Om Kattenes hyppige Bortranen fra Huuse og Gaarde i Kjøbenhavn

Det er bekendt nok at politiet i fjor efterår fik fat på en hoben drenge der havde gjort kattetyveri til en næringsvej, fordi de fandt købere til disse nyttige og nødvendige huskreaturers skind. Der er vist ingen tvivl om at gerningsmændene blev straffet. Imidlertid er hverken straffen blevet bekendt. Heller ikke kan man formode denne har været af den beskaffenhed at den har afskrækket disse tyveknægte fra at fortsætte deres begyndte håndværk fordi klagen nu er så almindelig over fjernelse af kattene at adskillige huse har mistet flere på en gang.

Kan man endda se gennem fingrene med tyvene selv, der enten af nød eller andre årsager har søgt en slags næring i at stjæle katte, så må man af hjertet foragte de håndlangere og hælere der ved at opkøbe tyvendes skind, opmuntrer disse i at drive sådant skammelig næringsvej. Man kan og bør ikke antage at nogen mand der har mindste følelse af borgerære kan stå i forbindelse med disse lumpne tyve. Men ønskeligt var det at såvel hælerne som tyven måtte opspores og afstraffes på det føleligste. En offentlig gabestokstraf synes mest hensigtsmæssig og afskrækkende for sådan hæler. For pøbelen ville vist ikke efterlade at hædre denne med et karakteristisk navn som kunne udmærke ham hans hele liv igennem, og dette var det ringeste han fortjente som den der havde rakt hånden til at medborger berøvedes så nyttige og nødvendige husdyr.

(Politivennen nr. 51, Løverdagen den  21. december 1816, s. 793-798)

Duplik til en fynsk Resensent

 (Indsendt)

I et af de sidst udkomne numre af såvidt erindres Hempels Avis findes en replik i anledning af det i nr. 48 af Politivennen indrykkede, med overskriften "Et sørgeligt eksempel osv". Indsenderen af nedenstående som tillige er anmelderen af sidstnævnte, har blot hændelsesvis læst anførte replik i nærmeste købstad, og på et sted hvor tiden ikke tillod han at tage afskrift af det læste. Imidlertid erindrer han så meget af det at man har fundet det udtryk upassende hvor han omtaler overtro hos en konfirmant af det nittende århundrede. Og det synes som man har tiltroet ham den ubetænksomhed dermed at have villet give visse personer (måske almueslærerne) en påmindelse, fordi det ikke endnu har været muligt for disse fuldstændigt at udrydde overtro i deres embedskreds. 

Havde anmelderen virkelig manglet den fornødne menneskekundskab for at vide: at det ikke er muligt for en religionslærer - selv med den største omhu - at udrydde fordomme hos almuebørn der ligesom har indsuget dette med modermælken og dagligt bestyrkes i dem af forældre og foresatte osv. Havde han virkelig manglet denne kundskab, så ville han muligvis have følt at han fortjente den givne påmindelse.Men da han ved hvor yderst vanskeligt det er at fjerne falske begreber hos mennesker hvor disse først er blevet rodfæstet og er gået i arv fra forfædre, og da han altså aldeles ikke i sin anmeldelse kan have tænkt på at angribe århundreders morallære, så finder han sig aldeles ikke truffet af ovennævnte påmindelse. Han har med denne ytring aldeles ikke taget hensyn til ungdomslærernes iver eller ikke-iver i at udrydde overtro, men kun på den nu omstunder alt for almindeligt ytrede mening: At tidens oplysning mærkbart har fortrængt fordomme blandt den simplere menneskeklasse. 

Denne mening har han ofte fundet lejlighed til at finde falsk. Det var dette han bestred ved at fremstille et af de utallige eksempler på at selv unge og nyligt i religionsfaget underviste mennesker endnu var befængt af fordomme der ligeså meget gerådede religionen og sund menneskeforstand til vanære, som fødelandet til skade. Imidlertid skulle det fornøje anmelderen at føle sig overbevist om at den man der angreb denne ytring virkelig havde ladet sig lede dertil af upartiskhed og følende kald til at hævde enhver stands rettigheder. Dette tør imidlertid anmelderen næppe tro, for det er en sandhed at det er ulige lettere at være kritiker end skribent. Er det vist at førstnævntes bestræbelser bør gå ud på at udfinde og anmærke alt det hvori denne kan synes at have fejler. Er det endelig en afgjort sandhed at en kritiker lettere opdager fejlene i hvad der er skrevet end den som selv har skrevet samme, så gør anmelderen den simple slutning: At den person som skrev indrykkelsen i den fynske avis enten har manglet opmærksomhed eller upartiskhed. For intet måtte være ham lettere når han nu engang for alle ville påtage sig den forretning at undfinde den værste mening af ord end også at opdage en tvetydighed i denne anmeldelse, hvor det hedder: Skulle disse linjer vække vedkommende etc. Det mente er anmelderen af flere gjort opmærksom på at disse ord let kunne lede til den formodning at han hermed har villet gøre stedets øvrighed mistænkt for ligegyldighed, ja han nægter end ikke at denne formodning ingenlunde nødvendigvis ligger deri. 

Det er også derfor at anmelderen skønt ikke dertil direkte opfordret med fornøjelse griber lejligheden til at fralægge sig sådan mistanke, da muligvis flere kunne have fattet samme, ved her offentligt at erklære at han ikke på fjerneste måde har haft sådant i øjemed, så meget desto mindre som han endog for nyligt og i et tilfælde som angik ham selv, har haft umiskendelige prøver på stedets civile øvrigheds udmærkede iver i at fremme den gode sag. Hans mening med nys nævnte ord var ingen anden end den: "at gøre opmærksom på", og til afgørende bevis for at ingen mening kan søges deri tjener ydermere: At han aldrig har underrettet nogen øvrighedsperson om den tildragelse som foranledige hans anmeldelse i førnævnte nummer af dette blad, fordi han ikke vidste ja tvivlede endog om at øvrigheden var berettiget til at tvinge barnets forældre. Han forudsatte blot muligheden af et slags tvangsmiddel ved sådan lejlighed, og valgte derfor offentlig anmeldelse af det forefaldne som den hastigste og sikreste måde at opnå sit tilsigtede øjemed på. Ingen veltænkende vil altså i anmeldelsen og især således som den her er udviklet, finde uædle hensigter hos anmelderen. 

I øvrigt nægter vist ingen at manden som skrev i den fynske avis lige så let måtte have kunnet finde den sidste som den første tilsyneladende forseelse i anmeldelsen og at hans tavshed hvad sidste angår beviser at han, som før anført har manglet enten opmærksom eller upartiskhed. I det tilfælde er han en slet kritiker, og burde ikke oftere give sig det erhverv at kritisere. I sidste tilfælde derimod fortjener han aldeles ikke engang navn af en mådelig kritiker, men henhører til den klasse af skribenter som man kun ugerne nævner og i endnu mindre bør indlade sig med. I øvrigt mener anmelderen sig forpligtet til at underrette den ædelt tænkende del af publikum om at de kraftigste foranstaltninger allerede fra den høje øvrighed er føjede med hensyn på det nævnte vanføre barns helbredelse.

(Politivennen nr. 51, Løverdagen den  21. december 1816, s. 793-798) 

Spørgsmaal

(Indsendt)

Er det tilladt at vanvittige folk løber omkring ubevogtede i staden når de i deres vanvid er onde?

Indsenderens anledning til dette spørgsmål er en person af den mosaiske trosbekendelse som almindeligvis er kendt under navnet Gale Meyer. Denne så han forleden dag løbe i Gothersgade hvor han sparkede 2 fruentimmer op i underlivet. Den ene var så heldig at bære en kurv der afbødede sparket. Men den anden fik det med fuld kraft. Dog var hun så heldig ikke at komme til skade. Men dette bør kun regnes til lykke for hende, og hvor farligt et sådant menneske som denne Meyer er for sne medmennesker, kan man let indse. Indsenderen vover derfor at gøre de ansvarlige opmærksom på denne uorden. 

"Kunne det ikke lade sig gøre at vænne butiksfolk af med den evindelige tobaksrygen? Man ved at fødemidler trækker røg til sig og gør nydelsen væmmelig endog for de der ellers kunne være elskere af at ryge tobak". Spækhøker omkring 1810, Lahdes Trykkeri.

2) Kunne det ikke lade sig gøre og var det ikke ønskeligt om slagterne og andre der sælger fødevarer vænnede deres butiksfolk af med den evindelige tobaksrygen? Man ved at fødemidler trækker røg til sig og gør nydelsen væmmelig endog for de der ellers kunne være elskere af at ryge tobak.

(Politivennen nr. 50, Løverdagen den  14. december 1816, s. 786-787)

Slem Duejagt i Borgergaden

På hjørnet af Borgergade og Dronningens Tværgade er et dueslag. På dette slag forsamler der sig hele tiden en del drenge eller unge personer for at jagte duerne. Så uskyldig og morende denne fornøjelse i sig selv kan være, er den dog meget ubehagelig for de der har det uheld at bo i nærheden af et sådant dueslag. Anmelderen, hvis vinduer gå ud til dette her omtalte, kan især beklage sig over at nævnte unge personer hvoriblandt nogle også er klædt i uniform, hele tiden forstyrrer ham i hans arbejde de få timer han er hjemme om dagen. For dels forfølges høgen når han indfinder sig for at få en steg, med en for uvedkommende utålelig hujen, klappen og piben, dels rammer også ofte de kalkstumper eller sten som de kaster efter duerne, når de sætter sig på en anden skorsten, end de plejer, hans vinduer, så at han aldeles igen ro kan nyde i sit værelse. Kun om aftenen efter at det er blevet mørkt. Det indkig der fra slaget er ind i hans værelse, er vel også meget ubehagelig, men kan dog forbydes med gardiner. Men da man ikke kan vente de andre uordener afhjulpet ved at indlade sig med omtalte unge personer, så bedes husets ejer at pålægge disse ikke at forstyrre naboer og genboer ved deres fæle støjen, skrigen, stenkast osv.

(Politivennen nr. 50, Løverdagen den  14. december 1816, s. 785-786)

Advarsel til en slem person i Ulkegade

(Indsendt)

Den lange lømmel i Ulkegade, over hvis opførsel der er klaget før i disse blade, øver sammen med flere gadedrenge stadig sit spil sammen steds. Og man må med harme se hvorledes ordentlig klædte folk ofte tilsøles når drengene dels af kådhed og dels af en rodfæstet skadefryd finder på at kaste kålblade, gamle klude mv. som de har taget op af rendestenen, efter folk. Forældrene eller de foresatte til disse dårligt opdragne og kun på skalkagtighed pønsende drenge som bor i Ulkegade eller tilstødende gader og stræder, advares hermed foreløbig om at holde drengene i bedre ave. Men hvis dette ikke bærer frugt, vil der sikkert findes dem, som med vidner kan og vil bevise deres dårlige opførsel og forlange dem afstraffet.

(Politivennen nr. 50, Løverdagen den 14. december 1816, s. 784)