En slem Skjændegæst i Adelgaden.

Hr. udgiver!

Da jeg ofte af Deres blad Politivennen har erfaret og det til min største glæde, at adskillige uordener som De har offentligt påtalt, er blevet om ikke straks, så dog så snart det har været vedkommende muligt, rettet, så håber jeg også at De ved at indrykke vedlagte stykke i Deres blad, vil bevirke at Adelgades beboere især de som bor i nærheden af Sølvgade, bliver befriet fra en hæslig skændegæst som nu i adskillige dage efter jubelfesten har indfundet sig der for daglig at opvarte sin familie, således kalder hun to fiskerkoner som har vedkommendes tilladelse til i en port der i gaden, at sælge deres varer, med de groveste og pøbelagtigste skældsord, som ledsages med ganske nye originale eder og forbandelser, hvorved hun tildrager sig alle forbigåendes opmærksomhed i en sådan grad at ikke alene fortovet aldeles bliver spærret, men endog passagen på gaden vanskelig. For ikke at tale om den uro de omkringboende derved forårsages, for før det behager denne matrone at ende sin tale der er temmelig vidtløftig og højtskingrende, og som plejer at akkompagneres af gadedrengees lydelige hurraråb, er det ikke muligt for de som bor i nærheden, at kunne have deres tanker samlet til forretninger. Da det lader til at denne kone har hjemme i Nyboder, idet mindste styrer hun altid kursen derhen med sine fiskekurve, så var det måske ikke vanskeligt for vedkommende at erfare hendes opholdssted, og efter fortjeneste få hende revset for hendes højst uanstændige opførsel, hvorved hun forårsager utilladeligt opløb. For sker dette ikke i tide, må man frygte hver eftermiddag at blive forhindret i sine forretninger af denne skændegæst.

(Politivennen nr. 98, Løverdagen den 15de November 1817, s. 1631-1632)

En barbarisk Indretning i Læderstrædet.

(Indsendt)

Ejeren af gården nr. 27 i Læderstræde har fundet på en styg indretning for at forhindre urinering på hans port. Denne indretning består i brædder der står i vinkel mod hinanden fra muren til porten, og er ikke alene beslået med jernpigge for oven, hvorved et menneske når det i drukkenskab eller overfaldet af en sygdom, vil hælde sig dertil, kan blive slemt beskadiget. Men det er også forneden beslået med lignende jernpigge der vender nedad, og som kunne være yderst farlige for de børns hoveder som måske drevne af en vis nødvendighed, vil i mørket søge sin tilflugt under samme. Vel er det slemt at se sin port oprådnet og besudlet af sådanne udtømmelser, men sådanne barbariske forebyggelsesmidler passer dog heller ikke med vor oplyste tidsalder. Man håber derfor at ejeren ved dette vink gjort opmærksom på den skade en sådan indretning afstedkommer, uden videre vil borttage samme, og i dette sted til betryggelse for sin ports besudlelse lade opsætte en urinkumme af sten, således som før har været foreslået i Politivennen. Herved vil han ikke alene forskåne sin port for beskadigelse, men måske ved sit eksempel opmuntre andre til at gøre en lignende og meget gavnlig indretning ved deres porte.

(Politivennen nr. 97, Løverdagen den 8de November 1817, s. 1616-1617)

Bøn Trinitatis Kirke angaaende.

Denne kirke er nu indvendig i anledning af reformationsfestens højtideligholdelse i samme blevet særdeles forskønnet ved de 2 pulpiturer over alteret, især så længe forhængene er der. Og ypperligt er kongestolen anbragt foran orgelet. Denne tager ikke plads for tilhørerne. Den må ved koncerters opførelse være særdeles nyttig da et stort personale kan rummes i den, og for tilhørerne af prædiken er den ypperligt placeret. Men da man efter rygtet har hørt at denne hele skønne indretning der dog har kostet meget, igen skal tages bort, så vover en mand af menigheden her at ytre det ønske at kirken må forblive i dens nuværende skønne tilstand, ifald der ikke skulle gives tilstrækkelige ham ukendte grunde for det modsatte. At dette imidlertid er manges ønske, vil man kunne overbevise sig om ved at meninger og bedømmelser af den mængde tilskuere som nu i flere dage med særdeles velbehag har taget kirkens indretning i øjesyn.

(Politivennen nr. 97, Løverdagen den 8de November 1817, s. 1615-1616)

Tanker ved Bernstorfs Støtte.

Kan velgerninger så snart glemmes? Kan sønnen i sin velstand ikke mere mindes den velgører der skabte faderens og hans lykke? Disse tanker påtrængte sig anmelderen da han forleden dag beså Bernstorffs støtte. Og i sandhed, denne støtte står i dens nuværende forfatning mere som minde om visse folks utaknemmelighed end den hædrer den store mand for hvem den rejstes. På flere steder af støtten er hele stykker borte, himlens fugle bygger rede i dens top, og den er overalt så mosbegroet at intet af inskriptionen kan læses. Den ene hvidtjørn der står i det søndre hjørne af indhegningen, stræber med sine vældige grene at ville skjule alle disse skrøbeligheder som tidens tand har anrettet, mens de 3 andre træer der står i de øvrige hjørner, synes at have fået svindsot over at man ikke har rådet bod derpå. Også trægitteret er i en mådelig forfatning, og hvad der af samme ikke er borttaget, er næsten råddent. Anmelderen der aldrig passerer forbi denne støtte uden at mindes de velgerninger den store Bernstorf viste hans fødeland, se en velhavende bonde fra det nærmest liggende sogn, køre forbi i fuld trav uden at se hen til denne støtte som ingen landmand burde nærme sig uden med sønlig ærefrygt og taknemmelig følelse. Kan velgerninger da så snart glemmes? Tænkte han atter. Dog nej! Ædle mand, når denne støtte er hensmuldret i støv, når vandreren forgæves søger at opdage det sted den stod på, vil dit minde endnu længe leve i den bedre del af nationshjerter, de ville føle hvor meget de skylder navnet Bernstorf og velsigne det.

(Politivennen nr. 97, Løverdagen den 8de November 1817, s. 1613-1615)

Redacteurens Anmærkning

Mindesmærket for J.H.E. Bernstorff står ved Fristedet, Lyngbyvej i Gentofte og er fra 1783 af Johannes Wiedewelt. Indskriften lyder: Æreminde efter Døden / for / Johan Hartvig Ernst / Greve af Bernstorff / som gav / udskiftede hovningsfrie arvelige /Gaarde / med dem Stræbsomhed Velstand alt / til Mønster for Efterslægten / MDCCLXVII / oprettet / af Godsets takfulde Beboere MDCCLXXXIII.

Spørgsmaal om Posten ved Rundetaarn.

Ethvert øje som ser den gadepost der er flyttet hen ved Rundetårn, må fortørnes over dens plads. Da der er gjort så meget til pladsens og kirkens forskønnelse, og denne post er flyttet fra gaden derhen, kunne den da ikke lige så godt have været skjult i krogen bag kirkepillen? Spørgeren mener at man ligefuldt kunne komme til den med vandkar og karrer og at pumpestangen havde svingerum nok alligevel.

(Politivennen nr. 97, Løverdagen den 8de november 1817, s. 1611)