På vej mod Kristen Kristensens Periode

Efter Politivennen nr. 572, 18. april 1809 er der et hul på ca. 100 numre i Københavns Bibliotekers samling af Politivennen. K. H. Seidelin udgav tidsskriftet indtil nr. 673. Han døde 5. april 1811, men Hans Christian Amberg fortsatte fra 18. maj 1811 med at udgive nr. 674 til 693. Formentlig 1811 ud. Jeg har i stedet valgt at udgive artikler fra andre samtidige blade. De er markeret med gråt, skrevet med anden typografi og modsat Politivennen direkte afskrevet.

Der skal have været en strid om Grundtvigs stavefejl i indskriftens personnavne, i Politivennen 620, 17. marts 1810, s. 10823-10825:“Revselse til Hr. Grundtvig for hans skødesløse Omsorg for at bevare de Heltes Navne, der faldt paa Skibet Prinds Kristian” Grundtvig tog til genmæle ugen i artiklen “Om Revselsen i Politievennen” hvori han klarlagde arbejdsfordelingen ved indgraveringen samt stavefejlene i de tilgængelige kilder.

Så holdt tidsskriftet en pause på ca. 4 år indtil Kristen Kristensen pustede liv i bladet 20. januar 1816. 

Nogle Spørgsmaal det Deutsche Liebhaber-Theater angaaende

(Efter indsendt)

Er det tilladt entreprenørerne for det såkaldte Deutsche Liebhaber-Theater som holdes i Vildmanden på Østergade efter eget behag at udsætte deres forestillinger så længe og til hvilken dag de selv finder for godt. Burde der ikke nøje passes på orden og på opfyldelsen af de løfter som ved dets oprettelse nu i vinter blev givet, nemlig at der regelmæssigt hver fjortende dag skulle gives en forestilling og på en bestemt dag?

Kan det ligeledes forsvares at sende selskabets medlemmer og disses damer april, som dog nu sidste onsdag den 5. denne måned var tilfældet, da de endelig engang igen havde berammet at give forestilling til hvilken ende biletterne var omsendt og da man nu indfandt sig, fandt døren lukket?

Det kan dog vel med rette kaldes at være ugalant mod selskabets medlemmer og dets damer. I forefalden sygdomstilfælde var det dog vel entreprenørernes pligt enten offentlig i aviser eller ved selskabets bud at give medlemmerne sådant betids tilkende.

København den 7. april 1809

(Politivennen nr. 572, 16 april 1809, s. 10068-10069)

Kristen Bernikowsgade med Østergade. Vildmanden og Thalia (Knud Bokkenheuser: Klubliv. 1923).

Redacteurens Anmærkning

Vildmanden var en gård eller et herberg i Østergade 32. Komponisten Peter Casper Krossing havde sin debut her i 1818.

Gjensvar på det i Politivennen no. 571 optagne Stykke om Gjennemgang gjennem Fredriks Kirkegaard

Anmeldelsen om mangeårig gennemgang ved Frederiks Kirke i Politivennen nr. 571 er usand. For porten mod Bredgade har i 22 år altid været lukket om vinteren eller når intet arbejde fandt sted på kirkepladsen. At denne lukning er nødvendig, vil indses deraf at kirken flere gange har tjent som smuthul for bortrømte forbrydere, da der er fundet afbrækkede slavejern, slaveklæder og gamle munderinger. Ligeledes er i den senere tid hyppige tyverier forøvede på pladsen, ja endog gentagne indbrud sket i der værende værksteder. Ønskeligt var det imidlertid at indsenderen af denne anmeldelse der mulig er fremavlet af overilet misfornøjelse over en mislykket gennemgang, ville i fremtiden afholde sig fra at opvarte publikum med usandhed på tryk.

H. Schoubye
Kgl. forvalter 

(Politivennen nr. 572, 16 april 1809, s. 10066-10067)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 571, 8 april 1809, s. 10055-10056.

Bekjendtgiørelse

For et års tid siden var der i Politivennen ønsker om større anstændighed og bekvemmelighed ved vores årlige offentlige skuer af kunstarbejder på Kunstakademiet. I år er bemærket dog den gode forbedring at tilskuerne ikke som før lader hattene sidde på. Det er derfor pligt at anmelde denne som enhver anden fremgang til det bedre. Enhver forsvindende råhed er en vinding. 

Der bliver endnu ønsker tilbage for disse akademiets kunstskuer: 1) Ønskes da atter at når de aldeles offentlige dage var forbi, en dag måtte være adgangsdag blot for betalere. Prisen skulle ikke være fastsat til mere end 1 mark. Nok til at holde pøbelen borte, og hvem som ville give mere, handlede desto prisværdigere. Herved vandtes en bekvem lejlighed til kunstnydelse for mange personer, der nu for vrimlens skyld og alt hvad dermed er forbundet, bliver borte. Og desuden vandt akademiet en lille sum som dets tarvelige udstyr og indtægt kunne være tjent med. 2) Er det evig et ønske at en sådan indretning gøres at ingen med hænder og fingre, endsige med stokke, kunne beskadige noget af kunstværkerne. I Paris må stokke lægges udenfor indgangen til en dertil ansat person, som ved modtagelsen giver en seddel derfor, og ved tilbageleveringen modtager en styver af stokkens ejer. 3) Bør det endelig også ønskes at ingen hunde og ingen personer i smudsige eller skidne klæder tilstedes adgang.

(Politivennen nr. 571, 8. april 1809, s. 10063-10064)

Aflukket mangeårig Gennemgang ved Frederiks Kirke

(Efter indsendt)

I mange år har den nordlige del af Store Kongensgades beboere haft den behagelighed at kunne skyde genvej over Frederiks Kirkeplads til Amalienborg og Bredgade. Men i den senere tid er denne gennemgang som oftest spærret med en lukket port mod Bredgade, hvilket endog medfører den tidsspilde da derom intet er bekendtgjort at man, når man kommer til porten, må gå tilbage over pladsen gennem Akademi- eller Dronningens Tværgade der i et skyndsomt ærinde er meget ubehageligt. Dersom denne foranstaltning er en følge af det kongelige rentekammers befaling, turde beboerne ved en offentlig bekendtgørelse håbe at blive underrettet om det. Men skulle nogen anden på egen hånd have spærret denne hævdgamle fodfærdsel, synes det en myndighed, hvortil der ikke let indses at være føje, så meget mindre som dertil ikke kan ses nogen gyldig årsag, fordi de materialer der måtte haves i beholdning, derved slet ikke kunne være udsatte for nogen risiko.

(Politivennen nr. 571, 8 april 1809, s. 10055-10056)

Frederiks Kirke eller Marmorkirken. Byggeriet var stoppet 1770 og kom først i gang hundrede år efter. Her ses byggepladsen efter H. G. F. Holm i 1830erne.

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 572, 16 april 1809, s. 10066-10067.