(Efter indsendt).
Der er så ofte med god grund anket over menneskets ufølsomhed mod dyret. Der er så ofte med harme ivret mod dette for mennesket så nedværdigende dyreplageri, men Gud ved hvor lidt dette har virket på dem. Frugten heraf kan man ikke se!
Jeg tror gerne at alt skriveri i den anledning er spildt, fordi ingen autoritet kan komme til at virke her, men jeg finder sindets lettelse i at tolke den mishandledes sag hvad enten det er et menneske eller der der er genstanden. Natten mellem den 28. og 29 d, m. blev jeg vækket ved stærk støjen fra gaden af, ledsaget med nogle skrækkelige slag. Da jeg bor på et sted hvor der om natten er bestandig tummel af passerende renovations vogne, formodede jeg (som også var rigtigt) at det var en af disse der ved de usle hestes træthed var blevet standset i sin fart. Men at noget kristent menneske kunne være så barbarisk om han endog var renovationskarl, at tyrannisere et stakkels kræ så vedholdende som denne har vist, har jeg aldrig drømt om. Fra kl. 3 til kl. 6, i hele 3 timer, vedblev dette tyranni. - Vel hørte jeg karlen anmode sine forbikørende kolleger at hjælpe ham læsset over broen, men dels lod det som om disse ikke hørte det, og dels hjalp de ham ikke på anden måde end ved at piske hestene med piskeskafterne så længe de orkede, og kørte derpå bort. - Skønt karlen havde fuldkommen bevis for at det var umuligt at bringe læsset over broen, blev han dog ved til kl. 6 med største tålmodighed at martre disse ulykkelige dyr, og hvoraf jeg kl. 9 så en næsten død uden for Schimmelmanns sukkerhus. Det er tungt at man skal være roligt vidne til sådant et barbari. Kunne ønske formå noget, da var mit til interessenterne i det lille vognmandslaug at de ville formå køresvendene til at vise sig kristelige imod de umælende. For ved mulkter kunne de vel ikke tvinges til opfyldelsen af en ufuldkommen pligt?
(Politivennen nr. 554, 10. december 1808, s. 8887-8889)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar