet fader. Hvor troskab ansås for en dyd og ilde erhvervet gods troedes at bære sin forbandelse i sig selv.
Nu byboeren! Hans kår er sikkert ikke bedre. Man mærker kun hvor sjældent det er blevet at tyende tjener længere end et fjerdingår højst et halvår på noget sted. Hvor almindeligt det er blevet hvad næsten aldrig burde finde sted, at tjenestetiden afbrydes i urette tid, og at den øvrige tid henligges, som man kalder de, på sin egen hånd, levende af spil, kneb eller af skøgeprofit.
"Lykkelig er den der ikke skal holde tjenestefolk". Dette er et udråb der overalt kommer en i møde.
Man skulle tro at hvor tingene står således, der måtte utro, dovent, ulydigt og trodsigt tyende hele tiden drages for dommeren af den i sin myndighed eller i sin ejendom, eller i begge, fornærmede husbond! Men nej. Næppe gives noget land hvor så få eksempler gives på tyendes klager for retterne.
Og hvad gør da disse husbonder der har så megen grund til sådan klager. Straffer de måske selv tyendets forseelse? Følger de den dem af love givne tilladelse: "Husbond må straffe sit tyende med kæp eller stok"? Vel var det om de gjorde det. Men nationens præg er blidhed, og da en dyd har, som digteren siger, på hver side en last, så står blidheden også midt mellem grumhed og blødagtig eftergivenhed.
I Danmark tåler man ikke at en der ikke hører til huset, bryder ind og stjæler. Men er det et tyende der begår tyveri, så nænner man ikke at føre det i Børnehuset, eller man ikke have at det skal siges om en at man førte sin karl eller pige i ulykke, eller, som det endnu mere tosset høres, var skyld i deres ulykke. Eller man frygter for ikke at kunne få tyende, hvis man går frem med den rimelige strenghed.
I Danmark tåler man lige så lidt som andet steds fornærmende ord af sin ligemand. Men er det tyende, der tilsidesætter al ærbødighed og anstændighed, da lader man det gå hen og tåler!
Hvad her er sagt om mangel på tugt og fornøden strenghed mod tyende på landet og i stæderne, må anses i alle måder lige så fuldt om ikke fuldere, passende på tugt og orden for svende og læredrenge i håndværkerne. Intet steds er så lidt subordination i denne så vigtige klasse.
Hvad er nu følgen af alt dette: Usædelighed, fordærvet tænkemåde, laster, på den ene side. Krænkelse, harme og tab på den anden
(Fortsættes)
(Politivennen nr. 554, 10. december 1808, s. 8892-8897)
Jeg har sagt at den kyndige og granskende tænker er overbevist om det. Men for de der ikke er sådan, behøves det dog nok kun at udpege det urigtige. Jeg vil da begynde med landboen som den største klasse. Og her møder overalt den bitterste klage, snart over overhåndtagende utroskab, der går så vidt at ingen tjenestekarl eller pige, undtagen meget få, blues ved at være utro. Ja at denne store last omtales med den største letsindighed. Ikke sjældent endog som en berømmelige snilde. Snart over opsætsighed og trodsighed, og allermest over dovenskab.
Vidt må det virkelig være kommet, når jordbrugeren næppe tør betro sin karl til at så, af frygt for at han ikke skal stjæle af sædekornet. Når han hver gang han lader ham føre varer til torvs aner eller overbevises om svig. Når tyendet tør foreskrive hvad mad de skal have, hvis de skulle blive i tjenesten, eller hvad tid de skulle gå til arbejde. Når endelig arbejdslysten og med den dueligheden er således aftaget, at enhver husbond, der ønsker sin gerning gjort, ser sig om efter fremmede. Og når det er blevet almindelig erkendt ting at den fremmede arbejder, der kommer fra et land hvor tyendetugten ikke er så forfalden som hos os, arbejder langt mere og bedre og lydigere end den danske. Når endelig mange tusinde svenske kunne findes mellem tyendet i Sjælland og på Amager.
Det er yderst nedslående endog for den blotte tilskuer at se denne almindelige vished hos husbønderne at deres tyende vil bedrage dem så ofte de kan komme til at gøre det. Men endnu langt mere at være vidne til at dette også hele tiden sker.
De skønne tider er forbi hvor man turde betro sig og sit til tyende som til børn. Hvor husbonden var en æret og frygtet fader. Hvor troskab ansås for en dyd og ilde erhvervet gods troedes at bære sin forbandelse i sig selv.
Nu byboeren! Hans kår er sikkert ikke bedre. Man mærker kun hvor sjældent det er blevet at tyende tjener længere end et fjerdingår højst et halvår på noget sted. Hvor almindeligt det er blevet hvad næsten aldrig burde finde sted, at tjenestetiden afbrydes i urette tid, og at den øvrige tid henligges, som man kalder de, på sin egen hånd, levende af spil, kneb eller af skøgeprofit.
"Lykkelig er den der ikke skal holde tjenestefolk". Dette er et udråb der overalt kommer en i møde.
Man skulle tro at hvor tingene står således, der måtte utro, dovent, ulydigt og trodsigt tyende hele tiden drages for dommeren af den i sin myndighed eller i sin ejendom, eller i begge, fornærmede husbond! Men nej. Næppe gives noget land hvor så få eksempler gives på tyendes klager for retterne.
Og hvad gør da disse husbonder der har så megen grund til sådan klager. Straffer de måske selv tyendets forseelse? Følger de den dem af love givne tilladelse: "Husbond må straffe sit tyende med kæp eller stok"? Vel var det om de gjorde det. Men nationens præg er blidhed, og da en dyd har, som digteren siger, på hver side en last, så står blidheden også midt mellem grumhed og blødagtig eftergivenhed.
I Danmark tåler man ikke at en der ikke hører til huset, bryder ind og stjæler. Men er det et tyende der begår tyveri, så nænner man ikke at føre det i Børnehuset, eller man ikke have at det skal siges om en at man førte sin karl eller pige i ulykke, eller, som det endnu mere tosset høres, var skyld i deres ulykke. Eller man frygter for ikke at kunne få tyende, hvis man går frem med den rimelige strenghed.
I Danmark tåler man lige så lidt som andet steds fornærmende ord af sin ligemand. Men er det tyende, der tilsidesætter al ærbødighed og anstændighed, da lader man det gå hen og tåler!
Hvad her er sagt om mangel på tugt og fornøden strenghed mod tyende på landet og i stæderne, må anses i alle måder lige så fuldt om ikke fuldere, passende på tugt og orden for svende og læredrenge i håndværkerne. Intet steds er så lidt subordination i denne så vigtige klasse.
Hvad er nu følgen af alt dette: Usædelighed, fordærvet tænkemåde, laster, på den ene side. Krænkelse, harme og tab på den anden
(Fortsættes)
(Politivennen nr. 554, 10. december 1808, s. 8892-8897)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar