Et farligt Sted paa den ordentlige Landevej nærved Sorøe.

Ved de såkaldte vindebrohuse mellem Krebshuset og Sorø er nogle temmelig dybe grusgrave ved siden af landevejen. Vel er dette sted ikke så farligt som det ovenfor omtalte ved Sisåen, da alletræerne nogenlunde kunne tjene til afvisere og graven ikke er så dybe som skrænten ved den å er høj, men alligevel ville det sikkert ikke være ufornødent også at forsyne dette sted med et bolværk. Jeg har selv været øjenvidne til at en vogn væltede her, da hestene for den blev løbske, og dersom den havde væltet til højre i stedet for til venstre, var de personer som sad i vognen, uden tvivl blevet styrtet ned i grusgravene hvor de da ufejlbarligt var blevet ilde tilredt, hvis ikke knust på de sten som just uforsigtig nok er sammenhobet på denne side af gravene,

(Politivennen nr. 99, Løverdagen den 22de november 1817, s. 1650-1651)

Overfald på Vesterbro

(Indsendt)

Forleden lørdag den 15. november i middagsstunden lod en grundejer fra Nørrebro en del kvæg bringe til salg på det ugentlige heste- og kvægmarked, som nu holdes ved den såkaldte Trommesal uden for Vesterport. Mens han var der uden på mindste måde at fornærme nogen og holdt tilsyn med sine kreaturer blev han påtrængende fornærmet af en slagtersvend fra Nørrebro, først med ord og siden med skub. Da han mærkede at denne karl var ude på klammeri, sagde han: "Jeg mærker nok at jeg ikke må få fred her, og vil derfor overlade Dem pladsen!". Og derpå gik han væk. 

Men nu forfulgtes han ind i huset af slagtersvenden med hvem en vognmand fra Nørrebro og nogle andre forenede sig. Og her overfaldt disse karle ham voldeligt med slag i hovedet og kastede ham til jorden med den ytring: At dette var betaling for optagelsen af deres løse kreaturer. Den overfaldne kom endelig op igen og veg tilbage i køkkenet hvorhen voldsmændene forfulgte ham for at begynde igen. Imidlertid tog værtinden og pigen samt 2 til 3 tilstedeværende den overfaldnes parti (hvorfor de herved takkes på det hjerteligste!). Og således slap han bort fra disse morderiske mennesker der ellers efter deres niddingsværk at dømme ville have slået ham fordærvet.

Det siger sig selv at han ikke alene for sin egen skyld, men også for sine medborgeres sikkerheds skyld vil forfølge disse udådsmænd på det strengeste med lov og ret. Og i den henseende anmodes herved enhver retsindig og for sin egen og andres sikkerhed, for fred, lemmer og liv, årvågen af de mange tilstedeværende (iblandt hvilke den overfaldne som nyligt har bosat sig i nærheden af hovedstaden kun kendte få), at melde sig som vidner til det forefaldne hos beboeren på 1. sal til højre i Rosenborggade nr. 212 i København. 

Det er overflødigt at tilføje at enhver duelig og påpasselig jordbruger der ikke vil se frugterne af sine bestræbelser for et bedre avlsbrug tilintetgjort ved uduelige og skødesløse naboers slendrian, må søge sit nødværge i den for ikke længe siden allernådigst kundgjorte velgørende forordning om markfred. Men for at sætte disse niddingers ufærd i det rette lys  bør det bemærkes at den overfaldne endog have vist sig særdeles skånsom mod dem. Da han nemlig blot havde fordret ufredsbøderne for at få fremtidig markfred (den han havde pålagt sine tjenestefolk at påse mod at de fik opbringerpengene), så havde han dels ladet de optagne kreaturer udlevere mod mindre end de halve bøder, og dels hvad slagtersvenden angår ikke fordret de svære voldsbøder som denne havde pådraget sig ved med magt at føre det optagne kvæg ud af optagerens hus. 

I anledning af denne anmeldelse der fornemmelig sigter til at vække en større opmærksomhed for den vigtigste genstand i det borgerlige samfund, nemlig den personlige sikkerhed, vover indsenderen at ytre det ønske til vores årvågne og nid 

(Politivennen nr. 99, Løverdagen den 22de november 1817, s. 1641-1643, side 1644-1645 mangler)

Redacteurens Anmærkning

Trommesalen var Københavns kvægtorv 1671-1879. På den måde blev borgerne forhindret i at købe lam og kreaturer og slagte dem uden at betale afgift. Navnet kommer af at der var en der slog på tromme når det åbnede. Efter 1879 overtog slagtehallerne ved Halmtorvet denne funktion. 

Markfredsordningerne gik ud på at kreaturer skulle bevogtes så de ikke trængte ind på marker. Lovgivningen var klart på agerbrugernes side imod kreaturerholdere. Siden udskiftningen var sagen blevet et privat anliggende, og ordningen var just blevet reguleret den 9. juli 1817. Hvis et kreatur trængte ind p en mark var ejeren i sin gode ret til at skyde dyret eller i bedste fald fodre det indtil ejeren kunne afhente det. Ejeren skulle så betale en slags bøde, eller optagelsespenge for kreaturets underhold.

Grundejeren fra Nørrebro havde altså fulgt loven om markfred og konfiskeret kreaturerne og havde ret til mindst at få optagelsespenge. Hvad slagtersvenden, vognmanden og andre der sympatiserede med kreaturejerne åbenbart ikke havde til hensigt, men mente en dragt prygl var mere passende.

Lov om mark- og vejfred eksisterer stadig og nogenlunde uændret i forhold til på Politivennens tid.

En slem Skjændegæst i Adelgaden.

Hr. udgiver!

Da jeg ofte af Deres blad Politivennen har erfaret og det til min største glæde, at adskillige uordener som De har offentligt påtalt, er blevet om ikke straks, så dog så snart det har været vedkommende muligt, rettet, så håber jeg også at De ved at indrykke vedlagte stykke i Deres blad, vil bevirke at Adelgades beboere især de som bor i nærheden af Sølvgade, bliver befriet fra en hæslig skændegæst som nu i adskillige dage efter jubelfesten har indfundet sig der for daglig at opvarte sin familie, således kalder hun to fiskerkoner som har vedkommendes tilladelse til i en port der i gaden, at sælge deres varer, med de groveste og pøbelagtigste skældsord, som ledsages med ganske nye originale eder og forbandelser, hvorved hun tildrager sig alle forbigåendes opmærksomhed i en sådan grad at ikke alene fortovet aldeles bliver spærret, men endog passagen på gaden vanskelig. For ikke at tale om den uro de omkringboende derved forårsages, for før det behager denne matrone at ende sin tale der er temmelig vidtløftig og højtskingrende, og som plejer at akkompagneres af gadedrengees lydelige hurraråb, er det ikke muligt for de som bor i nærheden, at kunne have deres tanker samlet til forretninger. Da det lader til at denne kone har hjemme i Nyboder, idet mindste styrer hun altid kursen derhen med sine fiskekurve, så var det måske ikke vanskeligt for vedkommende at erfare hendes opholdssted, og efter fortjeneste få hende revset for hendes højst uanstændige opførsel, hvorved hun forårsager utilladeligt opløb. For sker dette ikke i tide, må man frygte hver eftermiddag at blive forhindret i sine forretninger af denne skændegæst.

(Politivennen nr. 98, Løverdagen den 15de November 1817, s. 1631-1632)

En barbarisk Indretning i Læderstrædet.

(Indsendt)

Ejeren af gården nr. 27 i Læderstræde har fundet på en styg indretning for at forhindre urinering på hans port. Denne indretning består i brædder der står i vinkel mod hinanden fra muren til porten, og er ikke alene beslået med jernpigge for oven, hvorved et menneske når det i drukkenskab eller overfaldet af en sygdom, vil hælde sig dertil, kan blive slemt beskadiget. Men det er også forneden beslået med lignende jernpigge der vender nedad, og som kunne være yderst farlige for de børns hoveder som måske drevne af en vis nødvendighed, vil i mørket søge sin tilflugt under samme. Vel er det slemt at se sin port oprådnet og besudlet af sådanne udtømmelser, men sådanne barbariske forebyggelsesmidler passer dog heller ikke med vor oplyste tidsalder. Man håber derfor at ejeren ved dette vink gjort opmærksom på den skade en sådan indretning afstedkommer, uden videre vil borttage samme, og i dette sted til betryggelse for sin ports besudlelse lade opsætte en urinkumme af sten, således som før har været foreslået i Politivennen. Herved vil han ikke alene forskåne sin port for beskadigelse, men måske ved sit eksempel opmuntre andre til at gøre en lignende og meget gavnlig indretning ved deres porte.

(Politivennen nr. 97, Løverdagen den 8de November 1817, s. 1616-1617)

Bøn Trinitatis Kirke angaaende.

Denne kirke er nu indvendig i anledning af reformationsfestens højtideligholdelse i samme blevet særdeles forskønnet ved de 2 pulpiturer over alteret, især så længe forhængene er der. Og ypperligt er kongestolen anbragt foran orgelet. Denne tager ikke plads for tilhørerne. Den må ved koncerters opførelse være særdeles nyttig da et stort personale kan rummes i den, og for tilhørerne af prædiken er den ypperligt placeret. Men da man efter rygtet har hørt at denne hele skønne indretning der dog har kostet meget, igen skal tages bort, så vover en mand af menigheden her at ytre det ønske at kirken må forblive i dens nuværende skønne tilstand, ifald der ikke skulle gives tilstrækkelige ham ukendte grunde for det modsatte. At dette imidlertid er manges ønske, vil man kunne overbevise sig om ved at meninger og bedømmelser af den mængde tilskuere som nu i flere dage med særdeles velbehag har taget kirkens indretning i øjesyn.

(Politivennen nr. 97, Løverdagen den 8de November 1817, s. 1615-1616)