Uskik paa Østergade.

Om aftenen når det bliver mørkt, finder den uskik sted at de om dagen omvandrende frugthandlersker tager sæde i de tillukkede butiks- og gadedøre på Østergade for at fortsætte deres handel. At de forvolder de der bor i samme gade der handler med samme varer, afbræk er vel ikke af så stor betydning som at de omgås uforsigtigt med ild og lys. Således har anmelderen flere gange set at et par småpiger der jævnligt til nævnte tid tager stade i hosekræmmer Jørgensens gadedør på hjørnet af Halmstræde og Østergade, ofte åbner deres lygte, pudser lyset med fingrene og brtkaster tannen. At denne brændende tane engang kunne gøre skade, er vist nok at befrygte og at advare vedkommende herom tror anmelderen at være pligt. Ligeledes har han set at nogle smådrenge der undertiden opholder sig samme sted for at more pigerne, har røget cigarer eller haft spanskrør hvori de for spøg har tændt ild. Men denne spøg kan jo også have farlige følger.

(Politivennen nr. 46, Løverdagen den 16. november 1816, s. 715-716)

Ønske om smudsige Personers Udelukkelse fra offentlige Forsamlingsstæder

Skulle det ikke være muligt at formene pjaltede, lurvede og skident klædte personer, samt de der har noget at bære, adgang til forhallen hvor kortene efter Hamborg posts ankomst udhænges, ligeså vel som det i almindelighed er disse personer nægtet til visse offentlige promenader, til fortovene på stadens gader mv.

Indsenderen er så meget desto mere af den formening som sådanne mennesker næppe kommer på ovennævnte sted for at afhente breve eller i eget ærinde, men snarere i kvalitet af sendebud for andre, eller måske i en vis anden hensigt, hvortil lejligheden ved den herskende trængsel er meget tilbydende. 

Københavns Postkontor på Købmagergade (1732). Talrige artikler i Politivennen vidner om et livligt leben der. (Eget foto)
 
Det skete netop for indsenderen i forrige uge da han stod ved en af tavlerne, at en malerdreng, der fra top til tå var ganske oversmurt med malerfarve og som stedse trængte sig på af alle kræfter for at komme frem, så aldeles tilsølede hans frakke på ryggen og den ene side, at denne der nylig med megen bekostning var anskaffet for størstedelen blev ruineret. Da den erstatning man i sådant tilfælde har til sådanne personer af ingen værd, og da en fin frakke i disse tider er et kostbart stykke, som ikke let anskaffes igen, så tror anmelderen det ikke upassende om de skildvagter der i posttimer til ordens vedligeholdelse osv. er hensatte på ovennævnte sted i postgården og som så længe står under postforvalterens befaling, blev pålagt at bortvise alle sådanne personer hvis påklædning enten på en eller anden måde ved mulig berøring af andre kunne efterlade sig kendelig spor på disses klæder. Dette forslag bedes taget i overvejelse af de høje ansvarlige.

(Politivennen nr. 46, Løverdagen den 16. november 1816, s. 713-715)

Niddings Daad

Lørdag den 2. november mellem 7 og 8 om aftenen blev i Pilestræde mellem Sværtegade og Antonistræde den skændige handling udøvet af et ondskabsfuldt menneske eller kåd dreng at en brændbar materie der var ledsaget af et stærkt knald, blev påført et forbigående fruentimmer. Dette havde til følge at smertefulde brandvabler straks fremkom på de berørte dele af legemet og at de berørte klædningsstykker forbrændte og ødelagdes. Ønskeligt var det om man ville se at gribe denne ondskabsfulde person dersom han oftere skulle prøve denne farlige spøg, så han kunne blive tilbørligt afstraffet.

(Politivennen nr. 45, Løverdagen den 9. november 1816, s. 709-710)

Uartig Opførsel af visse Contoirbetjente

(Indsendt)

Det er besynderligt at nogle kontorbetjente, i særdeleshed de af de såkaldte kongelige, tror sig beføjede til at antage en myndig uhøflig tome mod de som indfinder sig på kontorerne. Jo yngre en sådan kontorbetjent er, jo uhøfligere er han. Hos de ældre bliver man i almindelighed behandlet med høflighed. 

Blandt flere eksempler vil anmelderen kun anføre følgende. En mand der både i alder og stand står over de fleste kontorbetjente, bragte selv et brev på et af postkontorerne. Da han afleverede dette, råbte modtageren, en meget ung person "1 skilling!". Man rakte ham en 4 skilling med bøn om at give tilbage på den. Denne blev kastet tilbage med de ord "De skaffer 1 skilling ellers modtager jeg ikke brevet". At en så yderst upassende opførsel ikke er sjælden, kan sikkert enhver der har forretninger på de kongelige kontorer bevidne. 

Møinichens kongelige postkontor på (Store) Købmagergade fra 1732. (Eget foto). 

At man på de private kontorer af alle kræfter stræber at efterligne denne prisværdige skik, lærer erfaringen ligeledes. Ønskeligt var det derfor at de herrer kontorchefer ville indskærpe deres skriverdrenge til at udvise den høflighed der skyldes ethvert menneske.

(Politivennen nr. 45, Løverdagen den 9. november 1816, s. 705-706)

Uorden paa Axeltorvet.

(Indsendt)

Det er ethvert menneske her i staden bekendt at vor virksomme og for alment vel omhyggelige politidirektør i forrige år har ladet bekendtgøre at ingen uberettiget må opholde sig på torvet. Men desuagtet ser man dog for nuværende tid hele torvet vrimle af sådanne folk. Når en bonde kommer kørende til torvet, skulle en fremmed som så det, tro at bonden førtes i triumf eller at der var hungersnød i staden, for en tolv til seksten af disse herrer omringer og bestiger vognene, river alt hvad der findes på samme til sig, og kaster det imellem hianden. Findes der nu gode gæs, godt smør eller flæsk, forbliver de stående ved vognen, og holder hver på sit stykke, så at det er umuligt for enhver anden borger eller embedsmand eller disses kone eller pige at komme til vognen, sålænge disse herrer finder det for godt at handle med bonden, eller rettere sagt, at sejpine ham. Men er varerne ikke gode eller bonden ikke vil lade sig afprutte, forlader de alle som en mand valpladsen med de ord: "Lad dem nu have det, det kan være godt nok for dem", og posterer sig nu for at modtage en anden tilkommende vogn på samme måde. Et bevis på at omtalte herrer er uberettigede til en sådan fremfærd, er at adskillige af dem er blevet anset mulkt, for at have haft gæs til salg i deres forstuer.

At det ikke går stort bedre med kornvarer uden undtagelse og at forprang eksisterer, ikke alene på selv torvet, men også i de tilstødende gader, ja endog udenfor porten, skønt det er strengt forbudt, er bekendt. nok.

Anmelderen vover derfor den bøn at den oven nævnte forordning som forbyder uberettigede at indfinde sig på torvet for at foretage opkøb inden bestemte klokkeslæt, måtte offentliggøres på ny. At torvemesteren strengt ville opfylde sine pligter er jeg overbevist om, da hans embedsforretninger lettes ham ved to politibetjente og to vægtere der er givet ham til assistence.

(Politivennen nr. 45, Løverdagen den 9. november 1816, s. 703-705)